Meditation
Skønhed, Kærlighed og Visdom


Home
Meditation
Fuldmåne
Myter og legender
Artikler
Links

Print




MODERSKAB
Af Ella Ostermann


Moderskab er en feminin kvalitet, som kvinder har lettere ved at udvikle end mænd. Den findes i alle mennesker, uanset køn, men menneskeheden består af to køn, to polariteter, og af dem er det den del, der er født i kvindekroppe, der har påtaget sig at udvikle bevidst moderskab. I mange, mange inkarnationer udvikler kvinder ikke bevidst moderskab, men 'tvinges' dertil af skæbne, karma og livsomstændigheder.

At være MOR er ikke forbeholdt kvinder, men de har lettere ved det!

Polariteter
Da vi i flere tusind år har levet i maskuline samfund, hvor menneskene kunne udvikle de egenskaber, der hører den maskuline polaritet til, er det nu vigtigt, at de egenskaber, der hører til den feminine polaritet udvikles, for at der kan blive balance. Alle vegne omkring os ser vi resultaterne af den maskuline dominans.

Da kvinder naturligt kan udtrykke de feminine kvaliteter, skal de vælge at prioritere dem, samtidig med at de udvikler og bruger de maskuline kvaliteter. Mange mænd i vores tid udvikler og udtrykker feminine kvaliteter, men for dem er det også stadig naturligst at udtrykke de maskuline kvaliteter.

Den onde cirkel med undertrykkelse af det feminine er nu brudt, ikke mindst i den rige del af verden, hvor piger har lige adgang til stort set alle uddannelser og jobs. Det er dog også et faktum, at man i visse dele af verden og visse kulturer stadig håndhæver de gamle traditioner. Pga stadigt flere menneskers adgang til elektroniske medier ændres denne praksis dog med lynets hast.

Moderskab
Kvinder skal altså ikke agere i verden på samme måde som mænd. Det kan de gøre i de liv, hvor de fødes som mænd. Kvinder skal påtage sig moderskab, ikke kun for børn, men på alle livsområder fx: politik, undervisning, kommunikation, skønhed, videnskab, religion etc. Kvinderne har blandt meget andet til opgave at fremhæve betydningen af en intelligent og rytmisk levevis.

Man kan beskrive kvinders naturlige tilgang til livet som ’moderskab’. Det er ikke kun at være mor for sine børn, for

"Moderskab er ikke en biologisk funktion. Moderskab er en psykologisk åndelig funktion.”

Moderskab er at sørge for de rette betingelse for at dyder kan gro, for at store opgaver kan lykkes, for at kreativiteten kan blomstre, så at menneskene kan opleve en fortsat progressiv udvikling og skønhed.

Når børnene vokser til og ikke behøver moderen så meget, kan kvinden påtage sig moderskab inden for andre områder. Hun kan tilføre skønhed, visdom og forståelse og erfaring til projekter, hvilket vil få stor betydning for menneskehedens udvikling hen imod forstandighed, rummelighed, fred og forståelse - Vandbærertidsalderens gaver.

I Vandbærertidsalderen skal menneskene lære at værdsætte og bruge de evner og potentialer som begge køn har. Ingen undertrykkelse af nogen af kønnene. Samtidig vil den spirende integrering af det andet køns kvaliteter, vi ser i dag, blive stærkere, således at vi alle kan være målrettede og ensidige, rummelige og forstående på en og samme gang. En virkelig smuk vision for fremtiden.

Beskyttelse af liv
En mors og kvindes fornemste opgave er at beskytte liv. Hun føder et nyt liv, og hun bevarer og beskytter det nye liv, og hun må være aktiv og varetage sit barns interesser både politisk, socialt og økonomisk. Det er vigtigt at se begreberne med lidt større briller end vi er vant til: Politisk betyder, at hun varetager sit barns interesser ’med styrke’ om nødvendigt, socialt, at hun lærer det at begå sig i verden og økonomisk at det lærer at bruge penge og især kræfter på en økonomisk måde.

Moder Maria
Hvis en kvinde er fysisk, emotionelt, mentalt og åndeligt sund vil hun instinktivt ikke ’tilhøre’ nogen bestemt nation. Hun elsker sin nation, men også alle andre nationer og er klar over, at kvinder må etablere fred og rette menneskelige relationer. Generelt er det kvinder, der tænker universelt og kosmisk.

Den første gruppe, som tjente Kristus, blev etableret af hans mor, Maria. Der fremgår ikke tydeligt i det Nye Testamente, fordi samfundet dengang var maskulint og patriarkalsk orienteret. På det tidspunkt var stort set alle indhyllet i blændværket: manden er alt, og kvinden skal holdes nede.

Ved Pinse sammenkaldte Mor Maria alle Kristi disciple, og de etablerede den første kristne gruppe, der skulle tjene Gud og Kristus. Helligånden kom i form af ildtunger, og Lysets præsteskab var grundlagt.

I den esoteriske lære identificeres kvinder med princippet, Helligånden, som inspirerer og giver visioner uanset køn.

Hvis bare alle kvinder ville identificere og tænke på sig selv som verdens, menneskenes MOR.

I de sidste godt hundrede år er det mest kvinder, der har bragt os den nye esoteriske lære. Blandt dem kan nævnes: Helena Blavatsky, Alice Bailey, Helena Roerich og Lucille Cedercrans.