Meditation
Skønhed, Kærlighed og Visdom


Home
Meditation
Fuldmåne
Myter og legender
Artikler
Links

Print





ASTROLOGI
Af Anne Sommer

Hvor kommer astrologien fra?
Astrologi har optaget mennesker over hele verden i årtusinder, den er ældgammel og blev praktiseret både i Ægypten og i det fjerne østen, i det gamle Grækenland og i Rom. I vor tid blev astrologien også brugt under anden verdenskrig af Hitler og Winston Churchill inden planlægningen af store slag. I dag ser man en stigende interesse for astrologi.

Mange kender bedst astrologien fra ugebladenes horoskoper, der viser kommende ugers succes ved at se på planeternes bevægelser på himlen. Nogle udøver en art spådomskunst, uden tilstrækkelig faglig kundskab og uden forståelse for astrologiens psykologiske baggrund, men der foregår også mere kompliceret videnskabeligt forskningsarbejde, hvor sagkyndige astrologer reelt henter svar på livets problemer.

I dag bliver astrologien ikke taget alvorligt som en videnskab, men sådan var det ikke for 400 år siden på Tycho Brahes tid, hvor det var normalt at få lagt et horoskop. Man vidste, at universet var en helhed skabt af Gud, og at der var en naturlig sammenhæng mellem universet og menneskene, og at stjerner og planeter var budbringere fra Gud.

Da Tycho Brahe fik øen Hven som len med observatoriet, Uranienborg af Frederik den 2, blev han samtidig kongens hofastronom og -astrolog. Det var vigtigt for kongen at have den bedste astrolog, der kunne vejlede ham ved hjælp af horoskoper, som også var vejrforudsigelser. Tycho Brahe foretog astronomiske observationer og udviklede de første stjernekikkerter til sin stjerneforskning. Han fandt også en ny lysende stjerne kaldet Stella Nova.

Horoskop betyder i virkeligheden ”tidsbetragter”, og ifølge Tycho Brahe kunne horoskoperne kun bruges som ledetråd i livet. Det er ikke stjernerne, der bestemmer vores skæbne, men de valg, vi foretager i hverdagen.

Hvorfor virker astrologien?
Ligner vi alle andre? Nej egentlig ikke! Videnskaben taler om arv, miljø og opdragelse og tusind andre ting, som har gjort os til dem, vi er i dag. Som en jublende lille gnist blev vi skabt i det fysiske af vores mor og far og disse igen af deres forældre, en uendelig række af ’forældre’ helt tilbage til evighedernes uendelige fortid. Men vi kunne stille spørgsmålet: Og hvad var der så før den tid?

Mennesket bliver skabt af fysisk stof! Vi bliver født og manifesteret i den fysiske verden, opbygget af alle mulige former for mineraler, salte og vand. I astrologien siger vi, at vi er skabt af Ild, Jord, Luft og Vand i et ganske bestemt forhold til hinanden.

Naturen er det fysiske stof, nøjagtig som vi selv er. Hvis vi ser en gartner plante en stikling ud fra en moderplante, så ved vi, at ’barneplanten’ kommer til at ligne den plante den udsprang fra, men hvis vi ser bedre efter, vil vi finde, at planten desuden har sit eget specielle særpræg. Gartneren ved, at planter han planter ud i maj, vil de få andre betingelser, end hvis han planter dem ud i juni. Sådan er det også med mennesker, vi er skabt af moderplanten, men født under særlige fysiske betingelser. Bliver vi født i januar, har vi have helt andre betingelser, end hvis vi bliver født i august eller en hvilken som helst anden måned. Hvis man er et sommerbarn, har man helt andre betingelser end et vinterbarn, der er født i den mørke tid af året, og derfor først senere bliver påvirket af den fysiske sol. Det er universets betingelser, vi er påvirkelige eller afhængige af.

Mennesket er skabt af fysisk stof
Alt i universet er stof eller energi, og mennesket består også af stof. Stjernerne (Planeterne) udøver indflydelse på fysisk stof, og derfor også på menneskene.Hvad der fødes eller sker i dette øjeblik, bærer dette øjebliks præg i sig!

Vi blev skabt af vores forældre, født i den fysiske verden, hvor vi foruden arv, miljø og ydre påvirkninger, udvikler os personligt under indflydelse af Solens, Månens og de 8 andre planeters indflydelse. Det siger astrologien. Foruden lighedspunkterne med forældrene klinger vi altså i samklang med universets love, nærmere betegnet med den naturkraft, der er gældende i den måned eller rettere sagt, på det eksakte fødselstidspunkt, der er vores.

Horoskopet
Horoskopet er en tegning, der gengiver de tolv dyrekredstegns, samt Solens, Månens og planternes indbyrdes positioner. Den ydre cirkel med de tolv dyrekredstegn symboliserer solens bane, mens den indre lille cirkel symboliserer jorden eller det menneske, horoskopet er stillet for.

Horoskopet inddeles i 12 huse, der beskriver 12 områder i et menneskes liv. Den vandrette linje, deler horoskopet i en sydlig og en nordlig halvdel. Venstre halvdel af denne akse hedder Ascendanten, den peger mod øst, hvor solen står op, og dens skæringspunkt på den ydre cirkel er det punkt, der netop er ved at stige op over horisonten (morgen). Den modsatte, højre halvdel af aksen hedder Descendanten, og dens skæringspunkt er vest, hvor Solen går ned (aften). Ascendanten og Descendanten beregnes ud fra fødselstidspunktet.

Man kan dele horoskopet op i fire hovedafdelinger: 1) barndom, 2) ungdom, 3) manddom og 4) alderdom. Det svarer også til de fire årstider og til menneskets fire vigtige udviklings- og livsperioder.

Psykologiens fire temperamentet finder vi også i astrologien, hvor de 12 tegn er fordelt efter naturens elementer: Ilden, Jorden, Luften og Vandet, hver svarende til et af de fire temperamenter.

Ildtegn: Vædderen, Løven, Skytten er dyrekredsens kolerikere.
Jordtegn: Tyren, Jomfruen og Stenbukken er dyrekredsens melankolikere.
Lufttegn: Tvillingerne, Vægten og Vandmanden er dyrekredsens sangvinikere.
Vandtegn: Krebsen, Skorpionen og Fiskene er dyrekredsens flegmatikere.

Nogle tegn harmonerer bedre med hinanden end andre, mennesker født inden for samme temperament har stærke lighedspunkter. Desuden harmonerer almindeligvis ild- og lufttegn med hinanden, mens jord- harmonerer med vandtegn.

Intet menneske er dog fuldstændig koleriker eller flegmatiker, vi har alle lidt eller meget af de fire temperamenter i os. Det tegn, solen befinder sig i ved fødslen, er det tegn, der viser personens primære temperament. Solen er det eneste himmellegeme, som kommer tilbage til samme stjernetegn på ca. det samme tidspunkt hvert år.

De otte primære planeter plus Solen og Månen cirkulerer rundt i horoskopet, og i løbet af året, ’besøger’ de husene i horoskopet og giver energi til det det bestemte livsområde huset står for. Mellem planeterne kan der være ’positive’ eller ’negative’ aspekter eller påvirkninger. Man kan inddele planeterne på samme måde, som man gør med dyrekredstegnene, i ild, jord, luft og vand:(Ild: Solen, Mars, Pluto, Vand: Månen, Neptun, Luft: Merkur, Uranus, Jord: Venus, Saturn og Jupiter både vand og ild).

En planet virker bedst i et tegn af samme natur. Når man undersøger planetstillingerne i et horoskop, kan man danne sig en mening om den pågældende persons positive udviklingsmuligheder og om den modstand, som vedkommende kan komme ud for.

Den frie vilje
Et horoskop er som en GPS, man indstiller for at se, hvor man skal hen, og hvilke forhindringer og udfordringer, man kan komme ud for, men også hvad er den nemmeste og letteste vej. Ud fra dette kan man så tage beslutning om, hvilken vej man skal tage. Alt afhænger af ens egne beslutninger – af ens egen fri vilje!

Kend dig selv
Over de græske templer står der: ”Kend dig selv”, og det er en af de vigtigste læresætninger. Når man kender sig selv, er det også lettere at kende og forstå andre!


Link til:

Asteroiderne - broen til Vandbærerens tidsalder

Asteroider og feminine energier

Pallas Athene - asteroide og gudinde


Ceres i astrologisk perspektiv

Pallas Athene i astrologisk perspektiv

Juno i astrologisk perspektiv


Pandoras æske

Persefone, påske og påskehare


Tilbage