Meditation
Skønhed, Kærlighed og Visdom


Home
Meditation
Fuldmåne
Myter og legender
Artikler
Links

Print



SYMBOLET FOR FISKENE - den store og den lille fisk

af Ella Ostermann


Solen går gennem de 12 stjernetegn i løbet af et år. Året begynder, når solen går ind i Vædderen og slutter, når den forlader Fiskene for igen at gå ind i Vædderen den 20/21. marts hvert år. Det er det åndelige år, som følger naturens rytme.

Symbolet for Fiskene er to fisk, der er forbundet med en tråd. Den ene fisk er stor, og den anden lille. Den lille fisk er personligheden eller den forenede fysiske, emotionelle og mentale natur. Den anden fisk er menneskets sjæl eller det virkelige menneske.

Tråden mellem de to fisk er livstråden. Den kommer fra det virkelige Selv. Den sørger for livsvigtig næring til personligheden, også når personligheden ikke registrerer det.

I meget lang tid på udviklingsvejen er et menneskes personlighed ikke er i stand til at mærke indflydelsen fra den større fisk, som er nødt til at følge den lille fisk og ’hjælpe’ den til at få opfyldt alle sine ønsker om at være rig, have et behageligt liv, tid til fornøjelser osv. MEN når mennesket på et tidspunkt ikke mere finder disse ting så tiltrækkende som før og begynder at blive rastløs og kede sig, tilskynder den store fisk til tanken om, at der må være noget andet. Den lille fisk ændrer fokus. Personligheden bliver gradvist mindre selv-optaget. Nu er ikke kun den selv, der skal have det godt, men familien og/eller den gruppe, den er en del af. Efterhånden kommer denne gruppe til at omfatte hele menneskeheden.



Mennesket gennemlever en periode, hvor de to fisk kæmper om magten, og i begyndelsen sejrer den lille fisk stadig, men efterhånden bliver der indgået kompromisser mellem de to, og personligheden bliver stadigt mere oplyst af sjælen.

En dag vil den store fisk sluge den lille, og mennesket bliver en personlighed, der er fuldstændig gennemtrængt af sjælens lys. Personligheden er blevet sjælens tjener, hvor sjælen før bare havde at følge med og give liv til personligheden, så den kunne få opfyldt alle sine ønsker i den ’almindelige’ verden.

En af de store misforståelser i fortolkningen af det kristne budskab har været, at der var noget galt med, at mennesker vælger at ville have opfyldt deres ønsker. Det er et stadium på og en naturlig og nødvendig del af et menneskes udvikling.

Når man møder mennesker, er det vigtigt at skelne mellem, om målet med deres liv er at blive materielt rige, søge magt og/eller have et behageligt liv – den lille fisk styrer - eller om de skal lade den store fisk styre – slippe selviskheden. Igennem historien har man krævet af mennesker, at de skulle være uselviske, selv om de måske slet ikke var nået til det sted i deres udvikling, hvor de havde fået opfyldt alle deres personlige ønsker. Disse urealistiske krav er måske en af grundene til at mange mennesker i dag vender ryggen til religioner? Religion betyder ’at binde tilbage’, men man kan ikke springe noget trin på udviklingsvejen over og lukke øjnene, og ’pling’ så er man totalt uselvisk og tænker ikke mere på at tilfredsstille sine egne ønsker.

Hvert eneste menneske er nødt til at gå hele vejen selv, og det betyder, at når man mærker tilskyndelsen i sig selv til at gå uselviskhedens vej, så personligheden kan blive ’slugt’ af sjælen, må man selv tage initiativet og udføre arbejdet med at fjerne de ting i sig selv, der forhindrer det i at ske.

Målet er at vi skal elske vores nabo som os selv, og at vi ikke skal være bange. Men vi lærer også, at Jesus tog vores synder på sine skuldre. Det gjorde han kun forstået på den måde, at han viste os vejen, vi selv må gå. Vi skal selv tage vores synder på vores skuldre og afvikle vores karma, og vi skal elske vores nabo som os selv. Men hvis der stadig er noget der trækker i os i den materielle, emotionelle og mentale verden, er det vigtigt, at disse begær bliver opfyldt, for man kan ikke slippe noget, før man har fået det.

Hvert år, når solen går gennem Fiskenes tegn har vi mulighed for at give den store fisk mere energi end den lille, sådan at den lille følger den store. Måske er vi endnu ikke i stand til at gøre det fuldt ud, men så kan vi ’lade som om’ eller ’handle som om’…...En fantastisk effektiv teknik!

Hver måned giver os nye muligheder for at arbejde med os selv, og en god inspiration er Herkulesmyten, som fortæller om menneskets udvikling fra total selviskhed til uselviskhed.

Link til:
Pisces - fiskene 2014
Pisces - fiskene 2015
Fuldmånemeditation i Fiskenes tegn
Herkules i Fiskenes tegn
Daglig meditation i Fiskenes tegn



Tilbage