Meditation
Skønhed, Kærlighed og Visdom


Home
Meditation
Fuldmåne
Myter og legender
Artikler
Links

Print



LEGENDEN OM GANGA

Oppe i Himalayas bjerge lå Shiva og sov mellem himmelstræbende, snedækkede tinder. Kong Frost legede med hans filtrede skæg og hår, og isjomfruerne hængte istapper i hans hår og skæg. Han sov i mange hundrede år. Han var meget træt.

Imens strålede solen ubarmhjertigt på hans rige. Urter, blomster og træer visnede, for der var ingen floder til at vande jorden, og folk bad og bad Shiva om vand. Men han sov.

I bjergene boede Kong Himavat med sin kone og yndige datter, Ganga. En dag Ganga gik en tur i sin fars snedækkede rige, kom hun til en smuk ishule, hun aldrig før havde set. Fra de glitrende vægge hang lange istapper, og issøjler støttede knejsende hvælvinger.

Ganga kiggede ind, og i det samme lynede en solstråle og malede sine syv farver på vægge, issøjler og hvælvinger. Det var så smukt. Ganga løb ind i hulen og blev der.

Man ledte efter hende alle vegne, men ingen tænkte på at lede efter hende i Shivas filtrede hårtotter. Til sidst gik hendes far og mor selv ud og ledte efter hende, og da de fandt hende skændte de blidt på hende. Men da hun viste dem den smukke hule, tilgav de hende og flyttede selv ind og brugte hulen som hjem i mange år.

En dag kom Himavat hjem fra en rejse med tungt hjerte.

- Hvad plager dig? hviskede hans kone.

- Der er ikke noget vand. Landet lider. Afgrøderne visner. Kvæget hentæres. Menneskene prøver at trøste deres sultne og tørstige børn. Shiva sover bare, og guderne er ikke til nogen hjælp.

Han tav. I det samme blæste det ind i hulen. Det dryppede fra den iskrans, Ganga havde om håret. Hendes far så alvorligt på hende.

- Er der ingen der kan hjælpe menneskene? spurgte hun.

- Jo, Ganga. Hvis en ung pige, der er ren som is og hvid som sne, vil forlade sit hjem og bosætte sig på de tørre og golde sletter, og lade det liv, som hun frivilligt ofrer, strømme til de lidende mennesker, vil hendes navn blive helliggjort og elsket af alle i kongeriget.

Ganga forstod, at hendes far bad hende om at ofre sig. Hun løb og gemte sig i sin ishules krinkelkroge og ville ikke komme frem. Men i sit skjul kunne hun høre de døende menneskers skrig.

Gangas mor græd og bad Ganga tage af sted, men hun ville ikke.

En dag kom hendes far ind til hende med et døende barn i armene. Dets hud var fuld af blister, de små læber tørre og sprukne og øjnene udtryksløse.

Himavat lagde barnet i Gangas skød.

- Det dør af tørst, sagde han.

Ganga bøjede sig over det lille ansigt. En lille dråbe faldt fra hendes hår på barnets sprukne læber. I samme øjeblik åbnede det sine øjne og smilede til hende. Ganga rejste sig og sagde:

- Jeg tager af sted. Jeg tager af sted for at redde de lidende mennesker og bringe liv og glæde til de små, der dør af mangel på vand.

Skønheden der følger et så stort offer sås i hendes ansigt. Hun vendte sig om mod udgangen fra den ishule, hvor hun havde boet i sin uskyldige, men selviske glæde.

Så snart Ganga forlod hulen skete der noget. Den smukke krop smeltede, det strålende gyldne hår og de hvide hænder forsvandt, og rent blødt vand med hvide skumstænk dansede hen over det gyldne sand. Vandet hviskede:

- Jeg er Ganga….Ganga….Ganga…. Jeg vil velsigne de tørstige sletter og bringe liv til dem, der længes efter mit strømmende vand.

Og Ganga blev kilden til liv i det store hinduland, og i sit bestandige løb mod havet mumler Ganga for sig selv:

- Det er vores pligt at give os selv til andre, og den største fryd er at skabe glæde, som andre kan samle op.


Tilbage til legender