Meditation
Skønhed, Kærlighed og Visdom


Home
Meditation
Fuldmåne
Myter og legender
Artikler
Links

Print




HISTORIEN OM LOTUSEN

af Ella Ostermann


I det uendelige univers’ substans, som ved første øjekast synes goldt og dødt, ligger alle de små lotuskim parat til at blive vækket til live. De ligger i dvale. Stilheden er larmende. Det lille kim ligger godt og trygt blandt de andre.

Pludselig mærker det noget, det ikke før har oplevet. En dragning mod noget det ikke kan se, men kun fornemme. Det bliver uroligt og usikkert, ser rundt på de andre, som ser ud til at fortsætte deres uskyldige søvn.

Dragningen tager til! Kimet kæmper imod af alle kræfter. Det ønsker ikke noget andet liv. Det kender ikke noget andet liv, men det drages mod noget, som det endnu ikke kan se, men kun sanse. Der bliver varmere inden i skallen, og til sidst må det ud! Det tør ikke åbne øjnene.

Efter at have lyttet og sanset i nogen tid, åbner frøet ængsteligt øjnene. Det ser på sig selv. Det føler sig anderledes. Omgivelserne er blødere, men det har heller ikke nogen skal. Det er blevet til en blød spire. Pludselig kommer der bevægelse omkring det. Den lille spire bliver skubbet og falder. Den ligger og tænker på, hvad det mon var?

Forsigtigt rejser den sig og ser op. Højt oppe i det fjerne er der en gul størrelse, som drager dens blik. Omkring sig ser den mindre og større spirer som den selv. Nogen af dem er nået længere mod den gule tingest. Andre har små runde kugler på toppen. Den lille spire vender sig mod den der står nærmest: ”Hej, skal vi følges ad?” Den anden ser på den og siger: ”Hvis du kan følge med.” Den lille spire som er blevet en lille stængel, forstår ikke hvad det betyder, men nikker ivrigt. ”Ved du hvor vi skal hen?” spørger den. Den anden siger: ”Det må du selv finde ud af.”

Tiden går. Stænglen vokser og forsøger at følge med naboen. Den kan mærke at dens egen ’kugle’ på toppen bliver større for hver gang, der kommer noget forbi og skubber til den. De første gange falder den og bliver ked af det, men efterhånden bliver den bedre til at holde sig oprejst, fordi den bliver bedre til at fornemme, hvornår nogen nærmer sig.

Den opdager, at for hver gang den tænker over, hvordan den nu skal gebærde sig, vokser kuglen på toppen. Den opdager også, at den gule tingest kommer nærmere, eller det er måske den, der kommer nærmere? Den bliver mere og mere fascineret af den gule tingest.

Livet er ikke nemt. Der er meget der skubber til den, og den føler sig meget alene, selv om alle de andre står ved siden af og gerne giver gode råd. Sommetider bliver den ked af det og længes tilbage til tiden før den hårde skal sprækkede, men den ved godt at det er umuligt, og at den ikke kan vende tilbage. Den gule tingest drager den.

Sådanne længsler afløses hver gang af en beslutning om at gøre mere, at komme nærmere til målet – den gule tingest.

Pludselig en dag opdager den, at verden omkring den ser anderledes ud. Den bliver stadig skubbet, men den kan se meget længere i alle retninger. Omkring sig ser den masser af lysegrønne kugler som ligger så fint på overfladen af den gamle kendte verden. Bevægelserne i denne kan stadig røre dem, men ikke indeni.

Den vender blikket opad. Der er den gule tingest, så varm og så dejlig som var den lavet af det pureste guld. Den lille kugle ser en vidunderlig gylden stråle komme ned imod sig. ”Jeg vil være som dig,” jubler den. ”Jeg vil også sende gyldne stråler og varme til andre.” Den ser at også andre stråler nærmer sig. Deres mål er andre kugler på overfladen af den verden, der var.

Kuglen løfter sig over verden der var. Den mærker hvordan kuglen bliver fri af den gamle verden. Idet strålen rammer den, fyldes den af en følelse den aldrig før har kendt. Det er som om livet i den berøres af livet selv. Den mærker hvordan den ikke er i stand til at lade være med at åbne sig. Det eneste den ser, er lysstrålen der kommer fra den lysende gule tingest.

Da den kommer til sig selv ser den, at den er blevet til en blomstrende lotus. Omkring den er alle de andre kugler som lysstrålerne ramte også blevet til blomstrende lotuser – hvide, lyserøde, violette og blå. Alle står de strunke og uberørte af den gamle verden.



Tilbage til legender