Meditation
Skønhed, Kærlighed og Visdom


Home
Meditation
Fuldmåne
Myter og legender
Artikler
Links

Print



SJÆLENS MØRKE NAT
af Ella Ostermann


Vi kender alle til mørke stunder, hvor intet lys synes at trænge ind i vores sind og tanker. Det er tidspunkter, hvor sekunder føles som år, og hvor man bliver helt udmattet af at forsøge at få hold på sig selv, som oftest uden held.

Sådanne perioder synes vi burde forbydes, men det er ikke desto mindre disse krisepunkter, der tvinger os til at gøre noget anderledes, end vi har gjort før. Men sommetider tager det rigtig laaaang tid, før lyset bryder igennem.

Sjælens mørke nat optræder, når man ikke er I stand til at lukke noget nyt ind I sit liv, hvad enten det er den personlige mørke nat eller den ’åndelige’. Hvis man i meget lang tid har vægret sig imod at lukke det nye, der kan fremme ens udvikling, ind, bliver der mørkt i og omkring en. Man kan intet se, ingen muligheder, man er kastet tilbage på sig selv og oplever kun sin dårligdom, om det er fysisk eller psykisk. Enten bliver man apatisk og opgivende og venter på, at hjælpen skal komme udefra, hvad den en sjælden gang gør, når man bare ikke kan tage mere, eller man farer fra Herodes til Pilatus for at finde den mirakelkur, der kan gøre en rask i ét nu.

Men ligegyldigt hvad, er det nødvendigt at 1) acceptere sin situation og tilstand og 2) at turde se i øjnene, at livet ikke mere bliver, som det var, 3)indse at man skal samarbejde med dem, der gerne vil hjælpe en.



Johannes af Korset (link), der levede fra 1542 til 1591 i Spanien, beskrev hvad der sker, når mørket har sænket sig, og sjælen befinder sig i en mørk, mørk nat. Han skrev:

Selvet er i mørket, fordi det er blindet af et lys, der er stærkere end det kan klare. Jo klarere lyset er, jo mere blinder det uglens øjne, og jo stærkere solens stråler er, jo mere blinder de synsorganerne. Lyset er for stærkt for disse organer, fordi de er for svage, og lyset berøver dem evnen til at se. På samme måde forårsager kontemplationens guddommelige lys et åndeligt mørke, når det rammer den sjæl, der endnu ikke er fuldt udviklet og oplyst, og det er ikke kun fordi sjælen ikke er stærk nok, men fordi lyset blinder den og berøver den dens normale evne til at opfatte….

Platon beskriver på nogenlunde samme måde mødet med det åndelige lys i sin hulehistorie (link):

I begyndelsen vil det menneske, der er blevet befriet for lænkerne og derfor kan rejse sig og vende sig om og gå mod lyset, lide store smerter. Det skarpe lys vil pine ham, og han vil ikke kunne se den virkelighed, som han tidligere (i hulen) kun havde set som skygger.

Man oplever altså sjælens mørke nat, fordi man bliver blændet/blindet af lyset. Det er fordi sjælens lys eller det åndelige lys er for skarpt, at vi ikke kan se noget. Tænk blot på, når man kører på en mørk landevej, og der kommer en modkørende bil, som har det lange lys tændt. Ens blik drages imod det, og man blindes for en stund. Det er det samme der sker, når vi bliver deprimerede. Depressionen skyldes, at lyset der strømmer ind i os er for stærkt, og at vi er bange for at se det, det afslører. Denne oplevelse er fælles for både de personlige og de åndelige mørke nætter.



Den personlige mørke nat
opleves af mennesker, der ikke har kontrol over deres tanker, følelser og handlinger. Sådanne mørke nætter, som vi oplever mange af, ’tvinger’ os til at se nøgternt på og til at tage kontrol over os selv. De fører til, at vi kan blive bevidste personligheder. Det skal måske igen og igen afsløres for os, at vi ikke er blevet voksne indeni, at vi stadig er afhængige af en mor eller far at støtte os til, og derfor propper mennesker vi møder på vores vej ind i denne rolle. Men vi skal jo blive voksne, og hvis vi ikke vil det, intensiverer ’voksen- og ansvarslyset’ i os, og vi går i sort. Heldigvis vil de fleste lykkes med at se problemet og gøre noget ved det, men man kan risikere, at skulle gennemleve mange små mørke nætter, før det lykkes at blive voksen og tage ansvar for sit eget liv. Det handler om, at der er en konflikt mellem den bevidste personlighed og de tanker og følelser, der dominerer i det ubevidste.

Heldigvis er der hjælp at hente. Vi mennesker kæmper ikke mere alene. Der er mange mange rundt om, som gennemgår deres egen mørke nat. Der er masser af former for terapi, som kan hjælpe med at bringe problemerne frem i lyset, så det bliver muligt at se en løsning. Det handler om at uudviklede, ukoordinerede og modstridende elementer bliver harmoniseret og integreret i en personlig psykosyntese. Link: Psykosyntese, at man bliver i stand til at leve ud fra et nyt centrum. I visse tilfælde kan det være nødvendigt med medicin.



Den åndelige mørke nat
Den anden form for mørk nat er af åndelig karakter. Den forudsætter, at personligheden har en vis grad af kontrol over tanker og følelser. Den er resultatet af konflikter og ubalancer mellem den bevidste personlighed og de åndelige energier (sjælen), der til hver en tid prøver at kommer til udtryk gennem mennesket. Sådanne mørke nætter er forberedelser til den egentlig sjælens mørke nat, som Johannes af Korset skriver om. Når det handler om denne type af sjælens mørke nat, hvor det er en personlighed, der blindes af det åndelige eller sjælens blindende lys, skal der noget andet til. Her handler det om at tilpasse, assimilere og integrere de åndelige energier. Er evnen til at se forbindelsen mellem alt eksisterende, til at forstå andre og til at give dem mulighed for at vokse.

Mange af kriserne på den åndelige udviklingsvej varer den tid, det tager for personligheden at tilpasse sig og integrere det stærkere lys, så den lever ud fra en større og (måske lidt) mere inklusiv bevidsthed og dermed mere uselvisk.

Både i forhold til den første form for mørk nat, hvor det er personligheden, der skal have kontrol over tanker og følelser, og denne anden type, hvor det er sjælen, der skal have kontrol over personligheden, vil man, når man kommer ud på den anden side stå et nyt sted i sit liv, fordi man har etableret et nyt centrum.

Gautama Buddha sagde at alt er lidelse, så længe vi er bundet på livshjulet i Samsara (den fysiske, den følelsesmæssige og de egocenterede tankers verden). Buddha anviste os vejen ud af Samsara: de fire ædle sandheder og den ædle ottefoldige vej.

Har han ret? Er det frygt og følelsesmæssig desperation, mindreværdsfølelse, ikke at kunne beslutte sig, oplevelsen af total meningsløshed, og det ikke at være i stand til at handle, er det virkelig nødvendigt for at vi begynder at tage ansvar for vores eget liv og vores egen udvikling? Er det menneskets skæbne at skulle blive stadig mere sjælsbevidst og uselvisk? Skal vi alle gennem alle de mørke nætter, hvor pludselig mørket letter og livet falder på plads på en ny måde, hvor livet igen får mening?




Tilbage til artikler