Meditation
Skønhed, Kærlighed og Visdom


Home
Meditation
Fuldmåne
Myter og legender
Artikler
Links

Print



VERDENSKRISEN - MENNESKETS PERSONLIGE SLAGMARK
af Anne Pedersen


Når vi ser på verden i dag, uanset om vi ser det fra et åndeligt eller et verdsligt perspektiv, er det vist klart for os alle, at menneskeheden er i fuld gang med en stor forandring. I ethvert land og i næsten enhver samfundsmæssig institution syntes omvæltning at være en del af dagsordenen, og i kølvandet på disse store omvæltninger ser vi smerte og lidelse. Krisen er global, men udvikler sig på vidt forskellig måde i de forskellige verdensdele.

Den ydre verden afspejler vores indre kollektive verden, og vi må derfor stille os selv spørgsmålet: Er den globale krise en personligheds krise - en krise i det enkelte menneskes liv? Ser vi på det det ud fra et esoterisk synspunkt, må svaret blive et ja, verdenskrisen er det enkelte menneskes slagmark. Menneskeheden befinder sig i en bevidsthedskrise eller en værdikrise - måske en krise, der kan vække menneskeheden til fornuft.

Mennesket er jo ikke en inkarneret personlighed men en sjæl i inkarnation, og da alle mennesker er forbundet med deres sjæl, kan vi konkludere, at begivenhederne i makrokosmos afspejles i mennesket. Vi fødes ikke på tilfældige tidspunkter, i tilfældige udviklingsperioder, men derimod på et bestemt tidspunkt, i en bestemt udviklingsperiode og på et sted, hvor vi kan få et bestemt samspil med andre, og derfor må det være indlysende, at verdenskrisen er det enkelte menneskes slagmark.

Vi kan vælge at se det som en chance, der kan få os til at tage ansvar, tage tøjlerne og dermed styre menneskeheden hen imod enhed. Vi kan også vælge at lade stå til, trække på skuldrene, drive med strømmen, lade os kaste hid og did - sove videre. Set ud fra et åndeligt synspunkt er menneskehedens afgørende krise, ikke af ydre, men af indre natur. Det er ikke planetens begrænsning, der forhindrer udviklingen mod en bedre fremtid, men vores tanker, vilje og forståelse. Vi kan ikke forandre den omgivende verden, men vi kan forandre vores tænkning, og den måde vi handler på, vi er årsag til vore egne problemer, så kun sådan kan problemerne løses.

Man kunne måske konkludere, at de mange og store konflikter fremkommer ved menneskers forskellige måder at se og opfatte verden på – det er et sammenstød mellem forskellige fortolkninger af virkeligheden – dette illustrerer Platon meget fint i sin hulelignelse, hvor Platon beskriver menneskets vej fra uklare meninger i sanseverdenen til virkelige indsigter af de ideer, der ligger bagved naturens fænomener.

Platon hulelignelse: Man skal forestille sig en underjordisk hule (grotte), hvorfra der går en gang, som er så lang, at den fører udenfor i dagslyset, men dagslyset kommer aldrig ned i hulen.

Med ansigtet vendt mod hulens bageste væg og med ryggen til indgangen, sidder en række fanger på rad og række, ikke alene er deres kroppe lænket fast, de kan heller ikke bevæge hovedet, og kan altså hverken se hinanden eller ned af sig selv. De kan kun se væggen foran sig, og sådan har det været hele deres liv, de kender simpelthen ikke til noget andet. Bag dem er der tændt et bål, og de ved ikke, at der mellem dem selv og ilden er en mandshøj mur, og at folk på den anden side af denne mur bærer ting og sager frem og tilbage på hovedet.

Men skyggen af disse objekter kastes på en væg, som er det eneste fangerne kan se, og fangernes stemmer kastes kun tilbage til dem selv. Vi kan nu forestille os, at de eneste ting, som fangerne overhovedet sanser og erkender i tilværelsen er netop disse skygger og ekkoer. Derfor tror fangerne, at det er virkeligheden. De tror, de ser den sande verden.

Hvis nu, at en af fangerne blev gjort fri af sine lænker, ville han være så forkrampet af fangenskabet i mørket, at bare det at vende sig om, ville være smertefuldt for ham.

Bålets direkte lys ville blænde hans øjne. Han ville stå så forvirret og uforstående, at hans første ønske ville være at vende tilbage til skyggevæggen og sin egen forståelige virkelighed.

Hvis han oven i købet fik trukket sig helt ud af hulen og ud i dagslyset, ville han blive så forblændet og forvildet, at der ville gå lang tid, inden han kunne se eller forstå noget som helst. Men efter nogen tid, ville hans øjne og en længere tilvænningsproces have gjort, at han kunne se ting i dagslyset. Hans øjne ville kunne skue klart alle de ting som er. Han ville kunne se den rigtige sol og den rigtige verden.

Hvis han så vendte tilbage ned i hulen, ville han igen blændes, denne gang af mørket, og alt hvad han ville fortælle de andre fanger, ville være uforståeligt på dem. Hvis de kunne komme fri af deres lænker, ville de måske endda dræbe fangen, som havde været oppe i dagslyset… fordi de klynger sig til deres sandhed, deres virkelighed er sandheden for dem.

Bålet i hulen og skyggerne på væggen er alle illusioner. Solen og objekterne udenfor hulen er det rigtige. Det er kort sagt de mennesker, der evner at begive sig ud af hulen, der opnår indsigt i de sande ideer. Ideer om det gode, det skønne og retfærdige.

Rudolf Steiner sagde, at mennesket oplever inkarnationen af ”jeg-princippet”, og det skal blive i stand til at bruge den individuelle kraft på en skabende måde for at skabe ny social organisering – dvs. inden for alle aspekter af menneskelivet. Enten vil menneskeheden gøre det, eller også vil den fortsat bygge videre på en civilisation, der er baseret på egoisme, grådighed og ydre værdier.

Hvordan overvinder vi hver især at flytte fokus fra os selv, vores ønsker og begær, og i stedet lade energien strømme til udviklingen af menneskehedens åndelige muligheder? Vi kan lade være med bevidstløst at følge strømmen, for det er det, der har skabt verdenskrisen. I et univers, der er i konstant forandring, er vi nødt til at forsøge igen og igen. Vi er nødt til at forsøge at besvare vores egne spørgsmål og hjælpe andre mennesker med at besvare deres. Det kræver åndsvidenskabelige studier. Det kræver meditation, det kræver uselvisk tjenestearbejde, det kræver ansvarlighed, og det kræver frem for alt ”den gode vilje.”

”Det der er brug for i denne tid er tænkere, der skoler sig selv i at indtage den mentale holdning og målrettethed, som eliminerer faren for en negativ modtagelighed, og som samtidig gør dem modtagelige for den højere intuitive inspiration. Det er formidlende fortolkere af ideer, der er brug for og ikke medier”.

Blændværk et verdensproblem Alice A. Bailey s. 35


Tilbage til artikler