Farven turkis

Ædelstenens historie

Turkis er en ældgammel ædelsten, der i årtusinder er blevet betragtet som en hellig sten af mange kulturer. Turkisen bragte lykke og held. Det ældste bevis for dette er fra Egypten, hvor man fandt turkiser i grave dateret helt tilbage til ca. 3.000 år f. Kr.

Aztekerne i Mexico dekorerede deres ceremonielle masker med turkiser, og indianerne i Nordamerika producerer stadig en hel del af deres traditionelle sølv smykker med turkiser. De tror at den himmelblå ædelsten åbner en direkte forbindelse mellem himmel og hav.

Før turkisen blev opdaget i Amerika og Mexico, blev den fundet i Persien og Tyrkiet. I det gamle persiske kongedømme blev den himmelblå ædelsten båret om halsen eller om håndleddet for at beskytte mod en unaturlig død, eller i turbanen omkranset af perler for at beskytte bæreren mod onde øjne. Hvis stenene skiftede farve, havde bæreren grund til frygt. Senere har man opdaget, at turkiser kan ændre farve, men det er ikke nødvendigvis et tegn på kommende farer. Ændringen kan være forårsaget af lyset eller ved en kemisk reaktion på kosmetik, støv eller syre fra huden.

Ædelstenen består af kobber-aluminiumfosfat oprindelig hentet af ægypterne på Sinai. Farven kan være både grønblå eller mere grønlig, når aluminium delvis erstattes af jern. Den blå farve skabes af kobber og den grønne af jern. Mineralet findes i forskellige bjergarter i USA, Mexico, Israel, Afghanistan og Kina, og de smukkeste lyseblå sten kommer fra det nordlige Iran.

Ædelstenens egenskaber

Turkis er stadig populær i dag, og er sikkert det mest værdifulde, ikke-transparente mineral. Turkis er en meget styrkende sten, der beskytter mod træthed, giver mod og klogskab og skænker sin ejermand mod til at konfrontere gammel angst. Over hele verdenen er turkisen blevet båret som en naturlig beskyttelse mod mørkets magt. Tidligere beskyttede de rytteren og hesten mod uventede fald. I dag ses de som en beskyttelse af piloter, flybesætninger og andre grupper, som er særlige udsatte for stor fare.

Farven turkis historisk

I det gamle Grækenland og i den mere jordnære civilisation i Rom, fandt den grønne farve sit udtryk. Efter Romerrigets fald flyttede fokus på civilisationen til det Byzantinske rige (300-800) med hovedstad i Konstantinopel, der dukkede den turkis farve op. Den rene turkis er meget gennemsigtig og klar som en gletscher, hvor solen skinner igennem. For grækerne var himmelens lys gyldent og honningfarvet. For byzantineren svingede den mellem guld og turkis. I Konstantinopel herskede en stemning af arbejde og tænkning. Der var forskellige skoler, der kæmpede og udelukkede hinanden i forbindelse med teologiske spørgsmål. Ligesom turkis støtter sig til grøn, støttede menneskerne sig dengang til religionen og bevægede sig mellem drøm og objektivitet. Mennesket var kommet frem til en anderledes orientering på jorden gennem skarp tænkning.

Farvens egenskaber

Farven turkis er en frisk og ungdommelig farve, der forstærker glade stemninger og stimulerer kommunikation og udtryk. Samtidig dæmper farven anspændthed, stress og nervøsitet. Turkis betegnes også som en kølende farve. Alle blå farver betragtes om kolde, men den turkise farve er virkelig kold. Kulden er objektiv og kan give form. Turkis er uden kompromis, og den er den mest direkte og matematiske af alle farver. Turkis er udtryk for kosmisk, objektiv og kreativ antipati. I moderne terapi anbefales det, at man bærer en turkis mod depression. Turkis siges at give mere selvtillid, at få én til at føle sig bedre tilpas og beskyttet.

Turkis er en indre farve

Øjet ser farverne ude i omgivelserne. Men man kan også blive opmærksom på hvilke forandringer en farve bringer i ens sjæl. Hvilke følelser og stemninger opstår der derinde, når man betragter en bestemt farve. Er stemningen af gul forskellig fra stemningen ved en blå farve. Hvorfor betyder trafiklysets grønne farve: Kør? Og det samme trafiklys' farve rød: Stop?

Menneskeheden har også foretaget en rejse i farvernes verden. Inkarnationsstien, vejen fra den åndelige verden til jorden, har haft en bestemt farvenuance til en bestemt tid. F.eks. var inkarnationsstien i den gamle Egyptiske kultur gul. Ikke sådan at forstå, at der fandtes en gul sti fra himmelen ned på jorden. Der var snarere tale om en indre oplevelse. I Middelalderen var inkarnationsstien kobolt blå. Og i dag er inkarnationsstien indigo. Den rene turkis er meget gennemsigtig og klar, som en gletscher, hvor solen skinner igennem. Den er i slægtskab med lyset og læner sig op ad det grønne.

Himlen på jorden

Turkis ser ud som vandet i en pool. Blå med noget grønt i. Farven får os til at føle os lykkelige og fornøjede, fordi den er kombinationen af himlens blå lys og havets stimulerende grønne farve. Når vi vælger farven turkis, er vi sikre på at nyde et stykke af himlen … her på jorden.