Legenden om Lucia

Moren slog det hen, og sagde at det kunne vente til hun var død, men Lucia blev ved, indtil moren lovede at give al sin rigdom til velgørenhed.

Lucias forlovede opdagede det, og han udfrittede hende. Da han hørte om hendes tro og miraklerne, blev han rasende. Om det var fordi hun nu var uden formue, eller der var en anden grund, får vi aldrig at vide.

På den tid måtte man ikke være kristen i Romerriget, og Lucias forlovede gik til kejserens gesandt og fortalte, at hun var kristen. Da det ikke var tilladt, skulle hun for en romersk ret.

Man forsøgte på alle måder at få Lucia til at afsværge sin kristne tro og ofre til de romerske guder, men hun ville ikke og gjorde det ikke.

De torturerede hende, og hun blev ved at sige, at hun havde ofret alt til Gud, og at nu kun havde sig selv at ofre. Hun ville ikke gøre andet, end det Gud forlangte af hende.

De pinte Lucia på alle måder, og til sidst stak soldaterne hendes øjne ud. Men hun gav stadig ikke efter, og til sidst stødte dommeren sit sværd i hende, og hun døde.

Lucia var et lys i mørket, og da hun blev helgenkåret, blev hendes dag den 13. december.

Lucia tilbedes især af mennesker med øjensygdomme.

Hun blev begravet i Syrakus i 304, men hendes jordiske rester blev siden stjålet og ført til Konstantinopel, hvorfra de igen blev stjålet. Nu befinder de sig i San Gerania kirken i Venedig.