Myten om Pallas Athene

 Da hun ville ud, søgte hun op til Zeus' pande og begyndte at banke. Den eneste løsning viste sig at være, at lade smedeguden Hefaistos være fødselshjælper. Hefaistos tog sin hammer og kløvede panden på Zeus. Således sprang Athene fuldvoksen og bevæbnet ud af sin fars pande.

Athene var en mykensk eller førgræsk borggudinde, og hendes navn er nævnt i indskrifter fra Knossos. Hun var ofte skytsgudinde for en by. Bynavnet Athen er afledt af hendes navn, og det var også her, det største tempel til hendes ære lå. Templet, Parthenon, findes stadig som en ruin på byens høj, Akropolis. Parthenon betyder Jomfruens hus.

Athene var ugift, parthenos, og som sådan, var hun nærmest kønsløs. Hun dyrkede ikke sex. Billeder af Athene bliver almindelige fra 600 f.Kr. og fortsætter i hellenistisk tid helt frem til romersk tid, hvor hun blev kaldt Minerva.

Athene var beskytter af videnskab og kunst i almindelighed, og i mange lande har uddannelsesinstitutioner derfor navn efter hende. Athene havde den lille ugleart, Athene Noctua, knyttet til sig, og den optrådte ofte som hendes symbol, i oldtiden på byen Athens mønter og i nutiden som symbol på lærdom.

Athene var også krigens gudinde og søster til Ares, men i modsætning til ham, kæmpede hun for retfærdighed. Hun var klar til kamp i fuldt krigsudstyr med spyd, hjelm og ægide, en kort gylden panserkappe kantet med slangehoveder, som hun havde fået af sin far. Ægiden var tegn på førerskab og beskyttelse. Ofte var kappen i midten smykket med hovedet af uhyret Gorgo eller Medusa, et forvrænget kvindehoved med hugtænder. Gorgo kunne forvandle folk til sten, bare de så på hende. Men Athene var ikke i uniform, hun var klædt i kvindedragt og med den lille gyldne engel, Ægide, i hånden. Ægide var gudinden for sejr og tegn på førerskab og beskyttelse. Athene var ikke kun en krigerisk gudinde, hun kunne også klare sig selv, og måske var det kernen i hendes væsen.

Hun var moderløs men sin faders mest elskede 'søn', selvom hun var en pige. Hun skulle ikke giftes væk, hun kunne komme og gå som hun ville, og når Zeus var væk, var hun den eneste, der måtte røre ved hans våben.

Athene var som nævnt krigens gudinde, men hun var mere strategen, den der udtænkte og egenhændigt bar en krig igennem. Det kunne i princippet være enhver form for projekt, for det var den mentale proces, overblikket over detaljerne, koordinationen og fuldførelsen, som var Athenes force.

En ting, der kendetegnede Athene, var, at hun var en gud, der kom meget tæt på dem, hun holdt af, og det var især de store helte, de mennesker, der netop kunne klare sig selv og ikke havde brug for andre. I Homers Odysse er hun tæt på Odysseus og hjælper ham i utallige situationer. I Illiaden hjælper hun Achilles med at besejre Hektor. Hendes vigtigste funktion for heltene var at være rådgiver, og et af hendes vigtigste karaktertræk var hendes intelligens.

En anden vigtig side af Athene var håndens værk. Hun var pottemagernes skytsgudinde. Hun opfandt ifølge myterne drejeskiven, men også væven, sejlskibet og en masse andre praktiske ting, der alle kendetegner håndens værk. Hun vævede selv og var den dygtigste af alle. Dette foregik i den ensomhed, der var en nødvendig modvægt til det aktive udadvendte strategiske liv, hun ellers repræsenterede. Her kunne hun lade tankerne og sindet falde til ro ved håndens værk, ved det kreative og det monotone arbejde.

Zeus var den øverste af guderne på Olympen, det ultimative maskuline, men da han slugte Metis, absorberede eller integrerede han hendes egenskaber, det feminine, den feminine form for visdom. Han blev gravid og 'fødte' Athene, ikke som baby, men som fuldt udvokset kvinde iført rustning og våben. Athene blev ikke født på en naturlig måde, hun var uden berøring med det mest kropslige, fødslen. Det var en mental proces.

Athenes placering i mytologien som Zeus' jomfruelige datter synes at være et forsøg på at pointere hendes nære tilknytning og samtidig uafhængighed af gudernes konge.

Athene kunne vise følelser, især vrede og medfølelse. I sine første leveår, havde hun en meget kær og elsket veninde ved navn Pallas, som hun tilbragte meget tid sammen med. En dag kom Athene ved et uheld til at slå veninden ihjel. Hun sørgede meget over veninden og tog som en æresgestus venindens navn og kaldte sig herefter Pallas Athene. Igen var der tale om en mental proces. Det ulykkelige drab på Pallas skulle have lært Athene om følelserne, det feminine aspekt, men som sin fader havde hun slået det feminine ihjel. Hun var altså både moderløs og 'venneløs', og hun blev ikke hel, fordi hun ikke kunne finde de dele i sig selv.

Athene fandt ikke kærligheden!

Læs videre om Pallas Athene som arketype, i horoskopet og i stjernetegnene: Pallas Athene.