Maria Magdalene

af Ella Ostermann | 23. august 2026 | Legender | 0 kommentarer

I sin bog ”Moryas have” fortæller Helena Roerich historien om Maria Magdalene:

I ved hvordan jeg levede, og at folk om natten gerne ville stå ved, at de kendte os, og at de undgik os om dagen.

Kristus oplevede det samme. I nattens mørke kom de, og om dagen vendte de sig bort fra ham.

Jeg tænkte: ”Her er jeg, den laveste, og når solen skinner skammer folk sig over mig. Men de undgår også ham, den mest ophøjede profet, om dagen. De undgår meget omhyggeligt både det laveste og det mest ophøjede.”

Klassisk ikonisk maleri af maria magdalene med glorie og krukke foran en gylden baggrund

Det fik mig til at beslutte at lede efter ham om dagen, så jeg kunne række min hånd ud mod ham. Jeg iførte mig mine fineste klæder og tog min halskæde fra Smyrna på og kom parfume håret. Derefter gik jeg hen for at sige til folk: ”Den laveste og den højeste mødes nu i dagens klare lys, og I undgår dem begge.”

Men da jeg nåede frem og så ham sidde der mellem fiskerne iklædt sækkelærred, turde jeg alligevel ikke nærme mig og blev på den modsatte side. Folk gik frem og tilbage mellem os, og ingen af dem værdigede hverken ham eller mig et blik. De undgik omhyggeligt at se på os. At jeg sad der, kom til at bestemme mit liv, for han tog noget støv op og sagde til den discipel, han elskede højest:
”Tag denne håndfuld støv og bring den til kvinden derovre, så at hun kan bytte sin halskæde ud med den. Der er i sandhed mere liv i denne aske, end der er i hendes sten. For af aske kan jeg skabe sten, men af sten kun aske.”

Resten af historien kender I. Han fordømte mig ikke. Han vejede mine kæder, og disse skammens kæder smuldrede og blev til støv. Han handlede simpelthen. Aldrig tøvede han med at skænke den simpleste ting, som forandrede et menneskes hele liv. Han berørte disse gaver, som badede han dem i ånd. Hans vej var tom, for folk forsvandt straks, de havde fået hans gaver. Og når han ønskede at lægge sine hænder på, fandt han, at alt var tomt. Selv om han allerede var dømt, stormede skammens furier alligevel efter ham, imens de spottende svingede deres grene. Mængden fortjente at få røveren som belønning.

Men han brød i sandhed lænkerne i tusind stykker, fordi han skænkede viden uden at acceptere nogen som helst form for belønning.

For ca 75 år siden skrev år Helena Roerich om den kommende tidsalder, at det feminine og maskuline skal finde balancen. Hun skrev bl.a. følgende:

Amazonerne var legemliggørelsen af det feminine princips styrke, men nu er det en anden side, der skal udtrykkes, nemlig kvindens åndelige fuldkommenhed.

Nu begynder den feminine opvågning. En ny bølge har nået jorden i dag og nye ildsteder er blevet antændt; for strålernes substans trænger dybt ind.

Det er glædesfyldt at føle den ny epokes komme.