Regnbuegnisten

Da hun stod foran folket, holdt hun en mærkelig tale: ”Borgere, glædens ild er brændt ud, men der er stadig EN gnist tilbage. En af jer har den. Personen ved det ikke, men hvis vedkommende leder efter den, vil han eller hun finde den. Så vil glædens ild flamme op igen. Jeg vil ikke sige, om det er en mand eller kvinde, en gammel eller et barn. Men vær opmærksom! Hvis dette menneske opgiver håbet, vil gnisten dø hen og jeres kvaler vil blive større – glæden vil være væk for altid.”

Alle var forbløffede over det, hun sagde. Så var alt ikke tabt… og håbet blev tændt i dem. Alle var nysgerrige efter, hvem hun tænkte på og hvem det var, der havde regnbuegnisten i sig.

Tiden gik. En jaloux mand ville myrde en anden mand, men da han stod over for sin sovende rival, kom han til at tænke: ”Hvad hvis det er ham, der har gnisten? Hvis den dør! Så vil vores kvaler blive endnu større... jeg må hellere lade ham leve.”

Der var også en anden mand, der var så utilfreds med sit liv, at han ville hænge sig, og så kom tanken til ham: ”Hvad hvis det er mig? Jeg må ikke give op! Der er ingen der ved, om jeg er den, der har gnisten.”

En tredje ville jage sin nabo ud af hans hus, en fjerde ville slå et barn med en kæp, og en femte var lige ved at overfalde en fodgænger på en mørk gade…..alle blev de stoppet af den samme tanke: ”Hvad hvis jeg også slår gnisten ihjel?”

Siden da blev livet i kongeriget meget bedre. Folk opførte sig pænt af frygt for at komme til at dræbe regnbuegnisten. Og da glæden var vendt helt tilbage og livet igen var godt, besøgte kongen igen seersken.

Han sagde til hende: ”Mange tak! Det var fikst fundet på, men det er en skam, at du fortalte en løgn, og at mennesket med glædesgnisten ikke er her.”

Seersken så kongen roligt i øjnene og sagde: ”Min konge, som du ved, var jeg nødt til at fortælle en lille løgn. Der findes ikke sådan et menneske her. Alle har gnisten i sig! Men det kunne jeg ikke fortælle folk, for ville de tro mig?”