Drengen og bjerget

Drengen løb langsommere og langsommere. Han holdt op med at synge. Hans fødder begyndte at gøre ondt. Han kunne ikke få vejret.

Til sidst måtte han sætte sig på en lille rydning ved siden af den smalle sti. Det gjorde så ondt i hans fødder og han var tørstig.

Han lagde nakken tilbage og så op. Der var laaaangt til toppen. Tårerne løb endnu hurtigere ned ad hans kinder.

Faderen kom til syne. Han gik stadig i sit eget tempo med rygsækken med vand og mad i på ryggen.
Han nåede op til drengen, strøg ham over håret og sagde: ”Hvorfor sidder du her?”

Tårerne styrtede ned ad drengens kinder:
”Jeg har så ondt i fødderne. Jeg er så tørstig. Der er så langt endnu.”

Faderen smilede til drengen og tog hans støvler af og masserede hans fødder, mens hav gav ham vand at drikke.

Der var stille lidt.
Drengens tårer stilnede af og han tørrede sine øjne.

Så sagde faderen: ”Prøv at se nedad. Se på den vej vi har gået.”

Drengen vendte sig om.
”I stedet for at tænke på, hvor lang vej der er tilbage, hvorfor ser du så ikke på, hvor lang vej, du allerede har gået?”

Drengen rejste sig, tog sine støvler på og fortsatte sammen med sin far mod bjergets top.