Floden og rebet

Da folk så hvad der var sket, begyndte de at tilbede ham som en helt og sagde: "Han gjorde det for at redde os, og derfor bør vi ære og elske ham." Og dog, selv om de tilbad ham, var det ganske få der forsøgte at krydse floden. De andre sagde til sig selv: "Selv om rebet er der, og vi ikke kan drukne hvis vi holder fast i det, så er vandet meget koldt, floden er bred og brusende, og det er meget anstrengende at krydse den."

Og tiden gik og man glemte rebet, der blev dækket af ukrudt og filtret ind i nedfaldne grene fra gamle træer, så man næsten ikke kunne se, at der var et reb.

Men tilbedelsen af helten fortsatte, og man rejste monumenter og bygninger til minde om ham, folk sang smukke og smigrende sange om ham og bad til ham på grund af hans store kærlighed til dem.

Anden, tredje og fjerde generation blev født, og deres ledere, som var lærde mænd, prædikede om helten og det han havde gjort for at frelse dem, men de nævnte aldrig rebet over floden. Det var helt glemt!

På grund af påstandene om ham, undervisningen og talerne opstod der stor forvirring, og efterhånden var overtroen blevet så stærk, at det stort set var umuligt at kende forskel og ane sandheden bag tåbelighederne.

Der var megen diskussion. Folk skændtes og sloges, og de få der var i stand til at skelne sandheden blev forfulgt og hånet.

Sådan blev Sorgens land endnu mere sorgfuldt og uroligt end det var i forvejen.

Til sidst rejste en flok lærde mennesker sig op og råbte: "Hvorfor al denne strid og ballade? Vi skal da bare tilbede denne helt som en Gud, og tro at han døde for at redde andre! Når vi så selv dør rejser vi til Lyksalighedens land uden noget som helst besvær, for selv om vores legemer ikke kan flyde over floden mens vi er levende, så vil vores sjæle flyde over når vi er døde. Desuden var hans kærlighed, kraft og heltemodighed så stor, at alt hvad vi beder hans ånd om, det vil han helt sikkert gøre, hvis vi til gengæld bare sørger for at tilbede ham nok."

Da folk hørte det, blev de overvældet af glæde og dyngede æresbevisninger ud over deres lærere og sagde: "Deres visdom er stor, for de har vist os en let vej. Det er faktisk ret nemt at tilbede og at bede, og at spørge vores helt om han vil frelse os når vi dør, så lad os nu æde og drikke og være glade og få det bedste ud af vores ophold i Sorgens land.

Men imens så heltens ånd bedrøvet på sine brødre og søstre, mens han lyttede til deres bønner og andagter. Og han hviskede i deres ører: "Mine brødre I tager fejl, for jeg LEVEDE faktisk for at frelse jer, men desværre glemte I det reb jeg førte over floden mellem Sorgens land og Lyksalighedens land. Jeg kom for at give jer dette reb, der var ingen anden grund. Fordi jeg elsker jer, er min ånd hos jer, og jeg vil trøste og opmuntre jer i jeres modgang, men jeg kan ikke bære jer over floden, ligegyldigt hvor meget I beder og bønfalder."

Men selv om helten talte sådan til dem, lød deres andagter og bønner for højt til at de kunne høre åndens stille lille stemme - og derfor blev de i Sorgens land.