Fadervor og Abbeden

Abbeden smilede.

"Når jeg beder: "Fadervor, du som er i himmelen, helliget blive dit navn," så tænker jeg på alle mennesker, som endnu ikke kender Gud. Ordene leder mine tanker til mennesker, som savner troen.

Når jeg beder: "Komme dit rige, ske din vilje som i himmelen således også på jorden," så tænker jeg på alle de steder, hvor Guds vilje endnu ikke sker. I skolegården, hvor nogen bliver mobbet, på de steder, hvor krigen hærger. Jeg tænker på alle de ulykker, som jeg har læst om i avisen, og jeg tænker på miljøforureningen. Jeg beder, så mine knoer bliver hvide, om, at Guds vilje vil ske, så kærligheden ikke giver op i kampen mod hadet.

Når jeg beder: "Giv os i dag vort daglige brød," så tænker jeg på, hvor taknemmelig jeg er for alt det, jeg får. Mad, venner, et hjem, ja, alt hvad jeg behøver. Jeg tænker på alle, som savner disse livsnødvendige ting. Indtil FN rapporterer, at hungersnøden er udryddet, kan den bøn aldrig bedes for tit.

Når jeg beder: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere," tænker jeg på alle, jeg har mødt i dag. På mine brødre her i klosteret. I disse dage har jeg tænkt på dig.

Når jeg beder: "Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde," tænker jeg på alt det, der kan ødelægge et menneskes liv. Narkotika, sladder, meningsløs vold og grådighed.

Når jeg beder: "For dit er riget og magten og æren i evighed," så tænker jeg på Gud. Jeg slapper af og bliver glad for at vide, at han i sidste ende har styr på det hele.

Og abbeden fortalte så, at når han havde bedt Fadervor, så havde han jo egentlig bedt om alt og for alle. Og når han ikke selv orkede at bede, så vidste han, at der nok var andre, der bad for ham. Journalisten sad stille et øjeblik.

Han havde lagt notesblokken og kuglepennen fra sig.

Til sidst rejste han sig, rakte hånden frem mod abbeden og sagde: "Da jeg rejste hertil, syntes jeg, at dette kloster lå frygteligt afsides, men nu har jeg indset, at det ligger midt i verden. Nærmere begivenhedernes centrum kan man ikke komme."