Legenden om Ganga

En dag kom Himavat hjem fra en rejse med tungt hjerte.

- Hvad plager dig? hviskede hans kone.

- Der er ikke noget vand. Landet lider. Afgrøderne visner. Kvæget hentæres. Menneskene prøver at trøste deres sultne og tørstige børn. Shiva sover bare, og guderne er ikke til nogen hjælp.

Han tav. I det samme blæste det ind i hulen. Det dryppede fra den iskrans, Ganga havde om håret. Hendes far så alvorligt på hende.

- Er der ingen der kan hjælpe menneskene? spurgte hun.

- Jo, Ganga. Hvis en ung pige, der er ren som is og hvid som sne, vil forlade sit hjem og bosætte sig på de tørre og golde sletter, og lade det liv, som hun frivilligt ofrer, strømme til de lidende mennesker, vil hendes navn blive helliggjort og elsket af alle i kongeriget.

Ganga forstod, at hendes far bad hende om at ofre sig. Hun løb og gemte sig i sin ishules krinkelkroge og ville ikke komme frem. Men i sit skjul kunne hun høre de døende menneskers skrig.

 Gangas mor græd og bad Ganga tage af sted, men hun ville ikke.

En dag kom hendes far ind til hende med et døende barn i armene. Dets hud var fuld af blister, de små læber tørre og sprukne og øjnene udtryksløse.

Himavat lagde barnet i Gangas skød.

- Det dør af tørst, sagde han.

Ganga bøjede sig over det lille ansigt. En lille dråbe faldt fra hendes hår på barnets sprukne læber. I samme øjeblik åbnede det sine øjne og smilede til hende. Ganga rejste sig og sagde:

- Jeg tager af sted. Jeg tager af sted for at redde de lidende mennesker og bringe liv og glæde til de små, der dør af mangel på vand.

Skønheden der følger et så stort offer sås i hendes ansigt. Hun vendte sig om mod udgangen fra den ishule, hvor hun havde boet i sin uskyldige, men selviske glæde.

Så snart Ganga forlod hulen skete der noget. Den smukke krop smeltede, det strålende gyldne hår og de hvide hænder forsvandt, og rent blødt vand med hvide skumstænk dansede hen over det gyldne sand. Vandet hviskede:

- Jeg er Ganga….Ganga….Ganga…. Jeg vil velsigne de tørstige sletter og bringe liv til dem, der længes efter mit strømmende vand.

Og Ganga blev kilden til liv i det store hinduland, og i sit bestandige løb mod havet mumler Ganga for sig selv:

- Det er vores pligt at give os selv til andre, og den største fryd er at skabe glæde, som andre kan samle op.