Masken

af Ella Ostermann | 23. august 2026 | Legender | 0 kommentarer

Der var engang en konge, som altid var sur og gnaven. Han blev vred over alt og alle, så folket kom til at hade ham – og frygte ham.
Men han var deres konge, så de måtte respektere ham. Når han red ud iblandt dem med sit sure gnavne ansigt, løb de deres vej, hvis de kunne komme til det.

Dette gjorde kongen endnu mere vred, for aldrig blev han modtaget med et buk eller venligt ord, folk var uhøflige og fjendtlige. Det var uværdigt for en konge at blive mødt sådan.
Efter nogle år på denne måde, blev det ham en dag for meget. Han kaldte rigets viseste troldmand til sig og sagde: ’Jeg er træt af den måde folk behandler mig på, brug din magi og gør folket venligere stemt. Det er en ordre!’

Troldmanden tænkte i lang tid og sagde så til kongen, at han skulle gøre nøjagtigt, som han fortalte ham og ikke stille spørgsmål. Ellers er det håbløst, sagde han.
Kongen småbrokkede sig, som han havde for vane, men accepterede.

Troldmanden gik nu hen til et højt skab og tog forsigtigt en kasse ned, som han åbnede. Kongen så ned i kassen og så en maske af sit eget ansigt. Kongen måbede af forbløffelse over så meget, det lignede ham. Kun var der den forskel, at masken smilede og var venlig.

Det er en magisk maske, sagde Troldmanden. Den skal du tage på og gå med i 100 dage uden at tage den af. Det kan jeg da ikke, sagde kongen. Men Troldmanden sagde, du har én gang sagt ja, og ellers er der ikke noget håb. Kongen tog masken på.

Hvid neutral maske holdt frem af en person som symbol på masken

Da Kongen red ud den dag, var der en mand, som ikke nåede at komme væk, men stod stille, da Kongen var tæt på ham. Han kom til at se op, og så, at Kongen smilede – han blev helt forfjamsket, vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, men nikkede imødekommende. Det måtte han fortælle til andre. Og næste gang Kongen red ud, var der flere, der nikkede og for hver dag blev der fler og fler, som hilste. En uge senere var der en mand, der smilende sagde ’God dag, Herre Konge’. Aldrig havde Kongen oplevet noget lignende.

Det rygtedes, at Kongen havde forandret sind. Folk begyndte at blive stående, hvor han red frem, bukke og smile til ham. ’Åh’, tænkte kongen, ’sådan skal en konge behandles – måske er mine folk flinke folk, måske er de ikke så stride, som jeg før har troet’.

Dette fortsatte, hver dag var der nu flere og flere, som henvendte sig til ham og ønskede ham ’god dag’. Og folk begyndte at fortælle, hvordan livet var for dem.

Når Kongen hørte sørgelige historier om fattigdom og sygdom, gav han ordre til, at de skulle hjælpes. Det fik folk til at tænke høje tanker om Kongen. Efter endnu et par uger opdagede Kongen, at han var kommet til at holde af sit folk. Men nu fik han det dårligt over, at han narrede dem med masken.

De 100 dage var endnu ikke gået, men han vidste, han var nødt til at tage masken af og være ærlig over for dem. Og hvis de så ikke længere kunne holde af ham, havde han i det mindste haft disse gode dage.

Så han gik ind i hallen med det store spejl: Masken var smilende, som han havde set den den første dag. Han havde ikke lyst til at tage den af, men han kunne ikke længere snyde det folk, han var kommet til at holde af. Så han tog den af og stod med den i hånden uden at turde se op, men han måtte jo, og da så han ….. et mirakel! For i de dage hvor han var kommet til at holde af sit folk, havde hans ansigt forandret sig, så det nu så ud som masken. Det var smukt og smilende og så ud, som han følte i det øjeblik. Han græd og tørrede sit leende ansigt.

Da han næste dag red ud blandt folket, var han let om hjertet, for han vidste, han var sig selv: ærlig og god nok.

Og fra da af levede han lykkeligt med sit folk til sine dages ende.