Komplementærfarver

Hvis man stirrer vedholdende en snes sekunder på et stærktfarvet felt, og så drejer blikket til en rolig hvid eller lysegrå flade, følger der et billede med, det såkaldte efterbillede. Dette billedes kulør svarer nogenlunde til den betragtede farves komplementærfarve. Efter et gult farveindtryk følger et violet efterbillede o.s.v. Forklaringen er, at øjet ved at påvirkes af en given farve gøres mere egnet til at modtage det modsatte synsindtryk. Det modtager nu det neutrale lys fra den grå flade, så visse dele af spektret kommer til at gøre et større indtryk. Det gult påvirkede øje bliver mere violetfølsomt, og den grå flade ser derfor violet ud i det pågældende område.

Harmoniske farvepar

Komplementærfarverne kaldes også harmoniske farvepar. Hvis de blandes kemisk, som farvepigment, ophæver de hinanden og bliver sorte. Hvis de blandes ved hjælp af farvet lys, ophæver de hinanden og bliver hvide. Vi søger balance og harmoni ved at skabe den komplementære farve.

Komplementærfarverne er farver, der gensidigt 'kalder på hinanden' og som fremhæver - og til tider konflikter - med hinanden. I tolkningen af farverne spiller det en helt afgørende rolle, hvilke farver, der sættes sammen - både æstetisk og tydningsmæssigt. Alt efter hvilken farve en given farve sættes sammen med, vil den pågældende farve tage sig forskelligt ud - og virke forskelligt.

Kontraster

For komplementærfarvernes vedkommende udgør de på en vis måde en slags 'enhed' på samme måde, som lys og skygge hører sammen. Bag den ene ligger den anden. Det ligger i selve begrebet 'komplementær'. På trods af denne 'samhørighed' er vi i tolkningen alligevel nødt til at opfatte komplementærfarverne som farve-par, der på en gang gensidigt udelukker hinanden og dog samtidigt hver især træder voldsomt frem, når de optræder side om side og ligefrem forstærker hinanden.

Komplementære efterbilleder

Komplementære efterbilleder er meget betydningsfulde, fordi de henleder vores opmærksomhed på synets love. Det komplementære efterbillede, hvor der til et ydre farvesyn altid dannes en indre farvepåvirkning, som et udtryk for, at synssansen søger harmoni og fuldkommenhed i forhold til omgivelserne. Den indre farve fremviser størst modtagelighed for den udefrakommende farves komplementære påvirkning.

Forening af modsætninger

Vores øjne søger balance og harmoni ved at skabe den komplementære farve. Princippet om totalitet og helhed eksisterer også på sjælsplan! En farve og dens komplementærfarve er både en modsætning og en helhed. Sådan er det også med vores sind. For at blive hele mennesker må vi lære at integrere og bevidst forholde os til alle modsætningerne i vores personlighed. Farver er et meget virksomt redskab til dette arbejde, og en god begyndelse vil være at arbejde med farvet lys og komplementærfarver.

Til enhver farve findes således en komplementærfarve på samme måde som enhver facet af vores personlighed har en komplementær kvalitet. Identificerer vi os med én bestemt kvalitet i vores personlighed, kan vi være sikre på, at der et eller andet sted i vores psyke ligger en komplementær kvalitet skjult, måske fornægtet.

Denne disharmoni vil afspejle sig i vores liv på en eller anden måde, i det indre eller det ydre – eller i begge. Men anerkendelse af de skjulte sider gennem fokuseret opmærksomhed sætter os i stand til at se begge sider af vores personlighed som en samlet enhed.

Hvis det ene eksisterer, så gør det andet også! Vejen til enhed er at forene modsætningerne ved først at se dem i øjnene og siden acceptere dem begge på godt og ondt. Vi har allerede denne evne i os. Ser vi en farve, ser vi således også dens modpol - dens komplementærfarve. Hjernen søger at neutralisere farven ved selv at producere farvens modpol og opnå harmoni og enhed.