Vores skytsengel

Vores skytsengel - solenglen

Jeg er ikke en solengel, men forhåbentlig bliver jeg det engang, så jeg kan hjælpe andre i universet på samme måde, som solenglene fra Venus hjælper os. Jeg er en menneskesjæl, en lille gnist, som engang begravede sig i det dybeste mørke og tætteste stof på denne klode for at være med til at forædle den. Først erfarede jeg, hvordan det var at leve i mineralriget. Jeg oplevede ikke at kunne røre mig og at gå fra at være en grå og trist sten til at blive en smuk og strålende ædelsten.

På et tidspunkt var denne udvikling færdig, der var ikke mere at lære og jeg transmuterede til en plante, først en lille undseelig en, men gennem millioner af år måske til et træ eller en duftende smuk rose eller lotus. Jeg inkarnerede i utallige former i planteriget, indtil trangen til at bevæge sig rundt blev så stor, og min udvikling så passende, at jeg kunne inkarnere i et lille insekt måske?

Livet i dyreriget bød på mange og stærke oplevelser og erfaringer, men jeg nåede efter æoner til et stadium, hvor jeg var klar til at blive et menneske på to ben og med en tænkeevne.

Min og alle de andre menneskesjæles udvikling gik alt for langsomt, og derfor holdt vores Planetlogos et møde med Sollogos. De blev enige om at hente hjælp udefra, fra Venus, som er Jordens 'storesøster'. Venus er langt videre i sin udvikling end Jorden, fordi dens Planetlogos er længere på udviklingsvejen end vores, og derfor kom Sanat Kumara med 105 andre kumaraer og 60 millioner solengle for at hjælpe os, så vores udvikling kunne gå hurtigere.

Første gang de kom, vendte kumaraerne og solenglene tilbage til Venus, fordi det så håbløst ud, men de gav ikke op, ligesom de mennesker, der har valgt at gå lysets vej og forsøger at lytte til solenglen, ikke giver op. Solenglene kom igen, og denne gang såede de en lille smule intellekt i dyremenneskene og trak sig så tilbage for at se, hvad der skete.

Tiden gik, men der skete en positiv udvikling i menneskene, så kumaraerne besluttede, at alle menneskegnisterne, monaderne, hver især skulle have tilknyttet en solengel, som ville være i konstant meditation, dvs konstant skulle skabe tanker, om hvordan også denne planet på sigt kan blive en hellig planet. Disse visioner og tanker skulle de udsende til menneskesjælen, der levede i mørkets og tågernes dal og kun kunne modtage en lille inspiration fra solenglen en sjælden gang, når der var akut brug for det.

Solenglene ’bor på’ det højere mentale plan, og de fleste af os mennesker fungerer stadig mest i den lavere del, hvor tankerne handler om os selv og det nære. Så længe det er sådan, vil kontakten til solenglen kun være sporadisk og glimtvis, når vi enten er i fare, beder om hjælp eller har fået ryddet en vej igennem tankernes og følelsernes vildnis til det højere mentale plan. På nedenstående illustration ser man solenglen på det højere mentale og mennesket som den lavere triade med opmærksomheden fuldstændig fanget i tanker omkring sig selv og sin hverdag, fanget i sine følelsers bølgers skvulp og oversvømmelser og sine fysiske begær.

Solenglen venter tålmodigt. Den mediterer og tænker tanker til fremme af udviklingen på planeten og i menneskeheden. Mennesket kan ikke tænke selv, så længe det er fanget i sine legemer, det fanger blot de tankeformer, der kommer ind i dets aura og farver dem med sine egne blændværk og illusioner og sender dem ud i menneskehedens fælles tankeverden som sine egne.

Først når mennesket, støttet af solenglen, som engang imellem lykkes med at trænge igennem det tætte virvar af tanker og følelser, oplever at være mæt af alt hvad den fysiske, den emotionelle og den egoistiske tankeverden byder på, kan solenglen trænge mere igennem med sin inspiration til menneskets hjerne, og det begynder at meditere.

Meditation åbner vejen for solenglens indflydelse. Det er en lang vej. Mange forestillinger om alting skal fjernes bevidst. Mennesket skal selv bygge vejen, ingen, heller ikke solenglen kan bygge den. Mennesket skal blive vejen. Først når et menneskes samvittighed er vågnet, denne i begyndelsen irriterende samvittighed, som kræver at mennesket ikke gør noget, der kun er til fordel for det selv, begynder mennesket at rydde op i sit indre vildnis og at bygge vejen til solenglen. Menneskegnisten er på vej hjem.

Langsomt, i løbet af masser af inkarnationer, bygger mennesket sin egen vej, sin regnbuevej eller antahkarana til solenglen og den højere udviklingsvej, som derefter skal bygges.

Når vi når til solenglen, og den ser, at vi har lært det, som den kunne lære os, så forlader den os. Der er ikke brug for dens input og vejledning mere, og derfor kan den vende tilbage til Venus, hvorfra den i sin tid kom, og vi menneskesjæle kan, klogere og mere kærlige, selv gå videre ad den højere udviklingsvej – fri af alle selvcentrerede tanker og følelser.