Ceres - asteroide og gudinde

Ceres, Moderen

Ceres er gudinde for landbrug, afgrøder og markernes frugtbarhed. Grækerne kendte hende som Demeter. Hun arbejder utrætteligt på at bringe mad og næring til menneskene på jorden. En af de største klassiske myter fortæller om hendes datter Persefone, og hvordan hun blev skændet og bortført af Pluto, underverdens herre. Sørgende vandrede Ceres rundt for at lede efter sit forsvundne barn. I sin sorg og vrede, forårsagede hun en hungersnød ved at stoppe produktionen af al føde indtil hendes datter var bragt tilbage.

Persefone havde i mellemtiden spist kernerne fra et granatæble, et symbol på seksuel erkendelse, og Pluto kunne derfor gøre krav på hende. Hun kunne ikke permanent vende tilbage til sin moder. Men der blev indgået et kompromis, Persefone skulle tilbringe en del af hvert år i underverdenen med Pluto og tage sig af de dødes sjæle. Hvert forår ville hun blive genforenet med sin moder i den øvre verden for at inkludere døden i ritualerne for genfødsel. I over to tusind år er dette drama blevet fejret regelmæssigt i det gamle Grækenland som indvielsesritualer i de Eleusianske myter.

Ceres i os

Ceres repræsenterer den del af vor natur, der længes efter at give liv og derefter nære og opretholde det nye liv. Hun repræsenterer de specielle bindinger, der findes mellem mor og barn - eller mangel på samme. Hun er impulsen til ikke alene at kunne nære andre, men også blive næret af andre gennem at modtage og acceptere ubetinget kærlighed.

Myten om Ceres og Persefone fortæller om den komplekse relation, der er mellem mor og barn, og understreger samspillet af nærhed og adskillelse, af opfostring for endeligt at kunne slippe, når barnet bliver voksent og er i stand til at fungere selvstændigt. Når denne adskillelse en gang er gennemført, er barnet fri til at genetablere båndet på en anden måde, som ven med sine forældre.

Ceres myten indeholder også temaet om store fysiske eller følelsesmæssige tab, adskillelse, forladthed, afvisning og fremmedgjorthed mellem forældre og børn og senere i livet i forhold til andre vi elsker. Hvordan møder vi adskillelse ved skilsmisse eller adoption, når vi må dele vore børn med andre? Ceres symboliserer hengivenhed eller binding til det, vi har født eller har skabt, og også smerten ved at miste det. Ceres myten handler om at miste, om den tilbagevendende død, men også om genfødsel. Det minder os om, at tab baner vejen for en ny fødsel. Ceres kan lære os lektien om at give slip.

En central del af Ceres' forpligtelser er at give mad som et udtryk for kærlighed. I vor tidligste erfaring som børn, bliver mad og kærlighed givet frit. På andre tidspunkter er det forbundet med betingelser, det har en pris, bliver tilbageholdt som en form for straf, eller behovet bliver simpelthen ignoreret. Hvis dette sker, bliver barnets kærlighed og selvværd undermineret, og det kan blive underudviklet og få psykologiske problemer.

Midt i sin sorg og depression tilbageholder Ceres føden. Et typisk tegn på Ceres sorg er også et tvangsmæssigt forhold til føde, inklusiv spiseforstyrrelser og sygdom, og en negativ opfattelse af kroppen.

I sin sorg bliver Ceres apatisk. Det er et andet af Ceres problemer, der manifesterer sig ved at man drukner i dyb depression eller fortvivlelse, så man er ude af stand til at håndtere de daglige funktioner. I den udstrækning depressionen er relateret til utilstrækkelig sorgbearbejdelse, kan det hjælpe at arbejde sig igennem de forskellige stadier: chok, vrede, depression og endelig accept, og derved nå den endelige healing.

Et andet tema kommer fra Ceres datter Persefone, som bliver skændet af Pluto, hendes mors bror. Forældre kan også frygte noget sådant og søger at beskytte deres børn mod lignende fortræd. Ceres’ placering i horoskopet kan også vise hen til ens egen erfaring med incest eller anden seksuelt misbrug som barn.

I ønsket om at passe på deres børn kan forældre med stærke placeringer af Ceres i horoskopet blive for kontrollerende og begrænsende. Disse børn må på trods af deres hengivenhed til forældrene, kæmpe for deres egen identitet, og det kan bringe følelsen af tab ind i deres liv.

På det transpersonlige niveau er Ceres Verdenens Moder, som bevæger os til at tage os af hjemløse og sultne og at tænke på ødelæggelsen af jordens ressourcer. Hun beder os om at være medfølende og ved vores handlinger sørge for de fundamentale menneskelige behov, om at tage os af Moder Jord, som støtter og opretholder vores liv.

Ceres fødte ikke alene alt levende, men i sit aspekt som Persefone modtog hun de dødes sjæle i sin livmoder for at forberede dem på genfødsel. På den måde kan Ceres også udtrykke et kald til at blive jordemoder eller til at arbejde på hospice, hvor man kan hjælpe med overgangen fra død til liv og tilbage igen, enten på det fysiske eller psykologiske plan.

Ceres legemliggør den største sandhed om transformation. Efter døden kommer nyt liv!

Ceres lærer os også visdommen om, at for stor binding og besiddertrang kan bringe tab, hvorimod det at dele og give slip ultimativt leder til genforening.

Mere om det feminine

Det feminine

Verdensmoderens gyldne bælte

25. august 2026

I Jomfruen nærer og beskytter moderen det lille barn, kimen til uselvisk kærlighed, som er inden i os alle.

Det feminine

Moderens og kærlighedens kraft

6. september 2025

I Jomfruen siger sjælen: jeg er moderen og barnet, jeg er Gud, jeg er stoffet. Om Verdensmoderen, medfølelsens princip og Herkules' rejse.

Det feminine

Maria Sophia – Verdensmoderen

12. februar 2024

En kvinde med sløret blik sidder på en stentrone over livets flod. En billedbeskrivelse af Verdensmoderen og hendes symboler.

Det feminine

Den sorte jomfru

17. december 2020

I Rocamadour troner Den Sorte Jomfru i sin klippehule. Om legenden, eremitten Amadour og den tilbedelse han bragte til Gallien.

Det feminine

Asteroider – broen

21. februar 2020

Asteroiderne er fødselsveerne før Vandbærerens tidsalder. Om de feminine arketyper og et kvantespring hvert andet årtusind.

Det feminine

De fire gudinde-asteroider

21. februar 2020

Uranus blev opdaget under revolutionerne, Pluto ved atomalderens begyndelse. Om opdagelser, der følger bevidsthedsspring.

Det feminine

Asteroiderne og de feminine energier

21. februar 2020

De første asteroider fik navn efter Jupiters feminine familie. Om Ceres, Juno, Pallas og Vesta — og de energier, de bærer.

Det feminine

Vestalinderne – Vestas præstinder

21. februar 2020

Vestalinderne vogtede den evige ild i tredive år. Om Roms eneste kvindelige præsteskab og templet, der skulle sikre riget.

Det feminine

Pallas Athene

21. februar 2020

Athene sprang ud af sin faders hoved. Om asteroiden for det trin, hvor vi henter målrettethed nok til at forlade hjemmet.

Det feminine

Juno

21. februar 2020

Juno er gudernes dronning og det tredje udviklingstrin. Om partnerskabets asteroide, scepteret, blomsten og påfuglen.

Det feminine

Gudinden vender tilbage

21. februar 2020

Hun er et lys så blændende, at vore sanser opfatter det som mørke. Om gudinden, der varsler en ny renæssance.

Det feminine

Psykisk energi

21. februar 2020

Psykisk energi er en kombination af ild, kærlighed og lys. Om Verdensmoderens åndedrag og sløret, der løftes lidt ad gangen.

Det feminine

At være mor

21. februar 2020

At være mor er en kvalitet, ikke et køn. Om de feminine egenskaber, der skal udvikles, før der kan blive balance.

Det feminine

Den sorte Madonna i Polen

20. februar 2020

På Den lysende høj i Polen hænger et maleri af Maria. Om den fattige træskærer, der ikke ville have noget for arbejdet.

Det feminine

Maria i Fatima

20. februar 2020

I 1917 viste en skikkelse sig seks gange for tre fårehyrder. Om Fatima, budskabet og de analfabetiske børn, der bar det.

Det feminine

En ny kvindelig bevidsthed

20. februar 2020

Kvindeoprøret lærte kvinder at undertrykke vrede og sårbarhed for at få succes. Om en ny bevidsthed, der er på vej.

Det feminine

Martha og Maria

20. februar 2020

Martha var travl, Maria satte sig ved hans fødder. Om ét er fornødent — læst som en fortælling om vores udviklingsvej.