Asteroiden Vesta blev opdaget den 29. marts 1807, og den befinder sig i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Vesta er den anden-største asteroide og den fjerde asteroide, der blev opdaget. Den består af en usædvanlig type af vulkanske klipper, skabt under utrolig høje indre temperaturer, og den reflekterer en bemærkelsesværdig mængde af sollys. Under gunstige forhold kan den ses med det blotte øje.
Myten om Vesta
Asteroiden er opkaldt efter den romerske gudinde Vesta. De gamle grækere kendte Vesta som Hestia, et navn relateret til ordet for arne (ildsted). Romerne tilbad Vesta som gudinden for arnens indre guddommelige flamme. Vesta, hvis navn stammer fra Sanskrit roden vast, betyder at skinne, og Vesta er da også den mest strålende af asteroiderne, og hendes tilknytning til ilden svarer til hendes strålende astronomiske kvaliteter.
Vesta havde at gøre med tæmningen af ilden, så den kunne anvendes i hjemmene og til hellige ofringer. Som gudinde for ild havde Vesta en central rolle i alle hjem og en central offentlig plads i alle byer. I den Romerske mytologi var Vesta gudinde for arnens ild, symbolet på den romerske stats stabilitet, og sikrede derved familien og statens sammenhæng.
Der findes meget få bevarede billeder, skulpturer af eller legender om Vestas eksistens og hendes dåd, og de få billeder, der er af hende, viser hendes fredelige, indadvendte og selvfordybende natur. Af alle gudinderne er hun den mest vanskelige at forstå.
Vesta hed Hestia
Hestia var blandt de ældste i den første generation af guder på Olympen, hun var den mest respekterede og modtog altid de største ofre. I den græske mytologi var hun Reas og Kronos (Saturns) førstefødte. Kronos slugte sine børn af frygt for at de ville styrte ham fra tronen, som han selv i sin tid havde gjort med sin far Uranus, men moderen reddede Zeus, og han befriede sine søskende (Neptun, Pluto, Juno, Ceres og Hestia) fra Saturns mave. Hestia var den sidste, der blev ’genfødt’.
Både Apollo og Poseidon prøvede at ægte Hestia, men hun var ikke interesseret, og hun bad Zeus om at lade hende forblive jomfru. Zeus gav hende opgaven at tage sig af Olympens hjertes ild, og under Zeus’ beskyttelse forblev hun for altid jomfru.
I en meget tidlig periode emigrerede Hestia fra Grækenland til Kreta. Når grækerne emigrerede til fremmede lande, bragte de ilden med sig for at forbinde deres hjemland med det nye land. På samme måde bragte kvinder, der forlod deres hjem, ilden med fra deres moders arne til deres eget hjem.
Fordi Hestia var den første på Olympen, startede grækerne en tradition, hvor ceremonier og nye foretagender skulle begynde med et offer til Hestia. Derudover modtog hun også de bedste dele af ofrene fra de andre guders templer. Hver eneste brændte offergave var en anerkendelse af hende som gudinden af de hellige arne og alterflamme. Hestia repræsenterede evnen til ærligt og tillidsfuldt at dele det man havde med andre. Hendes navn blev også brugt som ed og sejl på sociale kontrakter, og hun fulgte den hellige lov om gæstfrihed og delte ild fra arnen og mad med de fremmede dem der kom til hendes hjem, samtidig med at hun beskyttede dem.Hendes arne blev derfor kendt som et beskyttende fristed.
Vestas symbol
Symbolet for Vesta er bogstavet ’V’, som peger nedad og indad. ’Ve’ har rødder i den såkaldte Japhetiske eller Indisk-Persiske sprogstamme, som også Græsk og Latin tilhører sammen med de nordisk-tyske sprog. ’Ve’ betyder ild og ’veh’ hellig.
Det astrologiske tegn for Vesta er en brændende flamme på enten et hjerte eller et alter. Det understreger Vestas funktion som den, der vogter arnens ild og templets flamme, men det betyder også, at vi konstant skal styrke og bevare åndens gnist, flammen i os.
Flammen
Vesta er kendetegnet ved ilden og relaterer til ildens besjælende eller styrende guddom. Det handler om at tæmme arnens indre flamme, for i det kreative brændende arne findes skabelsen af selve livet. Vi kommunikerer, vi healer, vi opdager os selv, og vi opdager andre, og Vesta tilbyder andre sin energi i form af kærlighed og tillid. Hun beskytter flammen som hun er ansvarlig for, fordi hun ved, at den skabende energi i virkeligheden ikke er hendes egen personlige ejendom, men noget hun bevidst bringer gennem sig til andre.