Vælg en side

Den sorte Jomfru

Den sorte Madonna

Skrevet af Else Marie Post

Den sorte Jomfru

Rocamadour

I Rocamadour troner Den Sorte Jomfru eller La Vierge Noir, som hun kaldes. Her har hun resideret i en klippehule i umindelige tider. Ifølge legenden Blev hun udskåret af en eremit ved navn Amadour, som levede i en klippehule her på stedet. Lokalbefolkningen vidste godt, at han lå begravet et eller andet sted, men ikke hvor. Først i 1166 blev han fundet ved en tilfældighed på dørtærsklen til klippehulen eller kapellet, som det kaldtes; hans krop og hud var hel og fuldkommen uden tegn på forrådnelse. Legenden fortæller, at Sankt Amadour eller Amateur var identisk med Zacchæus fra Biblen, som efter sin omvendelse blev Marias tjener, og på hendes anbefaling tog han til Gallien, og det siges at være ham, der medbragte tilbedelsen af Den Sorte Jomfru.

Den Sorte Jomfru sidder i dag majestætisk på sin trone med krone på hovedet og med barnet på skødet. Hun sidder med lukkede øje i meditation og udstråler dyb indre fred og værdighed. Oprindeligt har hun siddet i en klippehule eller klippe-kapel, der i to omgange er blevet udvidet efterhånden som pilgrimme strømmede til stedet gennem middelalderen. Efter den sidste udvidelse i 1400-tallet blev hun anbragt højt over alteret, og her tilbedes hun den dag i dag, nu iført en hvid robe og med guldkrone.

Den sorte Jomfru i Rocamadour

Chartres

Et andet sted i Frankrig i Chartres Katedralen troner en anden Sort Jomfru; her kaldes hun Notre Dame de Sous Terre, dvs. Vor Frue under Jorden. Hun residerer i krypten under selve katedralen, og her har hun boet i umindelige tider. Selve katedralen er – ligesom mange andre kirker – bygget på et gammelt valfartssted og helligsted. En legende fortæller, at druiderne har haft deres tempel med et alter i en hule her på stedet. Druiderne tilbad deres Moder-Jord: Belisama Også her i Chartres sidder Den Sorte Jomfru i dyb meditation med lukkede øjne.

Vor Frue under Jorden i Chartres Katedralen

Den oprindelige statue blev ødelagt og brændt under revolutionen i 1700-tallet, og en ny blev senere fremstillet ud fra den stenkopi, der findes over katedralens højre portal i vest. Hun sidder ved siden af den underjordiske brønd i det nord-østlige hjørne i krypten, hvor hovedhjørnestenen er placeret ifølge mysterietraditioner.Brønden er lige så dyb, som kirken er høj!

Isis og den sorte jomfru

Ifølge historiske optegnelser er de Sorte Jomfruer elle Madonnaer tidligere Isis-statuer. Men da kristendommen efterhånden tog over, blev kirker rejst til Vor Frue på helligsteder, der tidligere var viet til Isis, f.eks. Notre Dame i Paris. Og statuer, der havde været viet til Isis, blev nu viet til Jomfru Maria. Man har fundet fuldstændig enslydende inskriptioner på gamle Isis-statuer og på Sorte Jomfruer, som f. eks.: Virgini Parituræ, dvs. Til Jomfruen der gør sig rede eller Matri Deum, Til Guds Moder.

Virgini Paritura er ifølge overleveringen Isis før fødslen og en betegnelse for Jorden før dens befrugtning.  Ifølge den hermetiske symbolik betyder De Sorte Jomfruerden primitive jord. Den primitive jord er den, som kunstneren i alkymien skal vælge som genstand for sit Store Værk.

Fælles for disse Sorte Jomfruer er, at de oprindeligt har stået “gemt” væk dybt nede i jorden, i en hule, en grotte eller en krypt. I legender bliver gudesønner født i en grotte, en hule eller som Jesus i en stald eller krybberum. Hulen, grotten, krypten indikerer, at fødslen foregår dybt nede i jorden, i Mater-ia, i mørke, i det skjulte, og her åbner Mater, moderen, sig for Faderen, ånden, og undfanger barnet. Vi er hver især Mater-ia i vores fysiske legeme: en moder, der sidder i Mater-ia og bereder os til at undfange og føde Kristus-barnet i os. Som Den Sorte Jomfru indikerer, skal vi sætte os i vort krybberum, i stilhed, i meditation og her lade os befrugte af Faderen, ånden.

Hvorfor er de sorte?

Et andet fællestræk ved De Sorte Jomfruer er, at de er lavet af en mørk træsort, f.eks. valnøddetræ som den i Chartres, eller at de er blevet sværtet sorte med sod eller farve, som Den Sorte Jomfru i Rocamadour. I symbolikkens verden repræsenterer den sorte farve den feminine kraft, den negative, passive, modtagende energi, og stoffet eller Mater-ia. Mens den hvide farve symboliserer den maskuline kraft, den positive, aktive og handlende energi, eller sagt med andre ord: ånden. Når de to smelter sammen fødes Kristus-bevidstheden i menneskets indre.

 

Jeg er sort, dog yndig,
O Jerusalems døtre
mørk som Kedars telte, som Salomons teltforhæng.
Se ej på mig, fordi jeg er sort,
det er solen, der har gjort mig mørk”

                                    (Højs. 1,5-6)

I den engelske katolske bibel står der “hun”, som den der taler her. Hele Højsangen er en vidunderlig dialog mellem “han” og “hun”, ånd og materie, Faderen og Moderen. Den udtrykker den store længsel efter forening, der findes i menneskets indre,  når Gudsriget åbenbares igennem mater-ia.