Vælg en side

Myter og legender

Kort introduktion til Myter og Legender

Myter og legender er opbyggelige historier i billedsprog. De er fulde af symboler, og de er i årtusinder blevet brugt til at fortælle om og beskrive den menneskelige psyke, de menneskelige relationer samt menneskets udvikling.

Gå ombord i legenderne herunder og få aspekter af vores psyke og indre rejse fortalt på en anden fra en anden vinkel

Som alt andet kan legender kun fortolkes i vores eget lys.

De tre råd

En mand fangede engang en fugl. Fuglen sagde til ham: »Jeg er dig ikke til nogen nytte som fange. Men slip mig fri, så skal jeg give dig tre værdifulde råd.«

Fuglen lovede at give det første råd mens den endnu var i mandens hånd, det andet når den var fløjet op på en gren, det tredje efter at den var nået til bjergets top.

Manden gik ind på det og bad den om det første råd.

Fuglen sagde:
»Hvis du mister noget, om det så er noget du sætter lige så højt som livet selv, så lad være at ærgre dig.«

Nu lod manden fuglen flyve, og den hoppede op på en gren.

Den fortsatte med det andet råd:
»Tro aldrig noget der modsiger din sunde fornuft, medmindre du ser beviser.«

Så fløj fuglen op på bjergtoppen. Deroppefra sagde den:

»0h, du stakkel! Inden i mig har jeg to kæmpemæssige juveler, og hvis du bare havde dræbt mig ville de have været dine! «

Manden ærgrede sig ved tanken om hvad han havde mistet, men sagde: »Giv mig i det mindste det tredje råd.«

Fuglen svarede:
»Sikken tåbe du er! Du beder om flere råd, selv om du ikke har rettet dig efter de to første! Jeg sagde jo at du ikke skulle bekymre dig om det du havde mistet, og at du ikke skulle tro på noget der stred mod sund fornuft. Nu gør du begge dele. Du tror på noget vrøvl og du ærgrer dig over et tab! Jeg er ikke stor nok til at indeholde store juveler.

»Du er en tåbe. Derfor må du blive inden for de begrænsninger der er sat for mennesket.«

I dervish-kredse anses denne fortælling som meget vigtig når det gælder om at »åbne« studentens sind og forberede det på oplevelser der ikke kan lokkes frem på sædvanlige måder.

Ud over at være i daglig brug blandt sufier findes historien også i Rumi’s klassiker Mathnavi. Den optræder også i den Guddommelige Bog af Attar, en af Rumi’s lærere. Begge mænd levede i 1200-tallet.

Drengen og bjerget

Faderen og drengen krydsede engen. De fulgte den smalle sti. Der var ikke så langt til bjerget mere. Drengen løb syngende foran faderen. Han havde aldrig før været på bjergets top.

Da de nåede foden af bjerget fortsatte drengen med at løbe op ad den smalle snoede sti. Han ville bare nå toppen så hurtigt som muligt. Han så kun toppen med det skinnede lille hvide tempel. Han havde altid drømt om at komme derop.

Faderen gik bagved. Han skyndte sig ikke, men gik heller ikke langsomt.

Drengen løb langsommere og langsommere. Han holdt op med at synge. Hans fødder begyndte at gøre ondt. Han kunne ikke få vejret.

Til sidst måtte han sætte sig på en lille rydning ved siden af den smalle sti. Det gjorde så ondt i hans fødder og han var tørstig.

Han lagde nakken tilbage og så op. Der var laaaangt til toppen. Tårerne løb endnu hurtigere ned ad hans kinder.

Faderen kom til syne. Han gik stadig i sit eget tempo med rygsækken med vand og mad i på ryggen.
Han nåede op til drengen, strøg ham over håret og sagde: ”Hvorfor sidder du her?”

Tårerne styrtede ned ad drengens kinder:
”Jeg har så ondt i fødderne. Jeg er så tørstig. Der er så langt endnu.”

Faderen smilede til drengen og tog hans støvler af og masserede hans fødder, mens hav gav ham vand at drikke.

Der var stille lidt.
Drengens tårer stilnede af og han tørrede sine øjne.

Så sagde faderen: ”Prøv at se nedad. Se på den vej vi har gået.”

Drengen vendte sig om.
”I stedet for at tænke på, hvor lang vej der er tilbage, hvorfor ser du så ikke på, hvor lang vej, du allerede har gået?”

Drengen rejste sig, tog sine støvler på og fortsatte sammen med sin far mod bjergets top.

Floden og rebet

Der var engang to lande. Det ene kaldtes Lyksalighedens land og flød med mælk og honning. Det andet lå i et goldt område og der var masser af strid og uro, og det kaldtes Sorgens land. En rivende hurtig, bred og farlig flod adskilte dem, og de mennesker der forsøgte at krydse floden fra Sorgens land mistede livet.

En dag kom der en mand til Sorgens land. Han besluttede sig for at forsøge at føre et reb fra den ene bred til den anden, fordi han elskede menneskene og gerne ville give dem mulighed for at komme over i Lyksalighedens land. Han tænkte, at hvis han mistede sit liv ved forsøget, så ville det ikke betyde noget, for så kunne andre bruge rebet til at komme sikkert over floden.

Han fastgjorde den ene ende af rebet til et træ, lavede en løkke i den anden ende og begyndte at svømme. Floden var meget bred og oprørt, og da han var halvvejs ovre, kom der nogle jægere ned på bredden i Sorgens land. De så skumsprøjtet og troede det var en stor fisk og sendte deres pile af sted mod sprøjtet, og han blev dødeligt såret.

Ikke desto mindre lykkedes det ham med sine allersidste kræfter at kaste løkken op om en træstub, før han sank ned i bølgerne.

Da folk så hvad der var sket, begyndte de at tilbede ham som en helt og sagde: “Han gjorde det for at redde os, og derfor bør vi ære og elske ham.” Og dog, selv om de tilbad ham, var det ganske få der forsøgte at krydse floden. De andre sagde til sig selv: “Selv om rebet er der, og vi ikke kan drukne hvis vi holder fast i det, så er vandet meget koldt, floden er bred og brusende, og det er meget anstrengende at krydse den.”

Og tiden gik og man glemte rebet, der blev dækket af ukrudt og filtret ind i nedfaldne grene fra gamle træer, så man næsten ikke kunne se, at der var et reb.

Men tilbedelsen af helten fortsatte, og man rejste monumenter og bygninger til minde om ham, folk sang smukke og smigrende sange om ham og bad til ham på grund af hans store kærlighed til dem.

Anden, tredje og fjerde generation blev født, og deres ledere, som var lærde mænd, prædikede om helten og det han havde gjort for at frelse dem, men de nævnte aldrig rebet over floden. Det var helt glemt!

På grund af påstandene om ham, undervisningen og talerne opstod der stor forvirring, og efterhånden var overtroen blevet så stærk, at det stort set var umuligt at kende forskel og ane sandheden bag tåbelighederne.

Der var megen diskussion. Folk skændtes og sloges, og de få der var i stand til at skelne sandheden blev forfulgt og hånet.

Sådan blev Sorgens land endnu mere sorgfuldt og uroligt end det var i forvejen.

Til sidst rejste en flok lærde mennesker sig op og råbte: “Hvorfor al denne strid og ballade? Vi skal da bare tilbede denne helt som en Gud, og tro at han døde for at redde andre! Når vi så selv dør rejser vi til Lyksalighedens land uden noget som helst besvær, for selv om vores legemer ikke kan flyde over floden mens vi er levende, så vil vores sjæle flyde over når vi er døde. Desuden var hans kærlighed, kraft og heltemodighed så stor, at alt hvad vi beder hans ånd om, det vil han helt sikkert gøre, hvis vi til gengæld bare sørger for at tilbede ham nok.”

Da folk hørte det, blev de overvældet af glæde og dyngede æresbevisninger ud over deres lærere og sagde: “Deres visdom er stor, for de har vist os en let vej. Det er faktisk ret nemt at tilbede og at bede, og at spørge vores helt om han vil frelse os når vi dør, så lad os nu æde og drikke og være glade og få det bedste ud af vores ophold i Sorgens land.

Men imens så heltens ånd bedrøvet på sine brødre og søstre, mens han lyttede til deres bønner og andagter. Og han hviskede i deres ører: “Mine brødre I tager fejl, for jeg LEVEDE faktisk for at frelse jer, men desværre glemte I det reb jeg førte over floden mellem Sorgens land og Lyksalighedens land. Jeg kom for at give jer dette reb, der var ingen anden grund. Fordi jeg elsker jer, er min ånd hos jer, og jeg vil trøste og opmuntre jer i jeres modgang, men jeg kan ikke bære jer over floden, ligegyldigt hvor meget I beder og bønfalder.”

Men selv om helten talte sådan til dem, lød deres andagter og bønner for højt til at de kunne høre åndens stille lille stemme – og derfor blev de i Sorgens land.

Historien om lotusen

I det uendelige univers’ substans, som ved første øjekast synes goldt og dødt, ligger alle de små lotuskim parat til at blive vækket til live. De ligger i dvale. Stilheden er larmende. Det lille kim ligger godt og trygt blandt de andre.

Pludselig mærker det noget, det ikke før har oplevet. En dragning mod noget det ikke kan se, men kun fornemme. Det bliver uroligt og usikkert, ser rundt på de andre, som ser ud til at fortsætte deres uskyldige søvn.

Dragningen tager til! Kimet kæmper imod af alle kræfter. Det ønsker ikke noget andet liv. Det kender ikke noget andet liv, men det drages mod noget, som det endnu ikke kan se, men kun sanse. Der bliver varmere inden i skallen, og til sidst må det ud! Det tør ikke åbne øjnene.

Efter at have lyttet og sanset i nogen tid, åbner frøet ængsteligt øjnene. Det ser på sig selv. Det føler sig anderledes. Omgivelserne er blødere, men det har heller ikke nogen skal. Det er blevet til en blød spire. Pludselig kommer der bevægelse omkring det. Den lille spire bliver skubbet og falder. Den ligger og tænker på, hvad det mon var?

Forsigtigt rejser den sig og ser op. Højt oppe i det fjerne er der en gul størrelse, som drager dens blik. Omkring sig ser den mindre og større spirer som den selv. Nogen af dem er nået længere mod den gule tingest. Andre har små runde kugler på toppen. Den lille spire vender sig mod den der står nærmest: ”Hej, skal vi følges ad?” Den anden ser på den og siger: ”Hvis du kan følge med.” Den lille spire som er blevet en lille stængel, forstår ikke hvad det betyder, men nikker ivrigt. ”Ved du hvor vi skal hen?” spørger den. Den anden siger: ”Det må du selv finde ud af.”

Tiden går. Stænglen vokser og forsøger at følge med naboen. Den kan mærke at dens egen ’kugle’ på toppen bliver større for hver gang, der kommer noget forbi og skubber til den. De første gange falder den og bliver ked af det, men efterhånden bliver den bedre til at holde sig oprejst, fordi den bliver bedre til at fornemme, hvornår nogen nærmer sig.

Den opdager, at for hver gang den tænker over, hvordan den nu skal gebærde sig, vokser kuglen på toppen. Den opdager også, at den gule tingest kommer nærmere, eller det er måske den, der kommer nærmere? Den bliver mere og mere fascineret af den gule tingest.

Livet er ikke nemt. Der er meget der skubber til den, og den føler sig meget alene, selv om alle de andre står ved siden af og gerne giver gode råd. Sommetider bliver den ked af det og længes tilbage til tiden før den hårde skal sprækkede, men den ved godt at det er umuligt, og at den ikke kan vende tilbage. Den gule tingest drager den.

Sådanne længsler afløses hver gang af en beslutning om at gøre mere, at komme nærmere til målet – den gule tingest.

Pludselig en dag opdager den, at verden omkring den ser anderledes ud. Den bliver stadig skubbet, men den kan se meget længere i alle retninger. Omkring sig ser den masser af lysegrønne kugler som ligger så fint på overfladen af den gamle kendte verden. Bevægelserne i denne kan stadig røre dem, men ikke indeni.

Den vender blikket opad. Der er den gule tingest, så varm og så dejlig som var den lavet af det pureste guld. Den lille kugle ser en vidunderlig gylden stråle komme ned imod sig. ”Jeg vil være som dig,” jubler den. ”Jeg vil også sende gyldne stråler og varme til andre.” Den ser at også andre stråler nærmer sig. Deres mål er andre kugler på overfladen af den verden, der var.

Kuglen løfter sig over verden der var. Den mærker hvordan kuglen bliver fri af den gamle verden. Idet strålen rammer den, fyldes den af en følelse den aldrig før har kendt. Det er som om livet i den berøres af livet selv. Den mærker hvordan den ikke er i stand til at lade være med at åbne sig. Det eneste den ser, er lysstrålen der kommer fra den lysende gule tingest.

Da den kommer til sig selv ser den, at den er blevet til en blomstrende lotus. Omkring den er alle de andre kugler som lysstrålerne ramte også blevet til blomstrende lotuser – hvide, lyserøde, violette og blå. Alle står de strunke og uberørte af den gamle verden.

Legenden om Ganga

Oppe i Himalayas bjerge lå Shiva og sov mellem himmelstræbende, snedækkede tinder. Kong Frost legede med hans filtrede skæg og hår, og isjomfruerne hængte istapper i hans hår og skæg. Han sov i mange hundrede år. Han var meget træt.

Imens strålede solen ubarmhjertigt på hans rige. Urter, blomster og træer visnede, for der var ingen floder til at vande jorden, og folk bad og bad Shiva om vand. Men han sov.

I bjergene boede Kong Himavat med sin kone og yndige datter, Ganga. En dag Ganga gik en tur i sin fars snedækkede rige, kom hun til en smuk ishule, hun aldrig før havde set. Fra de glitrende vægge hang lange istapper, og issøjler støttede knejsende hvælvinger.

Ganga kiggede ind, og i det samme lynede en solstråle og malede sine syv farver på vægge, issøjler og hvælvinger. Det var så smukt. Ganga løb ind i hulen og blev der.

Man ledte efter hende alle vegne, men ingen tænkte på at lede efter hende i Shivas filtrede hårtotter. Til sidst gik hendes far og mor selv ud og ledte efter hende, og da de fandt hende skændte de blidt på hende. Men da hun viste dem den smukke hule, tilgav de hende og flyttede selv ind og brugte hulen som hjem i mange år.

En dag kom Himavat hjem fra en rejse med tungt hjerte.

– Hvad plager dig? hviskede hans kone.

– Der er ikke noget vand. Landet lider. Afgrøderne visner. Kvæget hentæres. Menneskene prøver at trøste deres sultne og tørstige børn. Shiva sover bare, og guderne er ikke til nogen hjælp.

Han tav. I det samme blæste det ind i hulen. Det dryppede fra den iskrans, Ganga havde om håret. Hendes far så alvorligt på hende.

– Er der ingen der kan hjælpe menneskene? spurgte hun.

– Jo, Ganga. Hvis en ung pige, der er ren som is og hvid som sne, vil forlade sit hjem og bosætte sig på de tørre og golde sletter, og lade det liv, som hun frivilligt ofrer, strømme til de lidende mennesker, vil hendes navn blive helliggjort og elsket af alle i kongeriget.

Ganga forstod, at hendes far bad hende om at ofre sig. Hun løb og gemte sig i sin ishules krinkelkroge og ville ikke komme frem. Men i sit skjul kunne hun høre de døende menneskers skrig.

 Gangas mor græd og bad Ganga tage af sted, men hun ville ikke.

En dag kom hendes far ind til hende med et døende barn i armene. Dets hud var fuld af blister, de små læber tørre og sprukne og øjnene udtryksløse.

Himavat lagde barnet i Gangas skød.

– Det dør af tørst, sagde han.

Ganga bøjede sig over det lille ansigt. En lille dråbe faldt fra hendes hår på barnets sprukne læber. I samme øjeblik åbnede det sine øjne og smilede til hende. Ganga rejste sig og sagde:

– Jeg tager af sted. Jeg tager af sted for at redde de lidende mennesker og bringe liv og glæde til de små, der dør af mangel på vand.

Skønheden der følger et så stort offer sås i hendes ansigt. Hun vendte sig om mod udgangen fra den ishule, hvor hun havde boet i sin uskyldige, men selviske glæde.

Så snart Ganga forlod hulen skete der noget. Den smukke krop smeltede, det strålende gyldne hår og de hvide hænder forsvandt, og rent blødt vand med hvide skumstænk dansede hen over det gyldne sand. Vandet hviskede:

– Jeg er Ganga….Ganga….Ganga…. Jeg vil velsigne de tørstige sletter og bringe liv til dem, der længes efter mit strømmende vand.

Og Ganga blev kilden til liv i det store hinduland, og i sit bestandige løb mod havet mumler Ganga for sig selv:

– Det er vores pligt at give os selv til andre, og den største fryd er at skabe glæde, som andre kan samle op.

Legenden om Lucia

Lucia levede i Syrakus i Italien fra 283-304. Hun var en meget smuk ung adelsdame med et smukt indre.

Dengang var kristendommen endnu ikke rigtig accepteret i Rom, og Lucia gik ikke og råbte højt om, at hun var kristen og troede på Gud og Jesus Kristus.

Lucias mor var meget rig, og det var meningen at Lucia skulle arve det hele. Hun var forlovet med en ung mand, men det var ikke helt klart, om han var mest interesseret i hende eller hendes medgift.

Da Lucias mor blev meget syg, og ingen læger kunne helbrede hende, gik Lucia hen og bad ved den hellige Agathes grav, for hun havde hørt at der skete mirakler ved graven. Lucia bad og faldt til sidst i søvn, og hun hørte helt tydeligt den hellige Agathe sige: Søster Lucia, hvorfor beder du mig om noget, som du selv kan gøre? Din mor er jo allerede blevet rask på grund af din stærke tro.

Da Lucia vågnede, skyndte hun sig hjem, og der stod hendes mor, fuldstændig frisk og ventede på hende.

Lucia sagde, at hun havde en bøn til hende og sagde: Mor, nu hvor du er blevet rask, beder jeg dig om, at du vil give al den rigdom, jeg skal arve til de fattige.

Moren slog det hen, og sagde at det kunne vente til hun var død, men Lucia blev ved, indtil moren lovede at give al sin rigdom til velgørenhed.

Lucias forlovede opdagede det, og han udfrittede hende. Da han hørte om hendes tro og miraklerne, blev han rasende. Om det var fordi hun nu var uden formue, eller der var en anden grund, får vi aldrig at vide.

På den tid måtte man ikke være kristen i Romerriget, og Lucias forlovede gik til kejserens gesandt og fortalte, at hun var kristen. Da det ikke var tilladt, skulle hun for en romersk ret.

Man forsøgte på alle måder at få Lucia til at afsværge sin kristne tro og ofre til de romerske guder, men hun ville ikke og gjorde det ikke.

De torturerede hende, og hun blev ved at sige, at hun havde ofret alt til Gud, og at nu kun havde sig selv at ofre. Hun ville ikke gøre andet, end det Gud forlangte af hende.

De pinte Lucia på alle måder, og til sidst stak soldaterne hendes øjne ud. Men hun gav stadig ikke efter, og til sidst stødte dommeren sit sværd i hende, og hun døde.

Lucia var et lys i mørket, og da hun blev helgenkåret, blev hendes dag den 13. december.

Lucia tilbedes især af mennesker med øjensygdomme.

Hun blev begravet i Syrakus i 304, men hendes jordiske rester blev siden stjålet og ført til Konstantinopel, hvorfra de igen blev stjålet. Nu befinder de sig i San Gerania kirken i Venedig.

Tom lysbringer

.Der var engang en konge, som hed Arthur. Ingen ved mere helt, hvor hans rige lå. Men ét siger alle fortællinger om kong Arthur: Han havde et rundt bord. Og omkring det samlede han sine tapreste riddere, for at de sammen med ham skulle kæmpe for fred og retfærdighed i landet. Arthur havde helt fra sin ungdom en drøm. En drøm om, at verden og menneskene kunne blive bedre, og at det var værd at kæmpe for.

Nu, hvor denne historie foregår, er kong Arthur blevet gammel. Han venter i sit telt nær slagmarken på daggryet. Han skal ud og kæmpe, for sidste gang, ved han. For hans søn har gjort oprør. Hans dronning sidder som fange i Tower. Hans tapre riddere om det runde bord er splittet i partier. Kong Arthur sidder og synes, at det hele har været forgæves. Det forekommer ham, at han hele livet har kæmpet for en flod. Hver gang det var lykkedes ham at bygge en dæmning, var floden brudt igennem igen et nyt sted, så han måtte begynde forfra. Og floden – det var ’Den Stærkes’ ret.

Kong Arthur er gammel og udkørt, som han sidder her denne morgen. Han griber sin lille klokke for at tilkalde sin page. Drengen kommer. ’ Tom fra Warwick’, siger kongen, ’hvor gammel er det, du er?’

’Jeg bliver 13 til november, Herre’

’Hvad vil du gøre i morgen?’

’Jeg vil slås. Jeg har en god bue’.

’Vil du slå mennesker ihjel med din bue?’

’En hel del.’

’Men hvad om de dræber dig?’

’Så dør jeg.’

Kongen bad Tom om at sætte sig og spurgte drengen, om han ville gøre alt for at forstå, hvad kongen nu ville sige ham. Jo, det ville Tom.

’Jeg vil bede dig om ikke at slås i morgen,’ sagde kongen.

’Jamen, jeg vil gerne slås.’

’Alle vil gerne slås ….. der er bare ingen, der ved hvorfor. Hvis jeg bad dig om ikke at slås, som en særlig tjeneste over for din konge, ville du så rette dig efter det?’

’Ja konge.’

Så skal du høre, sagde kongen:

Der var engang en konge, som kom på tronen. Han så, at alle andre konger og riddere sloges som vanvittige. De levede efter den regel, som hedder den stærkes ret. Men den her konge havde en idé om, at magten skulle bruges i retfærdighedens tjeneste – og ikke magten for magtens skyld. Han samlede 150 riddere og lærte dem at befri fanger, kæmpe for de svage og forsøge at gøre verden bedre. Men af en eller anden grund gik alt galt. Ridderne blev delt i kliker, en bitter krig brød ud, og alle blev dræbt.

‘Ikke kongen’, sagde Tom.

‘Jo, alle, undtagen en page ved navn Tom, for ham sendte kongen bort før kampen. Han skulle ride hjem og leve i fred. Han skulle fortælle enhver om den gamle drøm. Kunne du gøre det for at glæde kongen?’

‘Jeg vil gøre alt for kong Arthur.’

Godt ….. så må du være meget forsigtig. Alt afhænger af, at du er i live, Tom! Drømmen er som en kærte. Du skal bære den ud i verden. Du må ikke lade kærten gå ud.’ ‘Den skal brænde’, sagde Tom.

‘Godt Tom Lysbringer. Tag min bedste hest, og rid hjem. Lad kærten brænde.’

Slaget på øen i floden

Der var engang to landsbyer på hver sin side af en dyb dal.
Midt imellem landsbyerne midt i dalen løb en bred flod.

Engang i ældgammel tid var de to landsbyer blevet uvenner. Det var så lang tid siden, at ingen kunne huske hvorfor….

De var ellers ikke meget forskellige. Dog var det sådan, at i den ene landsby holdt de geder, i den anden holdt de får.
Med tiden blev uvenskabet værre og værre og til sidst blev der aftalt et slag. De var dog kloge nok til at aftale, at kun to mænd skulle slås. En fra hver landsby. De to krigere skulle mødes på en ø midt i floden en aftalt dag.

På den aftalte dag om morgenen sejlede de to krigere ud til øen fra hver sin side. De stod der ansigt til ansigt. Så blev der slået på gong-gongen, og de greb deres våben. De kæmpede hele formiddagen, men skønt begge havde fået mindre sår, kunne ingen af dem få overtaget. De kæmpede videre resten af dagen, men stadigvæk kunne den ene ikke overmande den anden.
Da solen gik ned, lød gong-gongen igen, og de lagde våbnene fra sig.

Endelig, da natten var dyb og sort, og der kun var ulmende gløder tilbage, spørger den ene kriger den anden:

Men deres øjne borede sig stadig ind i modstanderens øjne. Og stirrende på hinanden begyndte de at lave et bål. De tændte det, og sad længe i dyb tavshed.
Endelig, da natten var dyb og sort, og der kun var ulmende gløder tilbage, spørger den ene kriger den anden:- Hvorfor slås du?

– Jeg slås for mit barn, jeg slås for min datter, som nu er 2 år gammel. Hun er i landsbyen med sin bedstefar og onkler. I vores landsby er det fædrene, som tager sig af børnene. Og bedstefædrene fortæller historier.

– Det er mærkeligt, siger den første kriger, i vores landsby er det mødrene, som tager sig af børnene, og bedstemødrene fortæller historier. Men sig mig hvilke historier fortæller bedstefædrene i jeres landsby?

– Så begyndte krigeren at fortælle de historier, bedsteforældrene fortalte i hans landsby, indtil han havde fortalt dem alle. Da spurgte han, hvilke historier fortæller bedstemødrene i din landsby?

Så begyndte den anden kriger at fortælle de historier, bedstemødrene fortalte i hans landsby, indtil han havde fortalt dem alle.

Da han sluttede, stod solen op og gong-gongen lød.
Uden at tage øjnene fra hinanden rejste de to krigere sig, tog deres våben, slog på skjoldene og stirrede på hinanden. Sådan stod de i lang tid, så drejede de om på hælen, steg ned i deres båd og tog tilbage til hver sin landsby.

(For det siges, at hvis du fuldt ud lytter til en anden mands historier, kan du ikke gøre ham fortræd.)

De tre fiskere

Der var engang, for 100 år siden, en biskop, som ofte var på rejse med skib til fjerne egne. På en af disse ture i Stillehavet, fik skibet maskinskade, så de måtte søge ind til den nærmestliggende ø og lægge til. Det ærgrede biskoppen lidt med dette ufrivillige ophold, men han besluttede da at bruge tiden så godt som muligt, så han gik en tur langs kysten.

Her kom han forbi 3 fiskere, som sad og bødede deres net. De hilste på hinanden og på deres primitive sprog fortalte de ham, at de var blevet omvendt til kristendommen århundredet før af nogle kristne missionærer, som havde boet blandt dem.

’Vi – kristne’, sagde de og pegede stolt på hinanden. Det gjorde et dybt indtryk på biskoppen, han spurgte, om de kendte ’Fader Vor’. Den bøn havde de aldrig hørt om, det chokerede biskoppen. ’Hvad siger I, når I beder?’ spurgte han. ’Vi løfter øjnene mod himlen. Vi beder: ’Vi er tre, du er tre, hav barmhjertighed med os.’ Biskoppen var rystet over den primitive og kætterske måde, de bad på. Så han brugte en hel dag på at lære dem Fader Vor. De 3 fiskere havde svært ved at lære den, men de gjorde deres bedste – og før biskoppen sejlede igen næste dag, havde han den tilfredsstillelse at høre dem bede Fader Vor uden en fejl.

Måneder efter skete det, at biskoppen igen kom sejlende forbi denne ø. Efter sin sædvane bad han sin aftenbøn på dækket og erindrede nu med glæde de 3 fiskere på denne fjerne ø, som var blevet i stand til at bede, takket være hans tålmodige anstrengelser.

Mens han var optaget af disse tanker, kom han til at se op og lagde da mærke til et lys mod øst. Lyset nærmede sig skibet, og biskoppen så til sin store overraskelse tre skikkelser komme gående hen over vandet. Kaptajnen beordrede, at skibet skulle standse og alle ombord lænede sig over rælingen for at se dette mærkelige syn.

Da skikkelserne var kommet nærmere, genkendte biskoppen sine 3 venner, de 3 fiskere. ’Biskop’, råbte de, vi hørte din båd komme forbi vores ø og skyndte os for at møde dig.’ ’Hvad er det, I ønsker? Spurgte biskoppen i ærefrygt. ’Biskop, vi er så kede af det. Vi har glemt den smukke bøn, du lærte os. Vi siger: Fader Vor, du som er i himlen, helliget…. så kan vi ikke huske mere. Rare biskop sig os bønnen igen.’

Biskoppen blev meget stille: ’Kære venner, tag hjem hvor I kommer fra’, sagde han, og hver gang I beder, så sig: ’Vi er tre, du er tre, hav barmhjertighed med os.’

– o –

Historien er fra en historiesamling af Anthony de Mello. Han er inder og oprindeligt hindu, men konverterede til katolicismen og blev munk og jesuitpræst. Han skriver bøger om bøn og om kristne øvelser i østlig form.

Masken

Der var engang en konge, som altid var sur og gnaven. Han blev vred over alt og alle, så folket kom til at hade ham – og frygte ham.
Men han var deres konge, så de måtte respektere ham. Når han red ud iblandt dem med sit sure gnavne ansigt, løb de deres vej, hvis de kunne komme til det.

Dette gjorde kongen endnu mere vred, for aldrig blev han modtaget med et buk eller venligt ord, folk var uhøflige og fjendtlige. Det var uværdigt for en konge at blive mødt sådan.
Efter nogle år på denne måde, blev det ham en dag for meget. Han kaldte rigets viseste troldmand til sig og sagde: ’Jeg er træt af den måde folk behandler mig på, brug din magi og gør folket venligere stemt. Det er en ordre!’

Troldmanden tænkte i lang tid og sagde så til kongen, at han skulle gøre nøjagtigt, som han fortalte ham og ikke stille spørgsmål. Ellers er det håbløst, sagde han.
Kongen småbrokkede sig, som han havde for vane, men accepterede.

Troldmanden gik nu hen til et højt skab og tog forsigtigt en kasse ned, som han åbnede. Kongen så ned i kassen og så en maske af sit eget ansigt. Kongen måbede af forbløffelse over så meget, det lignede ham. Kun var der den forskel, at masken smilede og var venlig.

Det er en magisk maske, sagde Troldmanden. Den skal du tage på og gå med i 100 dage uden at tage den af. Det kan jeg da ikke, sagde kongen. Men Troldmanden sagde, du har én gang sagt ja, og ellers er der ikke noget håb. Kongen tog masken på.

Da Kongen red ud den dag, var der en mand, som ikke nåede at komme væk, men stod stille, da Kongen var tæt på ham. Han kom til at se op, og så, at Kongen smilede – han blev helt forfjamsket, vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, men nikkede imødekommende. Det måtte han fortælle til andre. Og næste gang Kongen red ud, var der flere, der nikkede og for hver dag blev der fler og fler, som hilste. En uge senere var der en mand, der smilende sagde ’God dag, Herre Konge’. Aldrig havde Kongen oplevet noget lignende.

Det rygtedes, at Kongen havde forandret sind. Folk begyndte at blive stående, hvor han red frem, bukke og smile til ham. ’Åh’, tænkte kongen, ’sådan skal en konge behandles – måske er mine folk flinke folk, måske er de ikke så stride, som jeg før har troet’.

Dette fortsatte, hver dag var der nu flere og flere, som henvendte sig til ham og ønskede ham ’god dag’. Og folk begyndte at fortælle, hvordan livet var for dem.

Når Kongen hørte sørgelige historier om fattigdom og sygdom, gav han ordre til, at de skulle hjælpes. Det fik folk til at tænke høje tanker om Kongen. Efter endnu et par uger opdagede Kongen, at han var kommet til at holde af sit folk. Men nu fik han det dårligt over, at han narrede dem med masken.

De 100 dage var endnu ikke gået, men han vidste, han var nødt til at tage masken af og være ærlig over for dem. Og hvis de så ikke længere kunne holde af ham, havde han i det mindste haft disse gode dage.

Så han gik ind i hallen med det store spejl: Masken var smilende, som han havde set den den første dag. Han havde ikke lyst til at tage den af, men han kunne ikke længere snyde det folk, han var kommet til at holde af. Så han tog den af og stod med den i hånden uden at turde se op, men han måtte jo, og da så han ….. et mirakel! For i de dage hvor han var kommet til at holde af sit folk, havde hans ansigt forandret sig, så det nu så ud som masken. Det var smukt og smilende og så ud, som han følte i det øjeblik. Han græd og tørrede sit leende ansigt.

Da han næste dag red ud blandt folket, var han let om hjertet, for han vidste, han var sig selv: ærlig og god nok.

Og fra da af levede han lykkeligt med sit folk til sine dages ende.

To venner på rejse

Der var engang to venner, som var på rejse. En dag vandrede de i ørkenen. Solen kom højere på himlen, det blev varmere og varmere, det blev så ulidelig varmt, at den ene gik amok og gav sin ven én på hovedet.

Vennen sagde ingenting, men lidt efter satte han sig på hug i sandet og skrev: ’I dag slog min bedste ven mig!’

De fortsatte deres vandring og nåede endelig frem til oasen på bredden af en stor sø. Her bestemte de sig for at bade. Søen så rolig ud, men pludselig kom ham, der var blevet slået, ud i oprørt vand og var ved at drukne. Men vennen kom ham til undsætning og reddede ham.

Da de var kommet sig lidt oven på oplevelsen, gik ham, der havde været ved at drukne, hen til en stor sten, der lå på bredden. Han fandt en lille skarp sten og ridsede ind i den store sten: ’I dag reddede min bedste ven mit liv.’

Vennen sagde nu: ’Da jeg slog dig, skrev du i sandet og nu, hvor jeg har reddet dig, skriver du på en sten. Hvorfor det?’

Fadervor og Abbeden

Der var en journalist, der ville lave en reportage om et kloster, der lå langt ude i ødemarken.

Han var der i 3 dage og fulgte munkene i deres daglige arbejde.

Der blev dyrket grøntsager.

Der blev holdt bier.

En af munkene var forfatter, en anden reparerede biler.

En var kok og tog sig af klosterets køkken.

Og flere gange om dagen samledes munkene til bøn i det lille kapel, og hver eneste gang sluttede andagten med bønnen Fadervor.

Journalisten blev egentlig glad for at høre en bøn, som han kendte så godt; meget af det andet munkene bad og læste, var jo ukendt for ham.

Men på et tidspunkt blev han alligevel træt af, at Fadervor skulle gentages så mange gange.

”Kunne de ikke bede nogle andre bønner?” spurgte journalisten abbeden. “Der findes da masser at bede Gud om! For alle, som lider hungersnød, for fred, for jeres venner og familie. I kunne bede om at opleve et mirakel, eller at flere mennesker ville blive kristne. I stedet for at bruge den samme bøn igen og igen…”

Abbeden smilede.

“Når jeg beder: “Fadervor, du som er i himmelen, helliget blive dit navn,” så tænker jeg på alle mennesker, som endnu ikke kender Gud. Ordene leder mine tanker til mennesker, som savner troen.

Når jeg beder: “Komme dit rige, ske din vilje som i himmelen således også på jorden,” så tænker jeg på alle de steder, hvor Guds vilje endnu ikke sker. I skolegården, hvor nogen bliver mobbet, på de steder, hvor krigen hærger. Jeg tænker på alle de ulykker, som jeg har læst om i avisen, og jeg tænker på miljøforureningen. Jeg beder, så mine knoer bliver hvide, om, at Guds vilje vil ske, så kærligheden ikke giver op i kampen mod hadet.

Når jeg beder: “Giv os i dag vort daglige brød,” så tænker jeg på, hvor taknemmelig jeg er for alt det, jeg får. Mad, venner, et hjem, ja, alt hvad jeg behøver. Jeg tænker på alle, som savner disse livsnødvendige ting. Indtil FN rapporterer, at hungersnøden er udryddet, kan den bøn aldrig bedes for tit.

Når jeg beder: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,” tænker jeg på alle, jeg har mødt i dag. På mine brødre her i klosteret. I disse dage har jeg tænkt på dig.

Når jeg beder: “Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,” tænker jeg på alt det, der kan ødelægge et menneskes liv. Narkotika, sladder, meningsløs vold og grådighed.

Når jeg beder: “For dit er riget og magten og æren i evighed,” så tænker jeg på Gud. Jeg slapper af og bliver glad for at vide, at han i sidste ende har styr på det hele.

Og abbeden fortalte så, at når han havde bedt Fadervor, så havde han jo egentlig bedt om alt og for alle. Og når han ikke selv orkede at bede, så vidste han, at der nok var andre, der bad for ham. Journalisten sad stille et øjeblik.

Han havde lagt notesblokken og kuglepennen fra sig.

Til sidst rejste han sig, rakte hånden frem mod abbeden og sagde: “Da jeg rejste hertil, syntes jeg, at dette kloster lå frygteligt afsides, men nu har jeg indset, at det ligger midt i verden. Nærmere begivenhedernes centrum kan man ikke komme.”

Myterne er enhvers historie

Hvorfor er myter interessante, og hvorfor skal vi læse om dem i vore dage? Hvorfor er myterne om Herkules’ bedrifter og gudindernes egenskaber vigtige for os i dag?

Myte kommer fra græsk mythos og betyder fortælling. Myter er overleveringer fra gammel tid om guders liv og bedrifter. De er religiøse fortællinger om guddommelige væsners oplevelser og handlinger. Myterne menes at være grundlæggende for religioner, kulturer og den menneskelige eksistens. De var med til at skabe sammenhold og fællesskab i grupper. Myterne udtrykker forestillinger om hvilke kræfter, der styrer verden, og hvordan menneskene skal forholde sig til disse kræfter og til hinanden.

Form og indhold
I modsætning til sagn og legender, kan myter ligesom eventyr foregå uden for tid og rum. I selve beskrivelsen af myten kan man skelne mellem struktur og normer. Strukturen skaber genkendelighed, og normerne udtrykker de værdier, myten skal formidle. De forklarer noget om virkelighedens indretning.

Myterne kan fortælle om, hvordan guderne lærte menneskene de religiøse hemmeligheder, hvordan guderne i urtiden var de første til at så kornet, og hvordan samfundet blev organiseret for første gang. Fortællingerne får derved betydning som model for lignende situationer. De forbinder den konkrete virkelighed med en forbilledlig guddommelig verden.

Funktion
Ligesom drømme er en indre stemme om menneskehedens mest fundamentale kampe og dobbelthed, så er myter et ydre udtryk. Tilbagevendende motiver i legender og eventyr giver spejlbilleder af menneskelige bekymringer, glæder og mærkbare mønstre af universelle adfærdsmønstre. Så de tager os ligesom drømme udover grænserne for vor personlige historie.

Myterne er menneskehedens fælleseje.

Maria Magdalene

I sin bog ”Moryas have” fortæller Helena Roerich historien om Maria Magdalene:

I ved hvordan jeg levede, og at folk om natten gerne ville stå ved, at de kendte os, og at de undgik os om dagen.

Kristus oplevede det samme. I nattens mørke kom de, og om dagen vendte de sig bort fra ham.

Jeg tænkte: ”Her er jeg, den laveste, og når solen skinner skammer folk sig over mig. Men de undgår også ham, den mest ophøjede profet, om dagen. De undgår meget omhyggeligt både det laveste og det mest ophøjede.”

Det fik mig til at beslutte at lede efter ham om dagen, så jeg kunne række min hånd ud mod ham. Jeg iførte mig mine fineste klæder og tog min halskæde fra Smyrna på og kom parfume håret. Derefter gik jeg hen for at sige til folk: ”Den laveste og den højeste mødes nu i dagens klare lys, og I undgår dem begge.”

Men da jeg nåede frem og så ham sidde der mellem fiskerne iklædt sækkelærred, turde jeg alligevel ikke nærme mig og blev på den modsatte side. Folk gik frem og tilbage mellem os, og ingen af dem værdigede hverken ham eller mig et blik. De undgik omhyggeligt at se på os. At jeg sad der, kom til at bestemme mit liv, for han tog noget støv op og sagde til den discipel, han elskede højest:
”Tag denne håndfuld støv og bring den til kvinden derovre, så at hun kan bytte sin halskæde ud med den. Der er i sandhed mere liv i denne aske, end der er i hendes sten. For af aske kan jeg skabe sten, men af sten kun aske.”

Resten af historien kender I. Han fordømte mig ikke. Han vejede mine kæder, og disse skammens kæder smuldrede og blev til støv. Han handlede simpelthen. Aldrig tøvede han med at skænke den simpleste ting, som forandrede et menneskes hele liv. Han berørte disse gaver, som badede han dem i ånd. Hans vej var tom, for folk forsvandt straks, de havde fået hans gaver. Og når han ønskede at lægge sine hænder på, fandt han, at alt var tomt. Selv om han allerede var dømt, stormede skammens furier alligevel efter ham, imens de spottende svingede deres grene. Mængden fortjente at få røveren som belønning.

Men han brød i sandhed lænkerne i tusind stykker, fordi han skænkede viden uden at acceptere nogen som helst form for belønning.

For ca 75 år siden skrev år Helena Roerich om den kommende tidsalder, at det feminine og maskuline skal finde balancen. Hun skrev bl.a. følgende:

Amazonerne var legemliggørelsen af det feminine princips styrke, men nu er det en anden side, der skal udtrykkes, nemlig kvindens åndelige fuldkommenhed.

Nu begynder den feminine opvågning. En ny bølge har nået jorden i dag og nye ildsteder er blevet antændt; for strålernes substans trænger dybt ind.

Det er glædesfyldt at føle den ny epokes komme.

Pallas Athene

En krigergudinde og sin fars datter

Pallas Athene også kaldet Athene var visdommens og retfærdighedens gudinde i græsk mytologi, samt gudinde for krig og håndværk. Hun var datter af Zeus og Titanen Metis. Metis betyder visdom.

Athenes fødsel var anderledes end andre fødsler. Zeus var blevet spået, at Metis en dag ville føde ham en søn, som skulle blive mægtigere end ham. For at forhindre dette, slugte han den gravide Metis og blev på den måde selv gravid. Metis fødte sit barn inde i Zeus, og barnet var Athene.

 Da hun ville ud, søgte hun op til Zeus’ pande og begyndte at banke. Den eneste løsning viste sig at være, at lade smedeguden Hefaistos være fødselshjælper. Hefaistos tog sin hammer og kløvede panden på Zeus. Således sprang Athene fuldvoksen og bevæbnet ud af sin fars pande.

Athene var en mykensk eller førgræsk borggudinde, og hendes navn er nævnt i indskrifter fra Knossos. Hun var ofte skytsgudinde for en by. Bynavnet Athen er afledt af hendes navn, og det var også her, det største tempel til hendes ære lå. Templet, Parthenon, findes stadig som en ruin på byens høj, Akropolis. Parthenon betyder Jomfruens hus.

Athene var ugift, parthenos, og som sådan, var hun nærmest kønsløs. Hun dyrkede ikke sex. Billeder af Athene bliver almindelige fra 600 f.Kr. og fortsætter i hellenistisk tid helt frem til romersk tid, hvor hun blev kaldt Minerva.

Athene var beskytter af videnskab og kunst i almindelighed, og i mange lande har uddannelsesinstitutioner derfor navn efter hende. Athene havde den lille ugleart, Athene Noctua, knyttet til sig, og den optrådte ofte som hendes symbol, i oldtiden på byen Athens mønter og i nutiden som symbol på lærdom.

Athene var også krigens gudinde og søster til Ares, men i modsætning til ham, kæmpede hun for retfærdighed. Hun var klar til kamp i fuldt krigsudstyr med spyd, hjelm og ægide, en kort gylden panserkappe kantet med slangehoveder, som hun havde fået af sin far. Ægiden var tegn på førerskab og beskyttelse. Ofte var kappen i midten smykket med hovedet af uhyret Gorgo eller Medusa, et forvrænget kvindehoved med hugtænder. Gorgo kunne forvandle folk til sten, bare de så på hende. Men Athene var ikke i uniform, hun var klædt i kvindedragt og med den lille gyldne engel, Ægide, i hånden. Ægide var gudinden for sejr og tegn på førerskab og beskyttelse. Athene var ikke kun en krigerisk gudinde, hun kunne også klare sig selv, og måske var det kernen i hendes væsen.

Hun var moderløs men sin faders mest elskede ‘søn’, selvom hun var en pige. Hun skulle ikke giftes væk, hun kunne komme og gå som hun ville, og når Zeus var væk, var hun den eneste, der måtte røre ved hans våben.

Athene var som nævnt krigens gudinde, men hun var mere strategen, den der udtænkte og egenhændigt bar en krig igennem. Det kunne i princippet være enhver form for projekt, for det var den mentale proces, overblikket over detaljerne, koordinationen og fuldførelsen, som var Athenes force.

En ting, der kendetegnede Athene, var, at hun var en gud, der kom meget tæt på dem, hun holdt af, og det var især de store helte, de mennesker, der netop kunne klare sig selv og ikke havde brug for andre. I Homers Odysse er hun tæt på Odysseus og hjælper ham i utallige situationer. I Illiaden hjælper hun Achilles med at besejre Hektor. Hendes vigtigste funktion for heltene var at være rådgiver, og et af hendes vigtigste karaktertræk var hendes intelligens.

En anden vigtig side af Athene var håndens værk. Hun var pottemagernes skytsgudinde. Hun opfandt ifølge myterne drejeskiven, men også væven, sejlskibet og en masse andre praktiske ting, der alle kendetegner håndens værk. Hun vævede selv og var den dygtigste af alle. Dette foregik i den ensomhed, der var en nødvendig modvægt til det aktive udadvendte strategiske liv, hun ellers repræsenterede. Her kunne hun lade tankerne og sindet falde til ro ved håndens værk, ved det kreative og det monotone arbejde.

Zeus var den øverste af guderne på Olympen, det ultimative maskuline, men da han slugte Metis, absorberede eller integrerede han hendes egenskaber, det feminine, den feminine form for visdom. Han blev gravid og ‘fødte’ Athene, ikke som baby, men som fuldt udvokset kvinde iført rustning og våben. Athene blev ikke født på en naturlig måde, hun var uden berøring med det mest kropslige, fødslen. Det var en mental proces.

Athenes placering i mytologien som Zeus’ jomfruelige datter synes at være et forsøg på at pointere hendes nære tilknytning og samtidig uafhængighed af gudernes konge.

Athene kunne vise følelser, især vrede og medfølelse. I sine første leveår, havde hun en meget kær og elsket veninde ved navn Pallas, som hun tilbragte meget tid sammen med. En dag kom Athene ved et uheld til at slå veninden ihjel. Hun sørgede meget over veninden og tog som en æresgestus venindens navn og kaldte sig herefter Pallas Athene. Igen var der tale om en mental proces. Det ulykkelige drab på Pallas skulle have lært Athene om følelserne, det feminine aspekt, men som sin fader havde hun slået det feminine ihjel. Hun var altså både moderløs og ‘venneløs’, og hun blev ikke hel, fordi hun ikke kunne finde de dele i sig selv.

Athene fandt ikke kærligheden!

Vasilisa

Da den smukke Vasilisa, navnet betyder ’dronning’, er 8 år, dør hendes mor. På sit dødsleje giver hun Vasilisa en lille trædukke og siger, at hun hver dag skal give den lidt at spise og drikke, og hvis hun er i problemer, skal hun spørge dukken til råds, for så vil den hjælpe hende. Da moderen er død, giver Vasilisa dukken lidt at spise og drikke, og den trøster hende.

Nogen tid efter moderens død gifter Vasilisas far sig med en kvinde, der har to døtre, som foragter og plager Vasilisa. Stedmoderen sætter hende til alt muligt arbejde, men fordi Vasilisa får hjælp af dukken, kan hun klare alt det, stedmoderen forlanger af hende. Dukken siger til Vasilisa, at hun bare skal tage det roligt, for den nok skal klare opgaverne ved hjælp af magi. Vasilisa gemmer den lille dukke i sin forklædelomme.

 

 Da Vasilisa bliver ældre, kommer unge mænd og frier til hende, men stedmoderen sender dem straks bort. Det passer sig ikke, at den yngste søster bliver gift før de ældre, og der er ingen af de unge mænd, der vil giftes med Vasilisas stedsøstre.

Da Vasilisa bliver ældre, kommer unge mænd og frier til hende, men stedmoderen sender dem straks bort. Det passer sig ikke, at den yngste søster bliver gift før de ældre, og der er ingen af de unge mænd, der vil giftes med Vasilisas stedsøstre.

Vasilisas far er købmand. Engang, da han er på rejse, sælger hans kone huset og flytter med de tre piger ud i et mørkt hus i skoven. En dag sidder de tre piger og syer i skæret fra et stearinlys, da den ældste stedsøster puster lyser ud. Stedmoderen sender Vasilisa af sted for at hente ild fra den sorte Baba Yagas uhyggelige hytte. Dukken siger til hende, at hun skal tage af sted, og Vasilisa begiver sig på vej.

I den tidlige morgen før daggry rider en mystisk mand op på siden af hende. Han er helt klædt i hvidt og rider på en hvid hest, og alt hestens udstyr er hvidt. Vasilisa undrer sig, men går videre. Ved middagstid møder hun en anden rytter, som er helt i rødt, og i aftenskumringen så en tredje rytter, der er helt klædt i sort.

Vasilisa kommer til Baba Yagas mærkelige hus, som står på kyllingeben. Huset er omgivet af et hegn bestående af pæle med kranier på toppen. Når natten falder på, begynder øjenhulerne i kranierne at lyse. Vasilisa er alt for bange til at løbe væk, og derfor finder Baba Yaga hende, da hun kommer hjem i sin morter med sin støder.

Vasilisa siger til Baba Yaga, at hun gerne vil gøre noget til gengæld for at få ild med sig hjem, så de kan få lys i hytten i skoven. Baba Yaga giver hende så nogle opgaver, hun skal løse. Hvis hun udfører dem, får hun ild med hjem, men, hvis ikke hun kan løse dem, vil hun blive slået ihjel. Dukken siger til hende: Vær ikke bange. Spis din mad, bed dine bønner og gå i seng. Morgenen er klogere end aftenen.

Vasilisa tager mod til sig og spørger Baba Yaga, hvem de tre ryttere er. Hun svarer, at den hvide rytter er hendes lyse dag, den røde hendes sol og den sorte hendes mørke nat. Og de er alle mine trofaste tjenere, fortsætter hun.

Opgaven går ud på, at Vasilisa skal gøre hele huset rent og pille sorte kerner og vilde ærter ud af en fjerding (12,7 kg) hvede. Baba yaga forlader huset, og Vasilisa spiser sin mad og sover, mens dukken renser hveden. Før daggry rider den hvide rytter forbi, ved middagstid den røde og om aftenen, da den sorte ridder rider forbi, kommer Baba Yaga hjem. Hun kan ikke finde noget at klage over og beder tre par fritsvævende hænder om at tage kornet og male det. Næste dag får Vasilisa samme opgave, men Baba Yaga føjer en ekstra opgave til. Den består i, at Vasilisa skal rense valmuefrø, som er blevet blandet med skidt. Igen gør dukken alt arbejdet, og Baba Yaga sætter de tre par hænder til at presse olien ud af valmuefrøene.

Da Baba Yaga kommer tilbage spørger hun, hvordan Vasilisa egentlig bærer sig ad. Uden at afsløre dukken svarer hun ”ved hjælp af min moders velsignelse”. Baba Yaga smider hende ud, for hun kan ikke have noget velsignet i sit hus. Men hun giver Vasilisa en stok med et oplyst kranium på.

Da Vasilisa nærmer sig sit hjem, er hun er lige ved at smide stokken væk, men kraniet beder hende om at tage det med ind i huset til sin stedmoder, og hun er helt forbløffet over, så søde de alle sammen er ved hende. Det viser sig, at de ikke har kunnet tænde nogen som helst ild eller noget lys i huset, mens hun var væk. Kraniet bliver sat op, men dets lysende øjne følger stedmoderen og hendes døtre overalt, og om morgenen er de brændt til aske. Vasilisa begraver kraniet i jorden og flytter ind hos en fattig gammel bedstemor og opretholder livet for dem begge ved at spinde og væve.

Vasilisa bliver så dygtig og spinder og væver de smukkeste stoffer. Tsaren lægger mærke til hende og hendes arbejde og gifter sig med hende.

Vasilisa er Sophia og Baba Yaga den sorte gudinde. Vasilisa bliver udelukket fra sit hjem, men hendes mors ånd er med hende i form af dukken. At blive sendt til Baba Yaga er det samme som at blive dømt til døden, men Baba Yaga hjælper hende i virkeligheden. Vasilisa ser sin største frygt, døden, i øjnene, og derfor befries hun. Hun vender tilbage fra dødens hus med et flammende kranium og har løst sin opgave til fuldkommenhed og sejret til sidst.

Regnbuegnisten

Der var engang et land, som havde store problemer. Der var mange tyverier, overfald og også mord. Tidligere havde lykkens ild brændt i landet, og den brændte i regnbuefarver. En person, der tændte et lys med ilden, bragte glæde til alle de steder, lyset kunne nå. Og den, der brugte ilden i sit komfur, kunne glæde sig over varme, fred og ro i sit hus.

’Men en dag gik regnbueilden ud, og siden da blev alting værre og værre. Da livet var allermest ubærligt, besluttede kongen sig for ikke mere at lytte til de høflige rådgivere. I stedet besøgte han hemmeligt en gammel kone, som boede ved foden af bjergene i udkanten af kongeriget.

Han kom ind i hendes ydmyge, men hyggelige hytte, og så snart han havde sat sig, fortalte han om sine bekymringer.

”Min kære seerske, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre… det er gået helt galt. Alle tager kun hensyn til sig selv, og de ser slet ikke hinanden, kun hvis der er noget at misunde eller stjæle. Kun ved en fejltagelse taler de sandt. Og alle frygter for deres liv, selv i deres eget hus. Min kære seerske, giv mg et råd om, hvordan jeg kan hjælpe dette land?”

Seersken kneb øjnene sammen, og efter en stund spurgte hun som svar: ”Vil du tillade, at jeg fortæller en lille løgn, kære konge?”

Kongen var skuffet – fortælle en lille løgn? Men af frygt for ikke at få et råd, accepterede han: ”For landets skyld vil jeg tillade hvad som helst.” Seersken ville gerne samarbejde og gjorde sig klar til at rejse.

Da hun stod foran folket, holdt hun en mærkelig tale: ”Borgere, glædens ild er brændt ud, men der er stadig EN gnist tilbage. En af jer har den. Personen ved det ikke, men hvis vedkommende leder efter den, vil han eller hun finde den. Så vil glædens ild flamme op igen. Jeg vil ikke sige, om det er en mand eller kvinde, en gammel eller et barn. Men vær opmærksom! Hvis dette menneske opgiver håbet, vil gnisten dø hen og jeres kvaler vil blive større – glæden vil være væk for altid.”

Alle var forbløffede over det, hun sagde. Så var alt ikke tabt… og håbet blev tændt i dem. Alle var nysgerrige efter, hvem hun tænkte på og hvem det var, der havde regnbuegnisten i sig.

Tiden gik. En jaloux mand ville myrde en anden mand, men da han stod over for sin sovende rival, kom han til at tænke: ”Hvad hvis det er ham, der har gnisten? Hvis den dør! Så vil vores kvaler blive endnu større… jeg må hellere lade ham leve.”

Der var også en anden mand, der var så utilfreds med sit liv, at han ville hænge sig, og så kom tanken til ham: ”Hvad hvis det er mig? Jeg må ikke give op! Der er ingen der ved, om jeg er den, der har gnisten.”

En tredje ville jage sin nabo ud af hans hus, en fjerde ville slå et barn med en kæp, og en femte var lige ved at overfalde en fodgænger på en mørk gade…..alle blev de stoppet af den samme tanke: ”Hvad hvis jeg også slår gnisten ihjel?”

Siden da blev livet i kongeriget meget bedre. Folk opførte sig pænt af frygt for at komme til at dræbe regnbuegnisten. Og da glæden var vendt helt tilbage og livet igen var godt, besøgte kongen igen seersken.

Han sagde til hende: ”Mange tak! Det var fikst fundet på, men det er en skam, at du fortalte en løgn, og at mennesket med glædesgnisten ikke er her.”

Seersken så kongen roligt i øjnene og sagde: ”Min konge, som du ved, var jeg nødt til at fortælle en lille løgn. Der findes ikke sådan et menneske her. Alle har gnisten i sig! Men det kunne jeg ikke fortælle folk, for ville de tro mig?”

Shamballa

Det fortælles, at der i Himalaya findes adskillige hellige dale, som alle kan se, men som kun åbenbarer deres virkelige pragt og hellige betydning for dem, der har et rent hjerte og sand tillid – og det kun hvis tidspunktet er det rette. For os andre ligner dalene almindelige smukke, frodige dale med bakker, træer og floder og omkranset af smukke hvide tinder.

En af disse dale blev verdensberømt i Vesten i 30erne gennem James Hiltons bog ”Shangri-La”, som i bogen og filmen, der blev lavet over den, er en skjult, frodig og isoleret dal, hvor folk lever lykkeligt og bliver flere hundrede år.

Bag denne smukke fortælling skjuler sig legenden om Shamballa, som er den mest betydningsfulde af alle disse skjulte dale, fredens og visdommens evige hjemsted, porten mellem det daglige livs og åndens højere verden

Midt imellem 32 sneklædte toppe ligger otte riger, arrangeret som en perfekt lotus’ fuldkomne kronblade. I midten af lotussen er en endnu højere bjergkæde, som nogen siger, består af glimtende ren is – der beskytter det inderste rige , Shamballa. I hjertet af dette skjulte rige ligger hovedstaden, Kalapa. Byen er omgivet af skinnende krystalklare bjerge, og kongepaladset er beklædt med guld, koraller, diamanter og andre ædelstene. Symmetrien hersker: syd for Kalapa ligger Sandeltræs parken, som er 12 yojanas (mellem 150 og 200 km), samme størrelse som byen. Mod øst er den mindre Manasa sø, som også er 12 yojanas på tværs, og mod vest den Hvide Lotus sø, som har samme størrelse. Midt i parken er den store Kalachakra mandala, som Kong Suchandra byggede, og guderne og gudinderne i den er lavet af juveler. Den er kvadratisk og siderne er ca. 180 m.

Teknologien i Shamballa er meget avanceret. Paladsets vinduer er også store kraftfulde linser, der kan bruges som teleskoper til at studere og udforske andre verdener. I århundreder har beboerne brugt luftfartøjer og undergrundstog. Desuden har befolkningen i Shamballa perfektioneret deres clairvoyante evner, og de bevæge sig let over lange afstande til fods og har evnen til at materialisere sig eller forsvinde med vilje. Det er praktiske værktøjer, som de bruger i deres arbejde: de er tilfredse med at leve stille liv med studier og meditation, hvormed de beskytter sandheden mod at blive forvansket, efterhånden som den ydre verden bliver mere og mere dekadent og ond.

Der vil være i alt 32 konger, som hver vil regere i 100 år, og i den periode vil forholdene uden for dalen forværres. Den proces er i gang. Menneskene bruger stadig mere krig som et middel til at forfølge deres egne personlige mål, og materialismens ideologi spreder sig til hele verden. Når så engang materialisterne er blevet forenet under en enkelt ond konge og tror, at der ikke er mere at erobre i verden, vil tågerne lette og afsløre Shamballas isklædte fort. Nødens time er kommet og Shamballa vil blive synlig.

Barbarerne vil angribe Shamballa med en stor hær, der har frygtindgydende våben. Så vil den 32. konge af Shamballa, Rigden Jye-po eller Rudra Chakrin, eller i en anden tradition, Kalki, rejse sig med sin hær, forlade sin fredfyldte bjergdal og kæmpe mod de samlede onde kræfter. Det vil blive et forfærdeligt møde. Verden som vi kender den vil blive tilintetgjort, ikke en sten, ikke et bjerg, ikke et træ, ikke et dyr eller et spor af liv vil blive tilbage. Og når så alt det onde er overvundet, vil en ny gylden tid begynde.

Også i Hinduismen ses vor tid som en ond tidsalder, kaliyuga, hvor vi har mistet de foregående tiders stolte sandhed og retfærdighed, satyuga. At det ville ske blev forudset for længe, længe siden i Vishnu Purana skrifterne:

Rigdom og fromhed vil mindskes dag for dag, indtil verden er helt fordærvet. Så vil kun ejendom betyde noget; rigdom vil være den eneste kilde til hengivenhed; begær vil være det eneste der forbinder kønnene; falskhed vil være det eneste middel til at få succes i retssager; og kvinder vil blot være emner for sanselig tilfredsstillelse. Jorden vil kun blive æret for sine mineralske ressourcer.

Ved afslutningen af denne kaliyuga vil Vishnu komme i sin tiende og sidste inkarnation. Han vil komme som Kalki, enten i form af en mand med hestehoved eller som en krigerkonge på en hvid hingst, fra Shamballa for at tilintetgøre de onde på jorden. Han vil genoprette retfærdigheden på jorden, og folk vil blive vækket og deres sind blive som klare som krystal.

Dette er en af legenderne om Shamballa, men hvor ligger Shamballa? Hvis det ikke er inden i jorden, er det måske i et af de mest øde og fjerneste områder af Centralasien, hvor kun ganske få mennesker, som ikke er født i de civilisationer som har levet og lever der, nogensinde har sat deres fod. Måske ligger Shamballa der skjult af høje utilgængelige bjerge med dybe kløfter og forræderiske ørkner til at beskytte sig mod ubesindige ubudne gæster?

Frit fortalt efter Susan Höiviks bog ”Born in Nepal”

Wesaklegenden

I Himalaya ligger der en dal i et vildt og ubeboet område, ca. 600 kilometer vest for Lhasa, og ikke langt fra Nepal. Det er Wesakdalen, som er omkranset af lave bjerge med spredte træer og buske. Dalen er aflang, bred mod syd og smallere mod nord, og mod nordøst er der en smal passage ud af dalen. I den nordlige ende ligger en stor flad klippeblok. Den er gråhvid med årer der glimter. Den er næsten 4 meter lang, to meter bred og 1 meter høj.

Dalen er i virkeligheden en højslette, som er 2 km lang og halvt så bred. I den sydlige ende er der mørkegrønt stridt græs, der ligner et stort tæppe. Der løber et lille vandløb i den østlige side af dalen, og det fortsætter gennem den nordøstlige passage og videre ud i en klar blå sø nogle kilometer væk.
Der bor ikke nogen i nærheden af dalen. Man kan kun se ruinerne af et buddhistisk tempel og tre hytter.

Nogle få dage før fuldmånen i Tyren, som sædvanligvis falder i maj, kan man se farverige telte blive slået op på skråningerne ned til vandløbet. Der bliver flere og flere efterhånden som fuldmånetidspunktet nærmer sig. Folk fra de omkringliggende byer, omvandrende stammer, disciple, lamaer og store indviede kommer til den smukke og hellige fest, som finder sted ved fuldmånen i Tyren, og alle kender de deres plads.
Dagen før fuldmånen gennemfører alle pilgrimmene et specielt baderitual, og de vasker alt deres tøj.

På fuldmånedagen samler hele mængden, de fleste klædt i det nyvaskede og for det meste hvide tøj, sig i den sydlige ende af dalen, sådan at den nordøstlige del er fri til de store. Folk sidder på jorden på små tæpper i stor stilhed, ærefrygt og meditation.

Når fuldmånetidspunktet nærmer sig, begynder Hierarkiets medlemmer at komme i deres hvide klæder for at møde deres disciple og venner og udveksle velsignelser, smil og opmuntrende ord.
Hele skaren vender blikket mod nordøst.
Lidt senere dukker de tre store herrer op i deres æteriske legemer og står foran den store sten med ansigterne vendt mod nordøst. Det er Manuen, Kristus og Mahachohanen. De står i dyb stilhed, og mestrene og de indviede stiller sig bag disse store herrer i rangorden.

På et tegn danner de store medlemmer af Hierarkiet tre koncentriske cirkler, med de yngste medlemmer stående i den yderste. De begynder at synge. Efterhånden som den enstonige messen intensiveres og bliver mere rytmisk, materialiserer de æteriske besøgende sig. En strålende skikkelse materialiserer sig midt i cirklen. Han har flere navne: Maitreya Buddha, Boddhisattva eller Kristus, Fredens og kærlighedens herre. Han er lærer for alle det planetariske hierarkis mestre, der skal gennemføre den guddommelige hensigt på denne planet og føre menneskeheden “fra mørke til lys, fra det uvirkelige til det virkelige, fra død til udødelighed, fra kaos til skønhed.”

Kristus står midt i cirklen, klædt i en strålende hvid kjortel. I hånden bærer han den kraftstav, han fik af Den gamle af dage til denne lejlighed. Denne vidunderlige stav er brændpunkt for de kræfter som planetlogos, Verdens herre, udsender. Ingen mester må røre den bortset fra Kristus, mesteren over alle mestre. Normalt opbevares den af Verdens herre i Shamballa, og så vidt vi ved er Wesakfesten den eneste lejlighed, hvor den forlader hans varetægt. Den er ca. 60 cm lang og 5 cm i diameter, og i hver ende er der en stor kugleformet diamant med en kegle, der har den allersmukkeste lysende blå og orange gennemsigtige stråleglans, som en intenst brændende flamme. De indviede står i to cirkler med ansigterne vendt mod ham, som står i midten, og da han bliver mere synlig, bøjer de sig alle mod ham og messer et hilsende mantra.

Den yderste cirkel bliver stående, men de to inderste cirkler ændrer sig til et kors med Kristus i centrum. Atter betager en kraftfuld rytmisk sang de tilstedeværendes hjerte og sjæl, og der strømmer mere glæde, fred og velsignelse ud over mængden.

Den næste bevægelse fører til at der dannes en trekant i cirklen, og Kristus går fremad og stiller sig i trekantens toppunkt. Han står lige ved stenen og lægger ærbødigt kraftstaven på den. På stenen står en vidunderlig krystalskål med gyldne udsmykninger. Den er fuld af det reneste, klareste vand. Alterstenens sider er dækket af smukke flettede blomstrende lotuskranse, der hænger ned over siderne.

Derefter bevæger adepterne sig igen og danner en trekant med en oval på hver af de tre sider, og de tre ovaler griber ind i hinanden i trekantens centrum, hvor Kristus står.

Den næste bevægelse danner en sekstakket stjerne, og derefter Kristi stjerne – den femtakkede stjerne. Kristus står i stjernens top nær ved stenen; i det højre punkt står Manuen, og i det venstre civilisationens herre, Mahachohanen. En mester står i midten, og to andre står i stjernens to nederste spidser. På dette tidspunkt fremkalder den intense rytmiske sang en kraftig spænding i folkemængden, og samtlige tilstedeværende i dalen smelter sammen til en forventningsfuld helhed som insisterer og er parat. Kristus siger, idet han tager kraftstaven fra stenen og løfter den op over sit hoved:

Vi er parat, herre, kom!

Derefter lægger han – nogle få minutter før fuldmåne – atter den flammende stav på stenen. Alles blik rettes mod stenen.

Kort tid før det nøjagtige fuldmånetidspunkt dukker der i det fjerne et lyspunkt op på den blå himmel, og det kommer langsomt nærmere, bliver tydeligere og forvandler sig til herren Gautama Buddhas strålende skikkelse, der sidder med benene over kors i en safrangul klædning, badet i en overvældende skønhed af strålende lys og farve, med den højre hånd løftet til velsignelse. Hans ansigt udtrykker en guddommelig ro og styrke, visdom og kærlighed. Men det smukkeste er hans aura. Skikkelsen er omgivet af et lys, der er så stærkt og blændende, at øjnene næsten ikke kan holde ud at se på det. Auraen består af koncentriske cirkler. Uden om det blændende lys ses en strålende ultramarinfarvet ring, en glødende og gylden gul, en dyb højrød, en sølvskinnende hvid og en pragtfuld purpur. Uden for cirklerne og vinkelret på dem stråler en blanding af alle farverne med glimt af grønt og violet.
Da han når et punkt oven over stenen og overskygger de tre herrer, der nu står tæt ved stenen, fremsiger Kristus et mantra, der kun siges denne ene gang om året, og alle i dalen bøjer deres hoveder.
Denne påkaldelse skaber en vældig energistrøm, der går gennem aspiranternes, disciplenes og de indviedes hjerter og sind og når Gud selv. Det er årets helligste øjeblik, dette øjeblik hvor menneskeheden og guddommen forbinder sig med hinanden. På det præcise fuldmånetidspunkt overfører Buddha, “Den Oplyste”, førstestråle energi til Kristus, og Kristus modtager den og omdanner den til viljen-til-det-gode, ubetinget kærlighed.

Kristus, som leder ceremonien, rækker hænderne frem, griber om den gyldne krystalskål, løfter den op over sit hoved, holder den der et øjeblik, hvorefter han atter stiller den på klippeblokken. De forsamlede mennesker gør det samme med deres bægre og skåle med vand. Derefter synger mestrene hellige lovprisninger, og “Den Oplyste” forsvinder langsomt, efter at have velsignet menneskemængden, og bliver til en lille prik på himlen, før han forsvinder helt. Hele ceremonien, fra Buddha ses i det fjerne til han atter forsvinder, varer nøjagtig 8 minutter.

Nu går alle, fra de største mestre til den mindste pilgrim, forbi Kristus og drikker en slurk af det velsignede vand.
Kristus velsigner de tilstedeværende, og blomster daler ned over dem som sne.

Alle drikker en slurk af vandet i deres egne bægre og skåle, og de byder andre som et symbolsk udtryk for den nye tidsalder der står for døren, Vandbærerens tidsalder – hvor “mennesket bærer en krukke med vand.”
Derefter bryder alle op, og deltagerne går hver til sit, fulde af fred og lyksalighed.

En ung studerende henvendte sig til en meget anerkendt professor og naturhistoriker for at blive hans elev.

Professorens elever var kendt for at være fantastiske til at iagttage og opfatte og til at bearbejde den viden, de fik. De fleste af hans elever opnåede store stillinger, og de gav alle denne lærers undervisning skylden for deres succes.

Den unge mand tilbød sin arbejdskraft til professoren, og denne tog en død fisk op af en krukke og lagde den foran den unge mand. Han bad ham studere den grundigt og til at være klar til at fortælle ham om sine iagttagelser.

Professoren gik og lod den unge mand alene med fisken, der lå på bordet. Fisken lignede alle andre fisk, den var lidt kedelig. Han så, at den havde finner og skæl, mund og øjne og en hale. Da der var gået en halv time, syntes den unge mand, at han havde lært alt, hvad der var værd at vide om den døde fisk. Men læreren kom ikke.

Tiden gik, og den unge mand blev rastløs. Han begyndte at lede efter læreren, men kunne ikke finde ham. Han var irriteret, men da han ikke kunne finde læreren nogen steder, kunne han lige så godt gå tilbage og glo på den dumme fisk. Der var gået adskillige timer, men han vidste ikke mere om fisken end før.

Han gik ud og spiste frokost, og da han kom tilbage, var der stadig ingen lærer. Han var rasende og skuffet og ønskede, at han aldrig var kommer til den dumme gamle mand.

For at slå tiden ihjel begyndte han at tælle skællene, derefter piggene på finnerne, og så begyndte han at tegne fisken. Han opdagede, at en fisk ikke har øjenlåg og hvor nyttig en blyant er.

Kort efter kom læreren, og den unge mand fortalte om sine iagttagelser. Læreren blev skuffet og bad ham om at se bedre efter, det kunne være, at han kunne få øje på noget mere.

Det ansporede den unge mand til at gøre sit bedste, og han begyndte at bruge sin blyant til at tegne alle små detaljer, som han ikke havde set før. Han var ved at lære hemmeligheden ved iagttagelses. Han opdagede mere og mere ved fisken, men hans lærer var ikke tilfreds, og han lod ham beskæftige sig med fisken i tre hele dage.

Efter de tre dage havde den unge mand virkelig lært, hvad grundig iagttagelse og op fattelsen af alle detalje betyder.

Mange år senere sagde han stadig, at det var den bedste lektie, han nogensinde havde lært, og at det var den lektie, som han og alle professorens elever havde mest glæde af i resten af deres liv.