Vælg en side

Hver morgen rejser jeg i tankerne til min bjergtop i Himalaya.

Et sted højt oppe i Himalayas bjerge ligger min bjergtop, langt fra beboede områder mellem andre snedækkede bjergtoppe. Himlen er helt blå heroppe, luften frisk og sneen helt uberørt. Der er ikke den mindste smule menneskeskabt forurening, og her er bare helt vidunderligt stille og smukt.

Jeg har min egen plads i sneen på toppen, hvor der slet ikke er koldt. Herfra kan jeg følge solopgangen, fra de første rødlige toner viser sig på østhimlen, til solen dukker op over horisonten mellem to bjergtoppe. Jeg kan følge dens vandring hen over himlen fra øst til vest og se den gå ned i et rød-orange farveorgie. Jeg nyder at se på skyggerne, som de forskellige bjergtoppe kaster på hinanden, når solen begynder at gå ned. Her er ingen dyr, ingen planter – på denne top er der kun mig, den storslåede smukke natur, himlen og stilheden.

 Hver eneste morgen rejser jeg til denne bjergtop i Himalaya. Jeg rejser af sted på tankens vinger. Min rejse går gennem flere velkendte områder. Det er bevidstheden der rejser og rejsen begynder i hovedet.

Hver eneste morgen rejser jeg til denne bjergtop i Himalaya. Jeg rejser af sted på tankens vinger. Min rejse går gennem flere velkendte områder. Det er bevidstheden der rejser, og rejsen begynder i hovedet.

Jeg rejser gennem mit farvestrålende og urolige følelseslegeme, som forsøger at fastholde mig med lokkende tilbud om fantastiske oplevelser fulde af glæder, sjov og ballade, men også af sorger og bekymringer. Sommetider kan jeg ikke takke nej og når ikke frem til min bjergtop.

Min bjergtop

Og der ligger det! Mit bjerg, min bjergtop omkranset af alle de andre bjergtoppe. Den ligner de andre og dog kender jeg den. Jeg har det som moderen i ”Historien om en moder” af H. C. Andersen. Hun kan kende sit barns hjerteslag, selv om hun er blevet blind. Sådan er det også med mit bjerg. Selv om der er mange bjergtoppe, kender jeg min.

Mange rejsende

Jeg er ikke alene her. Der er mange, der har begivet sig ud på rejsen til deres smukke sted. Vi genkender hinanden og ved, at det er her, vi henter styrke til at klare dagligdagen og vores opgaver i det lokale og globale samfund.

Når vi mødes her, er det lige meget, om vi er protestanter, katolikker, muslimer, buddhister, tilhængere af naturreligioner, New Age, ateister etc. De er alle blot forskellige formuleringer af sandheden og taler til forskellige mennesker.

Men her oppe fra kan alle ideologier, religioner og filosofier strømme som floder ud i menneskenes verden og give liv til tørstende mennesker.

Jeg sætter mig ned i den kølige morgen og lukker øjnene. En forunderlig ro fylder mig, der er ingen smerte, ingen hverdagstanker, kun stilhed, og i mit indre vælder taknemmeligheden op, fordi jeg får lov til at opleve denne skønhed. Jeg føler mig ét med den og takker af hele mit hjerte, fordi jeg får lov til at opleve den.

Her er så megen kraft, så meget kærlighed og lys, og det er lige meget, om jeg har åbne eller lukkede øjne. Stedets skønhed og magiske kraft er ikke fysisk, og dog må jeg sommetider nive mig i armen for at overbevise mig selv om, at dette er et indre billede og ikke en fysisk virkelighed.

Den kærlighed  jeg føler gælder ikke kun min nære familie, men alle levende væsner. Det fylder mig med ydmyghed. Det er ikke noget med at være underdanig og blive ydmyget af andre. Tværtimod er ydmyghed en smuk egenskab, som kommer af sig selv, når man gør noget for andre uden at have behov for, at de gør gengæld. Ydmyghed ledsages tit af en oprigtig taknemlighed over det liv og de udfordringer, man har.

At lade eller handle som om

Jeg ikke lyst til at forlade dette sted, og dog ved jeg, at jeg ikke kan blive. Efter nogen tid afbrydes stilheden og skønheden af tanker om dagens pligter, og jeg må overtale opmærksomheden til at blive her og være i nuet på bjergtoppen.

Hvis man ”lader eller handler som om” noget tilstrækkelig intenst og vedvarende, bliver det til virkelighed, og jeg vil gerne gøre dette sted til virkelighed i min bevidsthed for mig døgnet rundt, og i resten af mit liv. ”Energi følger tanke”, så hvis jeg lader være med at hænge fast i mine problemer og bekymringer og i stedet fylder mig med den skønhed, renhed og ro, der er på bjergtoppen, vil disse problemer og bekymringer ikke få næring, og så visner de måske ligesom blomster, der ikke bliver vandet og passet?

Der bliver helt stille. Jeg er ikke vant til det, men det er denne stilhed – mættet med skønhed, kærlighed og styrke, jeg skal tage med tilbage. I den fuldkomne stilhed forsvinder tiden, selv om oplevelsen ofte kun varer et øjeblik. Det er hver gang en overvældende og intens oplevelse.

Jeg ved ikke hvor længe jeg er på mit sted, for tiden eksisterer ikke, men jeg skal jo hjem til hverdagen.