Vælg en side

Herkules myterne

Herkulesmyterne er specielle, fordi de i 12 afsnit og i billedsprog fortæller om den lange udviklingsrejse vi er ude på.

Kort introduktion til Herkules myterne

 Til hver af Herkulesmyterne hører en sædtanke, som vi kan så i vores sind og meditere over. Det er sjælen der udtaler sædtankerne, og ikke personligheden. Disse bruges af mange mennesker verden over ved fuldmånemeditationerne i de forskellige tegn.

Herkules starter sin rejse i Vædderen og går så gruelig meget igennem for at kunne lade sjælens lys oplyse hans sin personlighed.

Han gør mange ting forkert og må gøre dem om og om igen, indtil han er i stand til at klare de opgaver ’læreren’ (sjælen) har givet ham.

Trods alle sine fejltagelser lykkes det ham at blive mere og mere sjælsbevidst, så han i sit eget lys kan se, hvordan han skal klare opgaverne på udviklingsvejen.

Herkules’ myterne for de forskellige tegn

Herkules fanger de menneskeædende hopper

Vædderen

Den første store port stod vidt åben. En stemme lød:
– Herkules, min søn, gå gennem porten og ind på Vejen. Udfør dit arbejde og kom tilbage og rapporter til mig.

Herkules for sejrsikkert gennem portens søjler, overmodig og sikker på sine evner og kræfter. Han var startet på sit første arbejde og den første store tjeneste. Herkules’ historie er historien om, hvad vi, menneskenes børn, som også er Guds børn, skal gøre.

Mars’ søn, den fyrige Diomedes, regerede landet på den anden side porten. Her opdrættede han krigeriske heste og hopper i marskområderne. Hestene var vilde og hopperne bidske, og alle mennesker skælvede, når de hørte dem nærme sig, for de hærgede hele landet og gjorde stor skade. De dræbte mennesker og dyr, der krydsede deres vej og blev stadigt vildere og mere ondskabsfulde.

– Fang disse hopper og stop deres onde gerninger, lød kommandoen i Herkules’ ører. – Tag af sted og red dette land og dem der bor i det.

Herkules kaldte på sin ven, Abderis, som han elskede så højt, og som altid fulgte ham, hvor end han drog. Abderis kom, og sammen var de parat til at tage fat på opgaven. De lagde omhyggeligt planer, fulgte efter hestene, der strejfede rundt i hele landet. Til sidst lykkedes det at få de vilde hopper trængt op i et hjørne af en mark, hvor de ikke kunne slippe væk, så de kunne fange og tøjre dem. Herkules jublede af glæde over succesen.

Han var så glad over det han havde gjort, at han så det som under sin værdighed at føre hopperne hele Vejen til Diomedes. Hans kaldte derfor på Abderis og sagde:
– Nu driver du disse heste gennem porten.
Så vendte han sig om og marcherede stolt i forvejen.

Men Abderis var svag og bange for opgaven. Han kunne ikke tøjle hopperne, og slet ikke drive dem gennem porten i sin vens fodspor. De vendte sig mod ham. De sønderrev ham og stampede på ham. De slog ham ihjel, undslap og forsvandt ud i ødemarken i Diomedes’ rige.

Klogere, sorgfuld, ydmyg og modløs vendte Herkules tilbage til sin opgave. Fra sted til sted gik han for at lede efter hopperne. Han fangede hestene, og denne gang drev han dem selv gennem porten. Men Abderis var død.

Læreren så bekymret på ham og sendte hestene til et fredfyldt sted, hvor de kunne blive tæmmet og vænnet til at arbejde. Landets befolkning, som nu ikke mere var bange, takkede deres befrier og hyldede Herkules som en frelser. Men Abderis var død.

Læreren henvendte sig til Herkules og sagde:
– Det første arbejde er afsluttet. Opgaven er udført, men ikke godt. Lær det du skal lære af denne opgave og gå så videre og tjen dine medmennesker. Fortsæt ind i det land, der ligger bag den anden port og find den Hellige Tyr og før den til Det Hellige sted.

Herkules fanger tyren på Kreta

Tyren

Lederen talte til læreren om det menneske, hvis lys skinnede mellem menneskebørnene, som også er guds sønner.
– Hvor er det menneske, som stod foran guderne og modtog deres gaver og derefter gik gennem den første store vidtåbne port for at arbejde på sin opgave?
– Han hviler sig, store leder, og tænker over sin fejltagelse, sørger over Abderis og søger hjælp indeni sig selv.

– Det er i orden. Fejltagelser sikrer succes, når man forstår, at de er gaver. Lad ham fortsætte til et nyt arbejde. Han kan gå igennem den anden port og vende tilbage i en fart.

Den anden port stod vidt åben, og fra lyset, der slørede alt i det fjerne, hørte Herkules en stemme,
– Gå gennem porten. Gå videre ad din vej. Udfør dit arbejde og vend tilbage til mig og fortæl, hvad du har gjort.

Alene og tungsindig, bevidst om hvad det krævede af ham og totalt udmattet af sin dybe sorg gik Herkules mellem portens søjler ind i det skinnende lys. I horisonten kunne han se den smukke ø, hvor tyren bor, og hvor eventyrlystne mennesker kunne gå ind i den kæmpemæssige labyrint, som lokkede dem og forvirrede dem. Kong Minos af Kreta ejede både tyren og labyrinten.

Herkules krydsede havet til den solbeskinnede ø og gik i gang med opgaven med at finde tyren og bringe den til det hellige sted, hvor de enøjede mennesker bor. Han jagtede tyren fra sted til sted, ledet af den funklende stjerne i dens pande, en lysende lampe på et mørkt sted. Lyset bevægede sig med tyren og førte ham fra sted til sted. Alene søgte han efter tyren…. alene opsporede han dens tilflugtssted, og alene fangede han den og satte sig op på dens ryg. Rundt om ham stod de syv søstre og heppede på ham, og i det skinnende lys red han tyren over det glimtende vand fra øen Kreta til det land, hvor de tre kykloper boede.

Disse tre store guds sønner ventede ham og holdt øje med ham på hans færd gennem bølgerne.
Han red tyren som var den en hest, og søstrene sang mens han nærmede sig land.
– Han kommer med styrke, sagde Brontes og gik ned på stranden for at møde Herkules.
– Han rider i lys og hans indre lys vil blive stærkere, sagde Steropes og fik lyset i Herkules til at flamme op.
– Han har fuld fart på, sagde Arges, han rider gennem bølgerne.

Herkules kom nærmere og skyndede på den hellige tyr på vejen, idet han kastede lys på det spor, der førte fra Kreta til Herrens tempel i de enøjede mænds by. På fastlandets kyst stod de tre kykloper og tog imod tyren. De tog den fra Herkules.
– Hvad har du der? sagde Brontes og stoppede Herkules på vejen.
– Den hellige tyr, oh du hellige.
– Hvem er du? Sig os dit navn, sagde Steropes.
– Jeg er Heras søn, søn af et menneske, men også af Gud. Jeg har løst min opgave. Bring nu tyren til det hellige sted og red den fra døden. Minos krævede at den blev ofret.
– Hvem sagde til dig, at du skulle søge efter og redde tyren? sagde Arges, da de gik hen imod det hellige sted.
– Jeg følte tilskyndelsen inde i mig selv og opsøgte min lærer. Den store leder sagde til ham, at han skulle sende mig af sted på vejen, og efter lang tids søgen og mange smerter og lidelser fandt jeg tyren. Og ved hjælp af dens hellige lys red jeg den gennem det adskillende hav til det hellige sted.
– Gå med fred, min søn. Din opgave er udført.

Læreren så Herkules komme og gik ham i møde på vejen. Over vandene lød de syv søstres stemmer. Omkring Tyren sang de, og endnu nærmere lød de enøjede mænds messen i herrens tempel på det hellige sted.

– Du kommer tomhændet Herkules, sagde læreren.
– Jeg kommer tomhændet, for jeg har udført den opgave, jeg fik. Den hellige tyr er reddet og i sikkerhed hos de tre. Hvad så?
– I lyset skal du se lys; gå i lyset og se mere lys. Dit lys skal skinne klarere. Tyren er på det hellige sted.

Og Herkules lagde sig i græsset og hvilede efter veludført arbejde. Senere henvendte læreren sig til Herkules og sagde,
– Det andet arbejde er udført, og det var en let opgave. Lær af denne opgave lektien om proportioner og hvad der skal til for at udføre besværlige opgaver. Viljen til at udføre opgaver, som sætter dine kræfter på prøve. Disse to lektier har du lært. Rejs dig snart og find landet bag den tredje port og find de gyldne æbler. Bring dem hertil.

Herkules samler Hesperidernes gyldne æbler

Tvillingerne

Overhovedet i herrens rådskammer havde holdt øje med, hvordan menneskesønnen, som også er en gudesøn, arbejdede. Han og læreren så den tredje store port åbne sig for menneskesønnen og afsløre en ny chance for at betræde vejen. De så hvordan arbejderen rejste sig og gjorde sig klar.

– Send besked ud om at det hellige træ skal bevogtes. Herkules skal udvikle evnen til at søge uden at blive modløs, uden at lade sig bedrage og uden at gå for hurtigt frem. Nu skal han lære udholdenhed. Han har indtil nu klaret sig godt.

Og beskeden blev sendt ud.

I et meget fjerntliggende land voksede det hellige træ, visdommens træ, og på det hesperidernes gyldne æbler. Rygtet om disse søde frugter var nået til lande langt væk derfra, og alle menneskesønner, som også vidste med sig selv at de var gudesønner, begærede dem. Herkules kendte også til disse frugter, og da beskeden om at søge efter dem nåede ham, opsøgte han læreren og spurgte ham, hvilken vej han skulle gå for at finde det hellige træ for at plukke æblerne.

– Sig mig vejen, du min sjæls lærer. Jeg vil finde æblerne og jeg har brug for dem. Vis mig den hurtigste vej og jeg vil straks tage af sted.

– Ikke på den måde, min søn, sagde læreren. Vejen er lang, og jeg vil kun betro dig to ting, og så er det op til dig at bevise at det jeg har sagt er sandt. Husk at det hellige træ er velbevogtet. Tre skønne jomfruer værner om træet og passer godt på dets frugt. En drage med 100 hoveder beskytter jomfruerne og træet. Beskyt dig selv mod en styrke, der er alt for stor for dig, mod list der er for subtil til at du kan forstå den. Vær opmærksom og pas på. Den anden ting jeg vil fortælle sig er, at din søgen vil føre til at du møder fem store prøver på vejen. Alle vil de give dig større visdom, forståelse, dygtighed og muligheder. Pas på. Jeg er bange for at det ikke vil lykkes dig at opdage disse punkter på vejen. Men det kan kun tiden vise. Gud ønsker at du skal lykkes!

***

Tillidsfuldt, fordi han hverken forventede succes eller at fejle, gik Herkules på vejen, sikker på sig selv, sin visdom og styrke. Han gik gennem den tredje port, og gik direkte mod nord. Han gik og gik, mens han søgte efter det hellige træ, men fandt det ikke. Han spurgte alle han mødte, men ingen kunne fortælle ham vejen. Ingen kendte stedet. Tiden gik og han søgte stadig, vandrede fra sted til sted og vendte ofte tilbage til den tredje port. Trist og modløs søgte han i alle retninger.

Læreren, der iagttog ham på afstand, sendte Nereus hen for at se, om han kunne hjælpe. Han kom flere gange i forskellige former og med forskellige sande udsagn, men Herkules responderede ikke, og opdagede heller ikke at han var sendebud. Selv om han var dygtig i tale og med en gudesøns dybe visdom fejlede Nereus, fordi Herkules var blind. Han opdagede ikke den hjælp der blev tilbudt på så fin en måde. Omsider vendte Nereus trist tilbage til læreren og fortalte læreren om sin mislykkede mission.

– Den første af de fem mindre prøver er gennemgået, sagde læreren, og den er ikke bestået. Lad Herkules fortsætte.

Da Herkules ikke fandt det hellige træ på den nordre vej, vendte han sig mod syd og fortsatte sin søgen i mørket. I begyndelsen drømte han om hurtig succes, men Antæus, slangen, mødte ham på vejen og kæmpede med ham og besejrede ham i alle kampene.

– Han vogter træet, sagde Herkules, det fik jeg at vide, så træet må være i nærheden. Jeg må analysere hans bevogtning, så jeg kan tilintetgøre ham og plukke frugten. Men selvom han kæmpede med stor styrke, vandt han ikke.

– Hvad gør jeg forkert? sagde Herkules. Hvorfor kan Antæus besejre mig? Som baby dræbte jeg en slange i min vugge. Jeg kvalte den med mine bare næver. Hvorfor kan jeg ikke nu?

Han kæmpede igen af al magt. Greb slangen med begge hænder, løftede den højt op i luften… væk fra jorden. OG… det lykkedes! Den besejrede Antæus sagde:
– Ved den ottende port kommer jeg igen i en anden forklædning. Forbered dig på at kæmpe igen.

Læreren, der så til fra det fjerne, så alt hvad der skete, og rapporterede til overhovedet, der sidder i herrens rådskammer. – Den anden prøve er gennemgået. Han klarede den. Succesen her gør indtryk på ham. Og overhovedet sagde: – Lad ham fortsætte.

***

Glad og tilfreds fortsatte Herkules, selvsikker og med fornyet mod. Han vendte sig mod vest, og i samme øjeblik mødte han katastrofen. Han tænkte ikke på den tredje store prøve og han mislykkedes. Resultatet blev en stor forsinkelse.

Han mødte nemlig Busiris, den store bedrager, vandenes søn og en nær slægtning til Poseidon. Han skal bibringe menneskesønnerne fejlagtige indtryk ved at bruge ord, der lyder som visdom. Han påstår at kende sandheden, og straks tror de på ham. Han er ærlig, når han siger: – Jeg er læreren. Jeg kender sandheden og man skal ofre sig for mig. Accepter vejen til liv gennem mig. Jeg ved, og det gør ingen andre. Min sandhed er den rette. Alle andre sandheder er forkerte og falske. Lyt til mine ord. Bliv hos mig og bliv frelst. Og Herkules adlød og blev for hver dag svagere (tredje prøve) og søgte ikke mere efter det hellige træ. Hans kræfter blev tappet. Han elskede og tilbad Busiris og accepterede alt hvad han sagde. Svagere og svagere blev han dag for dag, indtil den dag, hvor hans elskede lærer bandt ham til et alter og lod ham ligge bundet der i et helt år.

Pludselig en dag, hvor han kæmpede for at blive fri, og langsomt var ved at opdage hvad og hvordan Busiris var, huskede han nogle ord, som Nereus havde sagt til ham for længe siden: – Sandheden bor i dig selv. Der er en højere kraft og styrke og visdom i dig selv. Vend dig indad og fremkald den styrke der findes der, den kraft som retmæssigt arves af alle menneskesønner, som også er gudesønner.

Fangen lå stille på sit alter, bundet til dets fire hjørner i et helt år. Så brød han, med den styrke som er alle gudesønners styrke, sine bånd, greb den falske lærer (der havde syntes så vis) og bandt ham til alteret i sit sted. Han sagde intet, men efterlod ham, så han kunne lære.

Den observerende lærer noterede sig på afstand frigørelsen og henvendt til Nereus, sagde han: – Den tredje store prøve er gennemgået. Du lærte ham, hvordan han skulle klare den, og han profiterede af det. Lad ham nu fortsætte på vejen og lære hemmeligheden ved succes.

***

Ydmyg og afdæmpet, og dog fuld af tvivlsom lettelse, fortsatte Herkules sin søgen og gik langt. Året på alteret havde lært ham meget. Han var blevet klogere.

Pludselig stoppede han op. Et skrig fuldt af dyb lidelse ramte hans øre. Han bemærkede nogle gribbe der cirklede rundt over en klippe i det fjerne. Så lød skriget igen. Skulle han fortsætte eller skulle han se, hvem der var i så stor nød og derved forsinke sig selv? Han tænkte længe over det med forsinkelsen. Et år havde han allerede mistet og følte at han skulle skynde sig. Men så lød der atter et skrig, og Herkules skyndte sig for at komme sin bror til undsætning.

Han fandt Prometheus lænket til en klippe. Han var i stor lidelse og smerte, fordi gribbene uafladeligt hakkede i hans lever. Langsomt var de i færd med at slå ham ihjel. Herkules brød de tykke lænker og befriede Prometheus og jog gribbene hjem til deres fjerntliggende rede, hvorefter han tog sig af den syge mand, indtil hans sår var helet. Og først da, efter at have mistet megen tid, drog han atter af sted på sin vej.

Læreren, der så til på afstand, sagde følgende ord til sin elev, de første efter at han havde startet sin søgen: – Det fjerde stadie på vejen til det hellige træ er passeret. Han er ikke forsinket. Reglen for alle på den valgte Vej som fører hurtigere til succes er, Lær at tjene.

Overhovedet i herrens rådskammer bemærkede: – Han har gjort det godt. Fortsæt med prøverne.

***

Herkules søgte i alle retninger. Mod nord og syd og øst og vest søgte han efter det hellige træ, men fandt det ikke. Der kom en dag, da han udmattet af frygt og rejseri, hørte et rygte af en anden pilgrim på vejen om, at træet fandtes nær et fjerntliggende bjerg. Det var den første klare oplysning han havde fået. Derfor begav han sig på vej mod de høje bjerge i øst, og på en klar og solfyldt dag, så han det han søgte og satte farten op. – Nu skal jeg røre ved det hellige træ, råbte han i glæde. Jeg skal overvinde den vogtende drage og se de vidtberømte tre jomfruer. Og jeg skal plukke æblerne.

Men atter engang blev han opholdt af en stor kval. Atlas stod foran ham, vaklende under vægten af verdnerne, han bar på ryggen. Hans ansigt var grimet af lidelse. Hans arme og ben bøjet i smerte, øjnene lukket i pine. Han bad ikke om hjælp. Han så ikke Herkules, men stod bøjet i smerte under vægten af verdnerne. Herkules så og vurderede skælvende omfanget af byrden og smerten. Han glemte alt om sin søgen.

Det hellige træ og æblerne gled ud af hans sind. Det eneste det drejede sig om, var øjeblikkeligt at komme kæmpen til hjælp. Han for frem og tog ivrigt byrden fra Atlas, løftede den over på sin egen ryg og bar selv byrden af verdnerne. Han lukkede sine øjne og styrkede sig selv, og hvad skete? Byrden rullede ned og han stod fri, og det samme gjorde Atlas.

Foran ham stod kæmpen, og i hånden holdt han de gyldne æbler, som han med kærlighed tilbød Herkules. Hans søgen var forbi.

De tre søstre bar endnu flere æbler, som også skulle være i hans hænder, og Aegle, den skønne jomfru som er den nedgående sols glans, sagde til ham, idet hun lagde et æble i hans hånd,
– Vejen til os er altid kendetegnet ved tjeneste. Kærlighedsgerninger er vejvisere på vejen.

Så kom Erytheia, der holder lågen, som alle må gå igennem, før de kan stå alene foran overhovedet, og gav ham et æble på hvis side der, indskrevet i lys, stod det gyldne ord tjeneste.
– Husk det, og glem det aldrig, sagde hun.

Og til sidst kom Hesperis, aftenstjernens under og sagde tydeligt og i kærlighed til ham,
– Gå videre og tjen, og betræd fra nu af og for altid alle tjeneres vej.

– Så giver jeg disse æbler til dem der forstår, sagde Herkules og vendte tilbage til, hvor han kom fra.

***

Så stod han foran lærerne og afgav rapport om alt hvad der var sket. Læreren gav ham et opmuntrende ord og pegede med sin pegefinger mod den fjerde port og sagde,
– Gå gennem den port. Fang dåen og gå derefter igen ind på det hellige sted.

Herkules fanger dåen

Krebsen

Det store overhoved, som sidder i Herrens rådskammer, sagde til læreren, der stod ved siden af ham:
– Hvor er menneskesønnen, som også er Guds søn? Hvordan går det med ham? Bliver han testet og hvordan tjener han?

Idet læreren så på menneskesønnen, som også er Guds søn, sagde han:
– Han laver ikke noget, store overhoved. Den tredje test lærte ham rigtig meget. Han overvejer og reflekterer.
– Giv ham en prøve, hvor han skal vælge så klogt han kan. Send ham på en opgave, hvor han skal beslutte hvilken af de mange stemmer, der vil få hans hjerte til at adlyde. Det skal være en ganske enkel test på det ydre plan, og dog skal det være en test som vil vække hans indre liv, hans fulde visdom og den rette måde at vælge på. Lad ham gå i gang med den fjerde test.

*

Herkules stod foran den fjerde store port – en menneskesøn, men også en søn af gud. Først var der dyb stilhed. Han sagde ikke et ord og lavede ingen støj. På den anden side af porten strakte det smukke bakkede landskab sig, og i den fjerne horisont stod herrens tempel, solgudens helligdom, med glimtende murtinder. På en bakke i nærheden stod en slank dåkalv. Og Herkules, søn af både gud og menneske, iagttog og lyttede, og pludselig hørte han en stemme. Den kom fra den klare måne, som er Artemis’ hjem. Og den skønne Artemis advarede ham.
– Dåen er min, og du rører den ikke. Jeg har passet og plejet den i lang tid og taget mig af den, fra den var lille. Den er min og det bliver den ved at være.

Pludselig kom Diana, himlenes jægerinde, solens datter, springende. På sandalklædte fødder sprang hun hen mod dåen.
– Det er ikke rigtigt skønne jomfru Artemis. Dåen er min og det bliver den ved at være. Den har hidtil været for ung, men nu kan den bruges. Dåen med det gyldne gevir er min, ikke din, og den forbliver min, sagde hun.

Herkules, der stod i porten, lyttede til skænderiet og undrede sig over de to jomfruers skænderi om, hvem der ejede dåen.

En anden meget bestemt stemme lød: – Dåen tilhører ingen af jomfruerne, Herkules. Den tilhører Gud, hvis helligdom du ser på den fjerne bakketop. Red dåen og bring den i sikkerhed i helligdommen og efterlad den der. Det er ganske enkelt, menneskesøn, og mærk dig mine ord, du som også er guds søn… du kan fange dåen. Af sted!

Herkules sprang gennem den fjerde port og efterlod sine mange gaver for ikke at bære på for meget i den hurtige jagt der lå foran ham. Og de diskuterende jomfruer så til på afstand. Den yndige Artemis bøjede sig ud fra månen, og Diana, den skønne jægerinde i Guds skove, fulgte dåens bevægelser, og når de kunne komme til det, forsinkede de Herkules og prøvede at forpurre hans planer. Han jagtede dåen fra sted til sted, og listigt narrede de ham igen og igen.

I et HELT år fulgte menneskesønnen, som er guds søn, dåen fra sted til sted, fik korte glimt af dens form, for straks efter at opdage at den var forsvundet i de dybe mørke skove. Fra bakke til bakke, fra skov til skov, jagtede han den indtil han så den ligge sovende, udstrakt i sin fulde længde tæt ved en stille dam, træt af at flygte.

Listende og med udstrakt hånd og fokuseret blik sendte Herkules en pil mod dåen og ramte den i foden. Han samlede al den vilje han besad og gik nærmere, men dåen rørte sig ikke. Han kom helt nær og slog armene om dåen og holdt den tæt til hjertet. Og Artemis og den skønne Diana så på.
– Jagten er slut, sang han højt. – Jeg blev ledt ind i det nordre mørke og fandt ingen då. Jeg kæmpede mig vej gennem de dybe mørke skove, men fandt ingen då. Og jeg sled mig over trøstesløse sletter og gennem gold ørken, men fandt ikke dåen. Hver gang jeg nåede frem, vildledte jomfruerne mig, men jeg holdt ud og nu er dåen min! Dåen er min!
– Nej den er ikke Herkules. Stemmen tilhørte en af overhovedets nære medarbejdere i herrens rådskammer. – Dåen tilhører ikke en menneskesøn, selv om han er gudesøn. Bring dåen til den fjerne helligdom, hvor gudesønnerne bor og overlad den til dem.
– Hvorfor det kloge lærer? Dåen er min, fordi jeg har søgt så længe og rejst så langt, og min fordi jeg bærer den så tæt ved mit hjerte.
– Og er du ikke både en gude- og en menneskesøn? Og er helligdommen ikke også din bolig? Og deler du ikke liv med alle dem, der bor der? Bær den hellige då til Guds helligdom og lad den blive der, du gudesøn.

***

Herkules bar dåen til Mykenes helligdom. Han bar den ind i det allerhelligste og lagde den der. Da han lagde den foran Herren, så han det sår, hans bue og pil havde lavet. Det var hans bue og pil. Han havde jaget den, og derfor var den hans. Det var ham der med klogskab og tapperhed havde fanget den.
– Dåen er uden tvivl min, sagde han.

Men Artemis, der stod i den ydre gård på dette allerhelligste sted hørte hans sejrsråb og sagde: – Nej! Dåen er min og har altid været det. Jeg så dens form spejlet i vandet. Jeg hørte dens skridt på jorden. Jeg ved den er min, for alle former er mine.

Solguden talte fra det hellige sted.
– Dåen er min og ikke din, Artemis! Dens ånd ‘bor’ hos mig i al evighed, her i den inderste helligdom. Du kan ikke komme herind, Artemis, men Diana, herrens skønne jægerinde kan komme ind i et kort øjeblik og derefter fortælle dig, hvad hun har set.

Jægerinden gik ind. Der så hun dåens form ligge der foran alteret, tilsyneladende død. Sorgfuldt sagde hun:
-Men hvis dens ånd er hos dig, store Apollon, Guds ædle søn, så vid at dåen er død. Den er slået ihjel af mennesket, som er menneske- men også gudesøn. Hvorfor kan han komme ind i helligdommen, når vi skal vente herude?
– Fordi han bar dåen i sine arme og tæt ved sit hjerte. På det hellige sted finder dåen hvile og det samme gør mennesket. Alle mennesker er mine. Dåen er også min, ikke jeres og ikke menneskets, men min.

***

På vej tilbage passerede Herkules igen porten og fandt tilbage til sit livs lærer.
– Jeg har udført den opgave, som det store overhoved gav mig. Jeg lyttede ikke til dem der gjorde krav på dåen, og jeg tøvede ikke på vejen. Dåen er på det hellige sted, tæt ved Guds hjerte, og når jeg har brug for det, er den tæt ved mit hjerte.
– Se ud mellem portens søjler, Herkules. Og Herkules adlød. På den anden side porten strakte det smukke bakkede landskab sig, og i den fjerne horisont stod herrens tempel, solgudens helligdom, med funklende murtinder, mens der på en nærliggende bakke stod en spinkel dåkalv.

– Klarede jeg testen, kloge lærer? Dåkalven er tilbage på bakken, hvor jeg først så den.

 

Fra herrens rådskammer, hvor det store overhoved sidder, lød en stemme:
– Igen og igen må alle menneskesønner, som også er gudesønner, søge efter dåkalven med det gyldne gevir og bringe den til det hellige sted; igen og igen.

Så sagde læreren til menneskesønnen, som er en gudesøn: – Det fjerde arbejde er udført, og på grund af arbejdets og dåens natur, skal det udføres igen og igen. Glem det ikke, men tænk over, hvad du har lært.

Herkules dræber den nemæiske løve

Løven

Det store overhoved sad i herrens rådskammer og talte om Guds plan for alle menneskesønnerne, som også er guds sønner. Læreren stod ved hans højre side og lyttede til hans ord. Herkules hvilede sig efter den sidste opgave.

Det store overhoved i herrens rådskammer holdt øje med den trætte kriger og hans tanker. Han sagde til læreren, der stod ved siden af ham:
– Tiden nærmer sig for et frygtindgydende arbejde. Dette menneske, som er en menneskesøn og en søn af Gud skal være parat. Lad ham se sine våben grundigt efter og polere sit skjold, dyppe sine pile i en dødbringende bryg, for det næste arbejde er skrækkeligt og frygtindgydende. Lad ham gøre sig klar.

Men Herkules, som hvilede sig, vidste intet om den prøvelse der lå foran ham. Han følte sig modig og stærk. Han hvilede ud og igen og igen bragte han den hellige då til herrens tempel. Med tiden kom den frygtsomme hind til at kende sin forfølger så godt, at den kom så snart han kaldte. Igen og igen holdt jægeren dåen ved sit hjerte og bar den til herrens tempel. Det var sådan han hvilede.

Herkules stod foran den femte store port, bevæbnet til tænderne med sine talenter for krig og krigsførelse. Guderne bemærkede hans målrettede skridt, hans faste blik og beredvillighed. Men dybt i sit hjerte spurgte han:
– Hvad gør jeg her? Hvad går prøven ud på, og hvorfor vil jeg prøve at gå gennem denne port?
Imens han sagde det, ventede og lyttede han.
– Hvad laver jeg her, du mit livs lærer, bevæbnet og klar til at gå i krig? Hvad gør jeg her?
– Der er nogen der råber på hjælp, Herkules, et afmægtigt råb. Dine ydre ører har ikke hørt det, men dit indre øre ved hvad der er brug for, for det har hørt en stemme, i virkeligheden mange stemmer, der opfordrer tig til være modig og dristig. Nemeas folk beder dig hjælpe. De er i stor nød. Rygtet om din tapperhed har nået dem. De vil at du skal dræbe den løve, der hærger deres land og tilføjer dem store tab.

– Er det den brutale lyd jeg hører? spurgte Herkules. – Er det en løves brøl jeg hører i den stille aften? Læreren sagde:
– Gå og søg efter løven, som hærger landet der ligger på den anden side af den femte port. Menneskene i det hærgede land lever i tavs angst bag låste døre. De går ikke ud, end ikke for at pløje og tilså deres marker. Fra nord til syd, fra øst til vest strejfer løven og fanger alle, der krydser dens vej. Dens forfærdelige brøl høres hele natten og alle skælver bag de låste døre. Hvad vil du gøre, Herkules? Hvad vil du gøre?

Og Herkules lyttede med sit indre øre og responderede på den store nød. Han tog hele krigsudstyret af og beholdt kun den kølle, han selv havde skåret ud af et ungt spændstigt træ.
– Hvad vil du nu gøre, du menneskesøn, som også er Guds søn? Hvor er dine våben og dit stærke forsvar?
– Dette arsenal af våben tynger mig, gør mig langsommere og forsinker mig. Jeg behøver ikke andet end min trofaste kølle, og med denne kølle og mit tapre hjerte vil jeg straks tage af sted og lede efter løven. Bring bud til Nemeas folk om at jeg er på vej, og sig til dem at de ikke skal være bange mere.

***

Herkules drog fra sted til sted og ledte efter løven. Han så at menneskene i Nemea skjulte sig bag låste døre, bortset fra nogle få, som var nødt til at gå ud af nød eller desperation. De gik ad hovedvejen i fuldt dagslys, og var alligevel meget bange. I begyndelsen hilste de glade på Herkules, senere tvivlende, da de så, hvordan han rejste: uden våben, uden ret megen viden om løven og kun medbringende en spinkel trækølle.

– Hvor er dine våben, Herkules? Er du ikke bange? Hvorfor leder du efter løven uden at have noget at forsvare dig med? Find dine våben og dit skjold. Løven er farlig og meget stærk, og den har ædt utallige mennesker. Hvorfor tage den chance? Hent dog din udrustning.
Men i tavshed, uden at svare, gik menneskesønnen, som også var Guds søn, videre og ledte efter løvens fodspor, mens han holdt ørerne åbne.
– Hvor er løven? spurgte Herkules de få han mødte.
– Løven er her, lød svaret.
– Nej der, lød en frygtsom stemme.
– Det er den ikke, svarede en tredje. Jeg hørte dens brølen i de vilde bjerge i denne uge.
– Det så den også, lige i denne her dal.
– Jeg så dens spor på stien, så Herkules, lyt til mig og følg sporene til dens hule.

***

På den måde fortsatte Herkules, bange og alligevel ikke; alene og alligevel ikke, for folk stod håbefulde og skælvende af frygt langs det spor han fulgte. I adskillige dage og nætter ledte han efter Vejen og lyttede efter løvens brølen, mens Nemeas befolkning krøb sammen bag låste døre.

Pludselig så Herkules løven. Den stod i udkanten af en tæt tykning af unge træer. Da den så en fjende nærme sig, en der slet ikke viste tegn på frygt, brølede den, så de unge træer skælvede. De få, der frygtsomt havde fulgt ham, flygtede. Han stod stille.

Herkules greb sin bue og sit pilekogger og sendte med sikker hånd en pil af sted. Han sigtede mod løvens skulder. Sigtet var godt nok. Men alligevel faldt pilen til jorden uden at gennembore løvens skulder. Igen og igen skød han løven, indtil der kun var en pil tilbage i hans kogger. Så kom løven farende frem mod ham, uden at være ramt, uskadt og rasende – ikke det mindste bange. Menneskesønnen, som også var Guds søn, for med vilde råb frem mod løven, som stod på Vejen foran ham. Den var helt forbløffet over Herkules’ mod. Pludselig vendte den om og fór foran Herkules ind i skovtykningen på den ene side af den stejle bjergvej.

Af sted gik det. Lige pludselig var løven forsvundet helt ud af syne, og Herkules kunne hverken se eller høre den.

Han stod helt stille på Vejen. Han ledte i alle retninger, greb sin trofaste kølle, som han selv havde lavet – hans gave til sig selv, hans pålidelige kølle. Alle vegne søgte han. Han undersøgte alle små stier og gik fra punkt til punkt på den smalle vej, der løb tværs over bjergsiden. Pludselig opdagede han en hule, og fra den hule lød en kraftig brølen, en rungende vild lyd, der syntes at fortælle ham, at han skulle blive hvor han var eller dø. Og Herkules stod stille og råbte til landets indbyggere:
– Løven er her. Vent og se hvad jeg gør.

Og Herkules, som er en menneskesøn og Guds søn, gik ind i hulen og gennem det dybe mørke, indtil han kom ud i dagslyset på den anden side. Der var ingen løve, kun den anden udgang i hulen, som førte ud i dagslyset. Da han stod der, hørte han løven bag og ikke foran sig.
– Hvad skal jeg gøre? spurgte Herkules sig selv. Denne hule har to indgange, og når jeg går ind ad den ene, går løven ud ad den anden. Hvad skal jeg gøre? Jeg har ingen våben. Hvordan dræber jeg løven og redder menneskene fra at blive ædt? Hvad skal jeg gøre?

Da han så sig omkring efter noget, der måske kunne bruges, mens han lyttede til løvens brølen, fik han øje på nogle stabler træ og kvas, der lå lige ved siden af ham. Han brugte alle sine kræfter og trak pinde og småkvas hen og stablede alt sammen op i indgangen. På den måde blokerede han vejen til dagslyset, både ind og ud og lukkede både sig selv og den farlige løve inde i hulen. Så vendte han sig mod den!

Med begge hænder greb han fat i løven, holdt den tæt til sig og kvalte den. Den åndede ham i hovedet, så det sved i hans ansigt. Men han holdt fast om dens hals og kvalte den. Dens brøl, som var fulde af had og frygt, blev svagere og svagere. Menneskets fjende blev tappet for kræfter. Den sank mere og mere sammen, men Herkules slap ikke. Og således dræbte han løven med sine bare hænder, uden sine våben og kun med sin egen kraft.

Herkules slog løven ihjel og pelsede den. Han kastede skindet til de mennesker, som stod uden for indgangen til hulen. De råbte:
– Løven er død! Løven er død. Nu kan vi leve og dyrke vores marker og så den nødvendige sæd og leve fredeligt sammen. Løven er død og vores befrier er stor, menneskesønnen, som er Guds søn, ved navn Herkules.

***

Og Herkules vendte i triumf tilbage til den, der havde sendt ham ud for at teste hans styrke, tjene og hjælpe nogle mennesker i stor kval. Han lagde løvens skind under sit livs lærers fødder og fik tilladelse til at bære skindet i stedet for det gamle slidte.
– Opgaven er udført. Befolkningen er fri. Der er ingen fare mere. Jeg kvalte løven med mine egne hænder og slagtede den bagefter.
– Ja Herkules, du slog løven ihjel. Du kvalte den. Men løver og slanger skal dræbes igen og igen.

Godt gjort min søn, gå med fred og hvil dig sammen med dem, du har befriet fra frygt. Det femte arbejde er udført, og jeg vil fortælle det til det store overhoved, der venter i rådskammeret. Tag dig et velfortjent hvil.

Og fra rådskammeret lød stemmen: JEG VED!

Herkules tager det gyldne bælte fra Hippolyte

Jomfruen

Det store overhoved kaldte på læreren, der holdt øje med Herkules.
– Tiden nærmer sig, sagde han, hvordan går det med menneskesønnens som også er guds søn? Er han klar til at drage af sted og afprøve sit mod en anderledes ’fjende’? Kan han gå gennem den sjette store port?
– Ja, svarede læreren. Han var helt overbevist om, at disciplen ville give sig i kast med nye opgaver, når kaldet lød, og det fortalte han det store overhoved i herrens rådskammer.

– Rejs dig Herkules, og gå gennem den sjette store port, lød kaldet.
Samtidig lød et andet kald, ikke til Herkules, men til dem, der boede på den anden side af det store hav. De lyttede og hørte efter.

I dette land boede den store dronning, der regerede over alle kvinder i den verden man kendte. De var hendes trælle og tapre krigere. I hendes verden fandtes ikke en eneste mand. Kun kvinder, forsamlet omkring deres dronning. De bad dagligt i Månetemplet og ofrede til krigsguden, Mars.

De kom tilbage fra deres årlige besøg på mændenes tilholdssteder. De ventede på tempelpladsen på at høre, hvad Hippolyte, deres dronning havde at sige. Hun stod på højalterets øverste trin og bar det gyldne bælte, som Venus – kærlighedsgudinden – havde givet hende. Bæltet var et symbol, et symbol på enhed opnået gennem kamp, konflikt og strid, men også et symbol på moderskab og på det hellige barn, som alt menneskeliv skal blive til.

– Vi har fået at vide, sagde hun, at en kriger ved navn Herkules er på vej. Han er en menneskesøn og en søn af gud. Jeg skal give ham dette bælte, som jeg stadig bærer. Skal vi adlyde, oh amazoner, eller skal vi undlade at adlyde guds ord og kæmpe? Og mens de lyttede til hendes ord og tænkte over problemet, lød en anden besked om, at Herkules allerede var ankommet og parat til at tage det hellige gyldne bælte fra den kæmpende dronning.

Krigerdronningen Hippolyte gik hen imod guds søn, som også var en menneskesøn. Han sloges og kæmpede med hende og lyttede slet ikke til de ærlige ord, som hun ihærdigt prøvede at få sagt. Han vristede det gyldne bælte fra hende, kun for at finde ud af, at hun rent faktisk rakte det det frem mod ham og tilbød ham det, som var symbolet på enhed og kærlighed, på offer og tillid. Herkules slog Hippolyte ihjel. Han dræbte hende, der ville give ham det, han var kommet efter. Og da han stod ved siden af den døende dronning, forfærdet over det han havde gjort, hørte han lærerens stemme.
– Min søn, hvorfor slog du det ihjel, som du har brug for, som står dig nær og har dig kær? Hvorfor dræbe den du elsker, den der giver gode gaver og vogter mulighederne? Hvorfor dræbe det hellige barns moder? Vi må igen notere at du begik en fejl. Igen har du ikke forstået. Gør skaden god igen, før du kommer tilbage til mig.
Der blev stille og Herkules begav sig på vej hjemad, mens han knugede gyldne bæltet tæt til sit bryst. Han efterlod de sørgende kvinder, der var berøvet deres leder og kærlighed.

***

Herkules vendte tilbage til de kendte kyster på den anden side havet. Tæt på den klippefulde kyst så han et havuhyre, der holdt den stakkels Hesione mellem sine stærke kæber. Hendes skrig og suk steg mod himlen og ramte Herkules’ ører. Han var så ked af det og var ligeglad med, hvilken vej han gik. Han for af sted for at hjælpe hende, men kom for sent i gang. Hun forsvandt i det berygtede havuhyres kæmpemæssige hals. Men nu glemte han sig selv, denne menneskesøn, som også var guds søn. Han trodsede bølgerne og nåede uhyret, som hurtigt vendte sig og gik til angreb med et brøl, idet det åbnede sit gab. Herkules rutsjede ned gennem den røde tunnel for at lede efter Hesione. Han fandt hende langt ned i uhyrets mave. Han greb hende med sin venstre arm og holdt hende tæt ind til sig, mens han med sit trofaste sværd huggede sig vej fra uhyrets mave og ud i dagslyset. På den måde reddede han hende og opvejede sin tidligere gerning. For sådan er livet: en dødshandling følges af en livsdåd, og på den måde lærer menneskesønnerne, som også er guds sønner visdom, balance og at leve sammen med gud.

Fra herrens rådskammer så det store overhoved på. Og fra sin plads ved siden af så også læreren på. Herkules gik gennem den sjette port, og da læreren så både det gyldne bælte og pigen, sagde han:
– Det sjette arbejde er udført. Du har dræbt den, som elskede dig, som uden at du vidste det og uden at kræve noget gav dig den kærlighed og styrke, du havde brug for. Du reddede det, som havde brug for dig, og så er de to igen ét. Tænk på livet, mens du tænker på døden. Gå og hvil dig, søn.

Herkules fanger det erymantiske vildsvin

Vægten

Det store overhoved i Herrens rådskammer tænkte på menneskesønnens natur, han som også var en Guds søn. Overhovedet tænkte over, hvad havde brug for, så han kunne blive endnu mere lig sin fader.
– Der er brug for et nyt arbejde. Han har brug for balance og sund dømmekraft, og også for at forberede sig til den store test og sin fremtidige tjeneste for menneskeheden. Det må han forberede sig grundigt på, sagde overhovedet til læreren.
Og læreren skrev hensigten med den forestående prøve på sin blok. Og så gik han ud for at tale med Herkules.
– Tag af sted min søn og fang vildsvinet; red et hærget land, men husk også at spise.
Og Herkules drog af sted.

Herkules, som er en menneskesøn, men også en gudesøn, gik gennem den syvende port.
Kraften fra det syvende tegn strømmede igennem ham. Han vidste ikke at der lå en dobbelt prøve foran ham: prøven på sjældent venskab og uforfærdet mod. Læreren havde sagt, at han skulle lede efter et vildsvin, og Apollo gav ham en helt ny bue. Herkules sagde:
– Jeg vil ikke tage den med mig på vejen, for jeg er bange for at slå nogen ihjel. I mit sidste arbejde på kysten på den anden side af havet, slog jeg ihjel og dræbte. Denne gang vil jeg ikke slagte nogen, så jeg efterlader min bue her.

Og således ubevæbnet, bortset fra sin trofaste kølle, klatrede han op ad det stejle bjerg for at lede efter vildsvinet, og alle vegne så han tegn på frygt og rædsel. Han klatrede stadigt højere op. Og så mødte han sin ven, Pholos, en kentaur, som guderne kendte. De stoppede op og tale sammen, og Herkules glemte, hvad det var han skulle. Pholos inviterede ham til at drikke af en tønde vin, som ikke tilhørte hverken ham eller Pholos. Guderne havde givet en gruppe kentaurere tønden og sagt, at de aldrig måtte tage hul på tønden, hvis ikke alle var til stede. Den tilhørte gruppen.

Men Herkules og Pholos åbnede den, selv om deres brødre ikke var der, og indbød Cherion, en anden klog kentaur til at tage del i deres drikkelag. Det gjorde han, og de tre drak, festede og svirede og lavede en forfærdelig larm. De lavede så voldsom en larm, at andre kentaurere kunne høre det, selv om de befandt sig meget langt derfra.

De kom og de var meget vrede. Der opstod en voldsom kamp sted, og på trods af sin beslutning, blev menneskesønnen, som også var Guds søn, igen dødens budbringer. Han slog sine to venner, som han havde drukket med, ihjel. Og mens de andre kentaurere jamrede højt af sorg, slap Herkules op i de høje bjerge og genoptog sin søgen.

***

Han gik op til snegrænsen, idet han fulgte i det frygtelige vildsvins spor. Han kom op hvor der var bidende koldt, fulgte sporet, men så ikke vildsvinet. Og natten faldt på. En efter en dukkede stjernerne op, men vildsvinet undslap ham stadig. Herkules tænkte over sin opgave og søgte inden i sig selv efter en brugbar færdighed. Han satte en fælde op, skjulte den klogt, og så ventede han i de mørke skygger på, at vildsvinet skulle komme. Time efter time gik, og han ventede stadig….helt ind til det begyndte at dages.

DA kom vildsvinet ud af sin hule. Det måtte søge føde, for det var frygtelig sulten. Og i skyggerne nær fælden ventede menneskesønnen. Vildsvinet faldt i fælden, og da tiden var inde frigjorde Herkules det vilde bæst og gjorde det sin fange. Han kæmpede med vildsvinet og besejrede det, fik det til at gøre, hvad han ville have og gå den vej, han ville.

Herkules kom ned fra de høje snedækkede bjerge, han jublede og drev det vilde men tæmmede vildsvin foran sig. Han holdt det i bagbenene, og alle dem han mødte på bjerget, lo ved synet. Og alle der mødte menneskesønnen, som også er Guds søn, der syngende og dansende gik ned ad vejen, lo da de så det lille optog. Og alle i byen lo, da de så dette syn med det vaklende, trætte vildsvin og det grinende syngende menneske.

Således udførte Herkules sit syvende arbejde og vendte tilbage til læreren i sit liv.

Og det store overhoved i Herrens Rådskammer sagde:
– Han har lært lektien om sand balance. Men han mangler stadig en lektie. Ved den niende port møder han igen kentauren og da skal han forstå opgaven.

Og læreren sagde:
– Det syvende arbejde er udført, og den syvende port passeret. Tænk på de tidligere lektier! Tænk over prøverne, min søn. To gange har du slået det, du skulle elske ihjel. Lær hvorfor!!

Og Herkules stod inden for byporten og forberedte sig på det, der siden skulle ske…den største prøve.

Herkules tilintetgør den lernæiske hydra

Skorpionen

Det store overhoved, klædt i strålende ro, sagde blot et enkelt ord. Læreren hørte den gyldne kommando og kaldte på Herkules, søn af gud og menneske.
– Lyset skinner på den ottende port, sagde læreren.
– I gamle Argos var der engang tørke. Amymone tryglede Neptun om hjælp. Han bad hende slå på en klippe, og da hun gjorde det, vældede tre krystalklare strømme ud af klippen. Kort tid efter flyttede en hydra ind på stedet.
– Ved siden af floden Amymone ligger den rådne og stinkende sump, Lerna. 

Der bor hydraen, og den er en plage for hele området. Den har ni hoveder, og et af dem er udødeligt. Forbered dig på at kæmpe med dette ækle bæst. Tro ikke at du kan bruge almindelige midler. Hvis du tilintetgør et hoved, vokser to nye ud.
Herkules lyttede forventningsfuldt.
– Jeg vil blot give dig to råd, sagde læreren. Vi avancerer ved at knæle; vi besejrer ved at overgive os; vi vinder ved at give os hen i det vi gør. Gå du søn af gud og menneske. Gå og sejr! Og Herkules gik gennem dem ottende port.

Den stillestående sump var en skamplet, der forfærdede alle der kom i nærheden af den. Stanken forurenede atmosfæren mange kilometer væk. Da Herkules nærmede sig, måtte han stoppe op, for lugten alene overvældede ham. Det våde kviksand var farligt, og mere end en gang måtte Herkules hurtigt trække foden til sig for ikke at blive trukket ned i det eftergivende sand.

Omsider fandt han hulen, hvor det skrækkelige udyr boede. I denne hule med evig nat lå hydraen godt skjult. Dag og nat ventede Herkules i den stinkende lumske mose på lige netop det tidspunkt, udyret ville storme frem. Han ventede forgæves. Uhyret blev i sin stinkende hule.

Herkules besluttede sig for at bruge krigslist og dyppede sine pile i brændende harpiks og sendte dem direkte ind gennem åbningen til hulen, hvor det forfærdelige bæst boede. Der blev lidt bevægelse og uro.
Hydraen kom til syne med sine ni vrede hoveder, der alle udspyede flammer. Dens skællede hale piskede vand og mudder op, som oversprøjtede Herkules. Monsteret stod der, tre favne høj, så ækel og grim, at det så ud som det var skabt af alle de allergrimmeste tanker, der var tænkt siden tidernes begyndelse.

Hydraen sprang på Herkules og forsøgte at vikle sig om hans fod. Han trådte til side og tildelte den et så voldsomt slag, at et af dens hoveder i et hug blev skåret af. Ikke så snart var det forfærdelige hoved faldet ned i mosen, før to nye voksede ud i dets sted. Igen og igen angreb Herkules det rasende monster, men det blev stærkere og ikke svagere for hvert angreb.

Så huskede Herkules, at hans lærer havde sagt, at vi avancerer ved at knæle. Han kastede sin kølle væk og knælede. Han greb hydraen med sine hænder og løftede den højt op. Da den hang der midt mellem himmel og jord, forsvandt dens kræfter lidt efter lidt. Liggende på sine knæ holdt Herkules hydraen højt løftet over sit hoved, og den rensende luft, og det rensende lys virkede. Monsteret, som var stærkt i mørke og mudder, mistede hurtigt sine kræfter, da solens stråler og vinden ramte det.

Det kæmpede krampagtigt. En skælven gik gennem dets ækle krop. Dets kamp blev stadigt svagere indtil sejren var vundet. De ni hoveder med de gispende munde og stirrende øjne faldt slapt forover. Først da de lå livløse, fik Herkules øje på det mystiske centrale hoved.
Han skar dette ene centrale hoved af og begravede det under en klippe, mens det hvislede i raseri. Herkules vendte tilbage til sin lærer.

– Sejren er vundet, sagde læreren. Det lys, der skinner ved den ottende port, er nu blandet med dit eget.

Herkules slår de symfaliske fugle ihjel

Skytten

På fredens sted stod læreren og talte med Herkules.
– Du Guds søn som også er søn af et menneske. Tiden er inde til at du skal gå en anden vej. Du står ved den niende port. Gå gennem den og find den stymfaliske mose, hvor fuglene, der anretter store ødelæggelser, bor. Find så en måde at jage dem op fra de bosteder, hvor de så længe har følt sig trygge.

Han tav et øjeblik og sagde så,
– Flammen der funkler over sindet åbenbarer den sikre måde. Opgaven venter. Du skal nu gå gennem den niende port.

Herkules, søn af både Gud og menneske, drog af sted.

Han søgte længe før han kom til Stymfalien. Foran ham lå den stinkende mose. En masse fugle skræppede højt og hæst og truende i et disharmonisk kor, da han nærmede sig.

Da han kom tættere på, så han fuglene. De var store og glubske og hæslige. De havde alle et jernnæb, der var skarpt som et sværd. Fjerene så også ud til at være stålspyd, som hvis de faldt ned kunne kløve udmattede rejsendes hovedskaller. Deres kløer matchede deres næb i skarphed og styrke.

Tre fugle fik øje på Herkules og slog ned mod ham. Han blev stående og afværgede angrebene med sin tunge kølle. Han ramte en af fuglene på ryggen, så det rungede. To fjer faldt tungt mod jorden og dirrede da de borede sig ned i den bløde jord. Omsider trak fuglene sig tilbage.

Herkules stor ved mosen og tænkte over, hvordan han kunne løse den opgave, han havde fået pålagt: at rydde stedet for disse rovgriske fugle.

Han forsøgte på mange måder for at finde en metode. Første prøvede han at slå dem ihjel med et koggerfuld pile. De få han slog ihjel var kun en lillebitte brøkdel af dem der var tilbage. De steg op i så tætte skyer, at de dækkede solen.

Han tænkte på at sætte fælder i mosen. Men hverken båd eller menneskefod kunne krydse sumpen.

Herkules tog en pause og genkaldte sig det råd, han havde fået: Flammen der funkler over sindet åbenbarer den sikre måde. Han tænkte sig længe om og kom i tanke om en metode.

Han havde to store bækkener af messing, og når han slog dem mod hinanden gav det en overjordisk hvinende lys. En lyd der var så gennemtrængende og så skarp, at den kunne skræmme til døde. For Herkules selv var lyden så utålelig at han stoppede begge ører med vat.

Herkules vendte tilbage, da tusmørket sænkede sig og mosen var tætpakket med utallige fugle. Han slog bækkenerne mod hinanden igen og igen. Resultatet var en larm og et spektakel så voldsomt, at han næsten ikke selv kunne holde det ud. En så øredøvende dissonans havde aldrig før været hørt i Stymfalien.

Forvirrede og forstyrrede af den overvældende larm, steg rovfuglene til vejrs med vildt baskende messingvinger, hæst skrigende af rædsel. Totalt forvirrede flygtede den kæmpemæssige sky af fugle i en vanvittig fart for aldrig mere at vende tilbage. Stilheden sænkede sig over mosen. De skrækindjagende fugle var forsvundet. Man kunne se en dalende sols blide flimrende lys på det mørknende landskab.

Da Herkules kom tilbage hilste læreren ham:
– De myrdende fugle er blevet jaget væk. Arbejdet er fuldført.

Herkules slår Kerberos Hades’ beskytter ihjel

Stenbukken

Beskeden lød: Nu skal lyset skinne i mørkets verden og menneskesønnen, som også er guds søn, skal gå gennem den 10ende port, og det skal være nu!

Herkules’ lærer nikkede og sagde til Herkules:

– Du har modigt trodset tusinder af farer og opnået meget, bl.a. visdom og styrke. Men nu er tiden inde til at du skal bruge alt dette til at redde en, der er i stor smerte og offer for en stor og uophørlig lidelse.

Læreren rørte blidt Herkules på panden, og straks så denne et menneske, der lå udstrakt på en klippe, stønnende af smerte, som skulle hans hjerte briste, Hænder og ben var i lænker, og de massive kæder der fastholdt ham var fastgjort til jernringe. En bidsk og fræk grib hakkede ubønhørligt i hans lever, så blodet strømmede fra det åbne sår i siden. Manden løftede sine lænkede hænder så meget han kunne og skreg om hjælp. Men ordene ekkoede forgæves i det trøstesløse landskab og blev slugt af vinden. Synet forsvandt, og Herkules så på sin lærer.

– Det var Prometheus. I evigheder har han lidt og kan dog ikke dø, fordi han er udødelig. Han stjal ilden fra himlen, og det er det, han straffes for. Hans bolig kaldes helvede, hvor Hades hersker. Og det er dig, Herkules, der bliver bedt om at redde Prometheus. Gå ned i dybet og befri ham fra hans lidelser på disse ydre planer.

Herkules nikkede og gik straks i gang med opgaven. Han gik gennem den 10ende port.

Nedad og nedad gik han i de snærende formers verden. Atmosfæren var kvælende, mørket blev tættere. Men han ville bare løse opgaven. Den stejle vej fortsatte nedad og nedad, men han opdagede, at han ikke var alene. Da han lyttede indad, hørte han visdomsgudinden, Athenes, sølverne stemme og Hermes’ opmuntrende ord.

Omsider kom han til den forgiftede flod, Styx, som alle afdødes sjæle må krydse. Færgemanden, Karon tog altid en penny, for at færge dem over, men han blev så forskrækket over den dystre besøgende fra jorden, at han glemte at tage betaling for turen.

Omsider var Herkules nået til Hades, en mørk og tåget verden, hvor hylstre af afdøde smuttede fram og tilbage.

Han fik øje på Medusa med håret fuldt af hvæsende slanger. Han greb sit sværd, men ramte kun den tomme luft.

Gennem labyrintiske gange gik han, indtil han kom til Hades, kongen af underverdenens, gård. Han var så grim og hård og truende og sad stift på sin dybsorte trone, da Herkules kom ind.

– Hvad søger du i min verden? sagde Hades.

– Jeg vil befri Prometheus, svarede Herkules.

– Uhyret Kerberos vogter vejen. Det har tre store hoveder omviklet med slanger, sagde Hades. Hvis du kan besejre ham med dine bare hænder, hvilket ingen før har gjort, så kan du befri den lidende Prometheus.

Herkules var tilfreds med svaret og fortsatte. Kort efter fik han øje på den trehovede hund og hørte dens gennemtrængende gøen. Den sprang snerrende frem imod ham. Han var klar og greb den om den centrale hals og holdt den som i en skruestik. Hunden var afsindig rasende og slog vildt om sig, men Herkules holdt ud. Til sidst svandt dens kræfter, og Herkules havde sejret.

Herkules fortsatte og fandt Prometheus, som lå på en sten i et smertehelvede. Herkules brød hans lænker og satte den lidende fri.

Han fulgte samme vej tilbage, og da han igen nåede den levende verden, sagde hans lærer til ham:

– Nu skinner lyset igen i mørkets verden. Arbejdet er fuldbragt. Hvil dig nu, min søn.

Herkules renser Kong Augias’ stalde

Vandbæreren

Herkules’ lærer vidste, at da Herkules nu havde tændt sin egen lampe, var tiden inde til at han skulle bringe lys til andre, så han kontaktede Herkules og sagde:

– 11 gange har hjulet drejet rundt, og nu står du lige foran porten. I så lang tid forfulgte du det lys, der først flygtigt blussede op ind imellem, for derefter at vokse til et stabilt fyrtårnslys og nu skinner for dig som en strålende sol. Vend ryggen til det strålende lys. Gå den anden vej. Gå tilbage til dem, som kun oplever lyset i flygtige glimt, og hjælp dem med at få deres lys til at vokse. Gå til Kong Augias, hvis rige skal renses for gammel ondskab.

Herkules gik gennem den elvte port for at lede efter Augias.

Da han nærmede sig Augias’ rige mødtes han af en forfærdelig stank, som gjorde ham svag og sårbar. Han fik at vide, at Kong Augias i 30 år ikke havde fjernet møget fra kvæget i de kongelige stalde. Også græsgangene var så fulde af møg, at ingen afgrøder kunne vokse. Som følge heraf var landet hjemsøgt af en tilintetgørende pest, der tog masser af menneskeliv.

Herkules gik til slottet og spurgte efter Augias. Da Augias hørte at han ville rense de stinkende stalde, udtrykte han sin mistro og mistillid.

– Du siger, at du vil udføre denne kæmpeopgave uden at få noget for det, sagde han mistænksomt.

– Jeg tror ikke på den slags praleri. Du har helt sikkert en listig plan om at tage min trone fra mig. Jeg har aldrig hørt om mennesker, der gør sådan noget uden at få noget til gengæld. Men selvfølgelig byder jeg ethvert fjols, som vil hjælpe, velkommen. Men vi må slå en handel af, ellers griner man af den latterlige konge. Hvis du på en eneste dag kan udføre det du har lovet, vil en tiendedel af mit kvæg blive dit. Men hvis du ikke kan, så er dit liv og lykke i mine hænder. Jeg tror selvfølgelig ikke, du kan leve op til dit praleri, men det, men prøv du bare!

Herkules forlod kongen og gik gennem de pestramte områder. Han så en vogn læsset med døde, pestens ofre.

Han fik også øje på de to floder, Alpheus og Peneus, der flød stille af sted. Da han stod på den enes bred, kom løsningen på problemet i et lynglimt til ham.

Han knoklede af alle kræfter. Det var hårdt, men det lykkedes ham at få disse floder til at løbe en anden vej, end de før havde gjort. Han fik dem til at løbe ind gennem Augias’ stalde, gennem det gamle indgroede snavs. Vandet strømmede og tog det gamle snavs med sig. Stanken forsvandt. På en eneste dag løste Herkules opgaven.

Han gik glad til kongen, men Kong Augias skulede til ham.

– Du har snydt, skreg han i raseri. Floderne gjorde arbejdet, det gjorde du ikke. Det var en list for at du kunne tage mit kvæg fra mig, et angreb på min trone. Du får ingen belønning. Gå tilbage, hvor du kom fra, før jeg skiller dit hoved fra kroppen.

Den rasende konge forviste Herkules og sagde til ham, at han aldrig mere skulle sætte sin fod i hans rige. Det ville blive hans død.

Herkules havde løst opgaven, og menneske- og gudesønnen gik tilbage, hvor han kom fra.

– Du er blevet en verdenstjener, sagde læreren, da Herkules kom tilbage.

– Du er kommet videre ved at gå tilbage og er kommet til Lysets Hus ad en anden vej. Du har brugt dit lys, så at andres lys kan komme til at skinne. Det elvte arbejdes juvel er din for altid.

Herkules indfanger Geryons røde kvæg

Fisken

Læreren havde fået følgende at vide om Herkules:

– Han er forsvundet og dog fundet. Han er død og vibrerer dog af liv. Tjeneren bliver frelser og vender hjem.

Læreren tænkte dybt over, hvad det kunne betyde og kaldte så på Herkules.

– Du står nu foran den sidste port, og der er kun et arbejde tilbage, før du har været hele vejen rundt og bliver befriet. Du skal tage til det mørke sted, der hedder Erytheia, hvor den store illusion hersker og hvor Geryon, monsteret med tre hoveder, tre overkroppe og seks hænder, er herre og konge. Helt ulovligt holder han en flok mørkerødt kvæg. 

Du skal drive dette kvæg fra Erytheia til vores hellige by. Pas på hyrden Eurition og hans tohovede hund, Orthus. Han holdt en lille pause og fortsatte: – Jeg kan kun give dig et råd….. Påkald Helios’ hjælp.

Herkules, menneskesønnen, som også var en gudesøn, gik gennem den tolvte port for at lede efter Geryon.

Det var meget varmt og Herkules syntes, at det var alt for varmt. Han tog sin bue og skød en pil direkte mod solvognen. Helios, ildguden i solen, blev rasende, og Herkules blev flov og undskyldte og beklagede. Brødebetynget gik han til templet og ofrede til Helios. Han mediterede i syv dage og fik derefter en gave. En gylden kalk landede på jorden for hans fødder. Han vidste indeni, at denne strålende ting ville gøre det muligt for ham at krydse havene og nå Erytheia.

Og det var rigtigt. I sikkerhed i den gyldne kalk sejlede han tværs over de oprørte have, til han kom til Erytheia og landede på kysten i det fjerne land.

Han havde ikke gået langt, før han kom til de græsgange, hvor det smukke røde kvæg græssede. De blev vogtet af hyrden, Eurition, og hans tohovede hund, Orthus.

Da Herkules nærmede sig, for hunden frem som skudt ud af en kanon. Uhyret kastede sig voldsomt gøende frem mod ham med sine skarpe og spidse fortænder blottet. Med et enkelt velrettet slag med sin kølle slog Herkules uhyret i jorden.

Eurition blev bange for den modige kriger og bønfaldt ham inderligt om, at han ville spare hans liv. Herkules imødekom hans bøn.

Herkules satte kursen mod den Hellige by.

Han var ikke kommet langt før han anede en støvsky i det fjerne. Den blev hurtigt større, og da han gættede på, at det var uhyret Geryon på vild jagt efter ham, vendte han sig om og stod ansigt til ansigt med sin fjende. Geryon spyede ild fra alle tre hoveder samtidig og kastede et brændende spyd mod Herkules. Det ramte næsten, men Herkules trådte hurtigt til side og undgik det dødbringende spyd.

Han spændte sin bue og sendte en pil af sted, som syntes at brænde luften, da den forlod buen. Den ramte uhyret i siden og havde så stor fart på, at den gik gennem alle Geryons tre kroppe. Med et gennemtrængende desperat brøl svajede monsteret og faldt så, for aldrig mere at rejse sig.

Herkules drev nu det glinsende røde kvæg mod den hellige by. Det var et vanskeligt job. Igen og igen blev noget af kvæget væk, og Herkules måtte forlade flokken for at lede efter de forsvundne.

Han drev kvæget over Alperne til Italien. De steder han oplevede, at det ’forkerte’ havde magten, rettede han et dødbringende anslag mod det onde og genoprettede den retfærdige balance.

Da bryderen Eryx udfordrede ham, kastede Herkules ham så voldsomt i gulvet, at han blev liggende. Og da giganten Alcyoneus kastede en klippe, der vejede en ton, mod Herkules, fangede han den med sin kølle og kastede den tilbage, så den kunne dræbe den, der havde kastet den.

Sommetider for han vild, men han fandt hele tiden sporet og fortsatte sin rejse. Da han endelig nåede frem var han helt udmattet.

Læreren tog imod ham og sagde:

– Udødelighedens juvel er nu din. Med disse tolv arbejder har du besejret det menneskelige og iklædt dig det guddommelige. Du er kommet hjem for aldrig mere at tage af sted. Dit navn bliver indskrevet i stjernehimlen som et symbol for de kæmpende menneskesønner på deres udødelige skæbne. Menneskearbejderne er slut, og nu begynder dine kosmiske opgaver.

Modtag Sophias Roses nyhedsbrev

Bliv mindet om fuldmånen samt inspireret til at meditere på de energier, der er til rådighed ved de forskellige fuldmåner.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her.

 

Slå venligst javascript til for at udfylde denne formular

Sophias Rose © 2020 | Udviklet af Jeanne Boll fra Webkonsulenterne