Farven grøn
Grøn er jordens farve. Enhver kan se, at den årlige genoplivelse af naturen smykker den i rober af skinnende grønt. Skovene udstråler et magtfuldt og magnetisk liv, som sensitive mennesker sætter pris på og kan se. Alle kender til den harmoni og forfriskende følelse, som man oplever, når man opholder sig i den grønne natur. Goethe sagde, at den grønne farve tilhører jorden. Alle farvede blomster, både røde og gule, er begyndt som en grøn spire, og den grønne farve er jordens grønne vugge.
Grøn er navnet, som repræsenterer farven irgrøn og er typisk for knaldgrøn, dvs. alle kraftige grønne farver. Grøn er den næstsidste af urfarverne (rød, gul, grøn og blå), der kom ind i sprogene som et farvenavn. På oldnordisk var benævnelsen afledt af gro-ni, beslægtet med gro og grøde. I mange folkeslag og litteratur er grøn traditionelt blevet brugt som symbol for naturen og relaterede til liv, frugtbarhed og genfødsel.
Grønt symboliserer håb (håbet er lysegrønt), ungdom, friskhed og fantasi, og den skaber vækst, naturlighed og grøde i alt levende, planterne, foråret. Som signalfarve sættes den i relation til frihed, det grønne lys i lyskurven betyder som bekendt fri bane, og den er også den internationale fredsfarve.
Fra den oprindelige gulgrønne, blege farve er nuancebegrebet grøn efterhånden blevet forskudt mod den kraftige og mere blålige tone svarende til smaragdgrøn. Grøn er den farve, der spænder over flest nuancer.
Grøn er en sekundær farve, produceret ved at kombinere gult med blåt. Den gule stråle er visdomens eller sjælens energi, og den blå stråle er åndens energi, og således repræsenterer grønt en blanding af sjælen med ånden. Grøn er farven forbundet med livet, og det primære formål med livet er at bygge sjælen og forene den med ånden. Komplementærfarven til grøn er rød.
Grøn er farven, der ligger midt i farvespektret, mellem koldt og varmt, og den giver en følelse af centrering, det er farven for harmoni og balance, balancen mellem mandlige og kvindelige egenskaber. Grøn giver derfor oplevelsen af at være fri. Farven er hverken aktiverende eller beroligende, den er neutral.
I Ægypten brugte man malakit-grønt som kosmetisk farvestof allerede i slutningen af det femte årtusinde, altså inden de kendte dynastier. Ægypterne malede også gulvene i templerne grønne for at gengive frugtbare enge. Grønt var symbolet på genopstandelse og udødelighed i forhistorisk Egypten, og guden Osiris var skildret med grøn hud.
I den kinesiske alkymi symboliserer den grønne drage urprincippet yin, og i Islam betragtes grønt som den traditionelle farve for profeten.
Grøn er en af julens farver i kristendomen og dateres måske helt tilbage til før-Kristus tid, hvor stedsegrønne buske eller træer blev anvendt, fordi de kunne bevare den grønne farve gennem hele vinter-sæsonen. Romerne brugte grøn kristtjørn som dekorationer ved vinter solhverv kaldet Saturmalia, som muligvis inkluderede fejringen af julen.
I reformationen i 1500-tallet var grøn protestantismens farve. Kristus kors afbildes ofte i grønt som symbol på håb og frelse, og gralen er smaragdgrøn, ligesom verdensdommerens trone er af grøn jaspis. I kirken anvendes grønt ved Hellig Tre Konger og Trinitatis, hvor evangelie-teksterne handler om Jesus barndom og opvækst.
Den rene smaragdgrønne farve, især med et stænk af blå, er farven for healing. Den er hjælpsom, stærk og venlig. Når grønt hælder mod gult, svækkes den, en citron grøn med en masse gult er mere svigefuld end den healende blå-grønne farve.
Hjerte chakraet er grønt, det er centret for kærlighed og harmoni, og det er her et menneskes sjæl kan skinne igennem. Det relaterer til højere følelser, kærlighed, medfølelse, omsorg, religiøsitet og vækst. Det grønne i naturens processer danner grundlag for kærlighedsaspektet eller kærlighedssystemets indigo-blå vibration.
Alice Bailey klassificerede i sit system De Syv Stråler mennesker i syv forskellige psykologiske typer, den tredie stråle af kreativ intelligens er repræsenteret af den grønne farve.
Farven for Jomfruens stjernetegn er gul eller blå-grøn. Jomfruen symboliseres ved kornakset og høsten, som illustreres af den gule farve, starten på efteråret, men også den dybe blå-grønne farve, som vi også ser i naturen på denne tid af året. Øjet finder en dyb tilfredsstillelse, når begge moderfarver (gul og blå) er blandet i nøje ligevægt, og sjælen hviler ved denne blanding, som om den var ét.