Vælg en side

Vesta - asteroide og gudinde 1

Skrevet af Anne Sommer

Vesta – asteroide og gudinde 1

Asteroiden Vesta blev opdaget den 29. marts 1807, og den befinder sig i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Vesta er den anden-største asteroide og den fjerde asteroide, der blev opdaget. Den består af en usædvanlig type af vulkanske klipper, skabt under utrolig høje indre temperaturer, og den reflekterer en bemærkelsesværdig mængde af sollys. Under gunstige forhold kan den ses med det blotte øje.

Myten om Vesta

Asteroiden er opkaldt efter den græske gudinde Vesta. De gamle grækere kendte Vesta som Hestia, et navn relateret til ordet for hjerte. Romerne tilbad Vesta som gudinden for hjertets indre guddommelige flamme. Vesta, hvis navn stammer fra Sanskrit roden vast, betyder at skinne, og Vesta er da også den mest strålende af asteroiderne, og hendes tilknytning til ilden, svarer til hendes strålende astronomiske kvaliteter.

Vesta havde at gøre med tæmningen af ilden, så den kunne anvendes i hjemmene og til hellige ofringer. Som gudinde for hjertets ild havde Vesta en central rolle i alle hjem og en central offentlig plads i alle byer. I den Romerske mytologi var Vesta gudinde for arneilden, symbolet på den romerske stats stabilitet, og sikrede derved familien og statens sammenhæng.

Der findes meget få bevarede billeder, skulpturer eller legender om Vestas eksistens og hendes dåd, og de få billeder, der er af hende, viser hendes fredelige, indadvendte og selvfordybende natur. Af alle gudinderne er hun den mest vanskelige at forstå.

Hestia var blandt de ældste i den første generation af guder på Olympen, hun var den mest respekterede og blev altid givet de største ofre og friheder. I den græske mytologi var hun Reas og Kronos (Saturns) førstefødte. Kronos slugte sine børn i angst for at de ville styrte ham fra tronen, som han selv i sin tid havde gjort med sin far Uranus, men moderen reddede Zeus, og han befriede sine søskende (Neptun, Pluto, Juno, Ceres og Hestia) fra Saturns mave. Hestia var den sidste, der blev ’genfødt’.

Både Apollo og Poseidon prøvede at ægte Hestia, men hun var ikke interesseret, og hun bad Zeus om at lade hende forblive jomfru. Zeus gav hende opgaven at tage sig af Olympens hjertes ild, og under Zeuses’ beskyttelse forblev hun altid jomfru.

I en meget tidlig periode emigrerede Hestia fra Grækenland til Kreta. Når grækerne emigrerede til fremmede lande, bragte de ilden med sig for at forbinde deres hjemland med deres nye samfund. På samme måde bragte kvinder, der forlod deres hjem, ilden med fra deres moders arne til deres eget hjem.

Fordi Hestia var den første på Olympen, startede grækerne en tradition, hvor ceremonier og nye foretagender skulle begynde med et offer til Hestia. Derudover modtog hun også de bedste dele af ofrene fra de andre guders templer. Hver eneste brændte offergave var en anerkendelse af hende som gudinden af det hellige hjerte og alterflammen. Hestia repræsenterede meningen ved ærligt og tillidsfuldt at dele det man havde med andre. Hendes navn blev også brugt som ed og sejl på sociale kontrakter, og hun fulgte den hellige lov om gæstfrihed med hjertevarme, mad og beskyttelse af fremmede. Hendes hjerte blev derfor kendt som et beskyttende fristed.

Vestas symbol

Symbolet for Vesta er bogstavet ’V’, som peger nedad og indad. ’Ve’ har rødder i den såkaldte Japhetiske eller Indisk-Persiske sprogstamme, hvor også Græsk og Latin hører til sammen med de nordisk-tyske sprog. ’Ve’ betyder ild og ’veh’ hellig.

Det astrologiske tegn for Vesta er en brændende flamme på enten et hjerte eller et alter. Dette understreger Vestas funktion som den, der vogter hjertets ild og templets flamme, men det betyder også, at vi konstant skal styrke og bevare åndens gnist, flammen i os.

Flammen

Vesta er kendetegnet ved ilden og relaterer til ildens besjælende eller styrende guddom. Det handler om at tæmme hjertets indre flamme, for i det kreative brændende hjerte findes skabelsen af selve livet. Vi kommunikerer, vi healer, vi opdager os selv, og vi opdager andre, og Vesta tilbyder andre sin energi som en tilbedelse af kærlighed og tillid. Hun beskytter flammen som en del af sit kollektive ansvar, men det sker mellem det personlige og det kollektive. Den kreative energi er i virkeligheden ikke hendes egen personlige ejendom, men noget hun bevidst bringer til andre gennem sig selv.