Vælg en side

Triangler

Skrevet af Ella Ostermann

Trianglerne – lysende netværk

Det mest fantastiske ved triangelarbejdet er, at det er så nemt. Det sværeste ved triangelarbejdet er at huske at belive trianglen hver dag.

Mange mennesker ønsker en bedre verden og vil gerne gøre noget, men synes ikke de kan finde tid og en måde, der passer ind i en travl hverdag.

Triangelarbejdet er en mulighed for dem, der er overbevist om eller tror på tankens kraft. Ved at arbejde tre og tre sammen er man med til at skabe et verdensomspændende netværk af lys og god vilje – et tankereservoir som kan inspirere andre til praktisk og konstruktivt arbejde til gavn for menneskeheden,

Triangelarbejdet er uden tvivl en af de enkleste og mest effektive måder at udføre lysarbejde på, og da vi kan fungere mentalt og bruge den skabende intelligens, kan vi arbejde tankemæssigt med lys og triangler.

Baggrunden for trianglerne

Triangelarbejdet er et godt tilbud til dem, der gerne vil gøre noget for at fremme freden og udviklingen i verden. Det er tjeneste, fordi man sætter sig selv og sine egne personlige behov til side i ganske få minutter hver dag for at belive det lysende netværk i menneskehedens bevidsthed.

Arbejdet er mentalt. Triangelarbejdere bruger tanken som redskab. De bruger teknikken ‘at handle som om’, en af de mest effektive teknikker i alt udviklingsarbejde. De fylder tanken med lys, kærlighed og god vilje, som sendes ud i lysnetværket, sådan at det kan påvirke alle de mennesker, der ønsker at gøre noget for at skabe en bedre verden, fordi de føler at der er behov for det. Der er masser af mennesker med god vilje på jorden, og de vil bevidst eller ubevidst komme i kontakt med og bruge inspirationen fra dette lysnetværk. 

Hvordan gør man?

Man sidder stille og forbinder sig mentalt med de to andre medlemmer af trianglen, påkalder lys, kærlighed og god vilje og visualiserer at de strømmer gennem de tre lyspunkter i trianglen og videre ud i det triangelnetværk, der omkranser og gennemtrænger verden og derfra ud i alle menneskers tanker og hjerter.

Mens man visualiserer lys, kærlighed og den gode vilje strømme rundt i trianglen, siger man Den store invokation, så den kan være med til at skabe en kanal, hvor igennem energierne kan strømme ud i menneskehedens bevidsthed.

Det eneste der kræves er:

  • koncentration
  • at man har motivet: en bedre verden
  • at man bruger nogle få minutter dagligt

Desuden:

  • Det er lige meget, hvornår på dagen, man udfører sit triangelarbejde.
  • Det er godt med en personlig kontakt, men ikke nødvendigt. En email eller et brev ind imellem er en god ide.
  • Hvis man holder op med at belive trianglen, bør man fortælle det til de andre triangelmedlemmer.
  • Triangelarbejdet er også smukt, fordi man kan arbejde sammen uanset sym- eller antipati, fordi målet er større.
  • Hvis man ikke kender nogen, man kan danne en triangel med, kan man visualisere sig selv og to lyspunkter, og der vil dukke nogen op i lyspunkterne.

En triangel kan overleve i en kort periode uden at blive belivet, men netværket er baseret på, at alle triangler belives i alle tre lyspunkter hver dag.

Få mere at vide, og find evt triangelpartnere her: Triangler