Tidsler eller roser

Vi går med bøjede hoveder på græsset i haven og ser efter små tidsler, som vil gøre ondt på vores bare fødder. De har kastet deres frø og spredt sig, og vi har ikke holdt øje med dem. Og nu må vi bruge vores opmærksomhed og koncentration på at se dem, få dem op med rod, hvis vi trygt vil kunne gå på græsset i sommer uden at tænke på dem.

Vi må gøre det samme i vores indre, hvis vi ikke vil være en tidselmark, som vi selv og andre stikker os på. Tidslerne er vores selviske tanker og følelser. De breder sig lynhurtigt og tager magten over os, hvis vi ikke er opmærksomme og luger i vores indre have.

Vi skal ikke prøve at fjerne tankerne og følelserne med gift i form af stimulanser. Det kan vi ikke! Tidslerne vil bare kæmpe endnu mere for at overleve og brede sig. Der er kun en måde: at få øje på dem og så bevidst fjerne dem en for en! De forsvinder ikke, før vi tager dem op med rod, så roser og liljekonvaller kan brede sig.

I Tvillingerne har vi en stor mulighed for at bruge sjælens og kærlighedens lys til at få øje på tidslerne indeni, så vi kan tage dem op.

I Tvillingerne kæmper personligheden og sjælen om magten, så fint illustreret med stjernebillederne Castor og Pollux. Castor er den dødelige bror, personligheden, og man kunne fristes til at tro, at den blot skal fjernes så kun den udødelige bror, Pollux, sjælen, er tilbage. Men Castor skal ikke forsvinde. Han skal opdage og fjerne tidslerne i sig, så han og Pollux kan forene sig og sjælens lys skinne gennem personligheden, rense den og stråle ud til andre og hjælpe dem, så de kan fjerne tidslerne i deres indre have.

Tvillingerne er døren, hvor igennem kærlighedens lys strømmer ind i vores Moder Jord og os. Herkules demonstrerer i myten i Tvillingerne alle de prøvelser, vi må igennem for at forene de modsætninger, der er i os følelsesmæssigt og tankemæssigt  og mellem selviskhed og uselviskhed. Først når vi har renset den tidselfyldte have, når vi frem til visdommens æbletræ, og de tre hesperider eller norner, plukker og rækker os visdommens æbler, som repræsenterer udødelighed, guddommelig visdom og adgang til evigt liv.

Sjælen er udødelig og evig, personligheden er dødelig og et redskab i en enkel inkarnation – et enkelt liv.

Vi kan ikke plukke visdommen æbler i den ydre verden. Vi må nå frem til træet i vores indre ved at bruge de energier, det lys, der strømmer ind i Moder Jord og os, og som vi bedst kan kontakte ved fuldmåne, hvor Solens lys, som binder Månens ’skadelige virkninger,’ uhindret kan strømme ind i personlighedens indre have.

Universets uendelige lys ledes af Solen in i vores Moder Jord. Vores inderste lys ledes af sjælen ind i vores personlighed.

Sædtanken eller det frø, hvormed sjælen kan åbne for Tvillingernes energi, lyder:

Jeg erkender mit andet selv, og når dette selv toner bort,

vokser og stråler jeg.