
Ved fuldmåne lyser Solen Månen, og sjælen vores personlighed, sind og form op, og der er en særlig stor mulighed for at kontakte alt det lys, de energier, vi ikke kan se. Det er stærke, lysende energier som beliver os, men som også af kærlighed til os afslører det i os, som vi skal gøre noget ved.
Ved fuldmånen i Tyren er indstrømningen særlig stærk. Og i år ekstra stærk på grund af den hundredårige begivenhed, hvor Hierarkiet (mestrene) mødes og sender de stimuli ud i menneskeheden, som vil påvirke udviklingen i de næste hundrede år.

De evaluerer de foregående hundrede år med en accept af, hvad vi mennesker er lykkedes og ikke lykkedes med. Vi har vores frie vilje, og en stor del af menneskeheden har brugt den til at skabe fordele for sig selv. De er ikke tilhængere af at skabe ’frihed, lighed og broderskab’ (medmenneskeligt fællesskab).
Der er også en stadigt større gruppe, som kan se sandheden i Kristus ord om, at vi skal elske vores næste som os selv, og i det gamle ordsprog, som siger, at ’en kæde er ikke stærkere end det svageste led.’ Denne gruppe har forstået, at de må gøre noget for andre og ikke kun dem selv.
Der er utallige måder at gøre noget for andre på, men det vigtige er, at det gøres af egen fri vilje og ikke pålægges en af andre. Det man gør, er måske ikke stort i gængs forstand eller synligt for hele verden, men det er alle disse små lysende indsatser som tilsammen danner det kærlige lys af fællesskab og medmenneskelighed, der er så hårdt brug for i verden.
Wesakfesten i astrologisk perspektiv, eller i Tyrens tegn, fejres overalt på kloden af buddhister og mange af dem, der kaldes new age mennesker. Den voksende new age gruppe har vristet sig fri af en dogmatisk religion, hvis essens de accepterer. Men de er ikke enige i den bogstavtro fortolkning af religionens skrifter.

Wesak er fuldmånefesten for Buddha. Da han levede i fysisk form, som vi gør nu, lærte han os ved sit eget eksempel, at alt er lidelse, og at der er en vej ud af lidelse – Den ædle ottefoldige vej – som handler om at bruge sindet og tanken på den rette måde.
Vi kan godt se, at nogle mennesker er mere oplyste indefra end vi er, og et eksempel på ét, hvis væren og ord oplyser mennesker, er Dalai Lama. Indtil dagen efter Påske havde vi to, Dalai Lama og Pave Frans. Og der er helt sikkert flere, som jeg ikke kender.
Vi har netop nu fået en ny pave og må håbe, at han vil lede Den katolske kirke videre i Frans ånd.
Buddha er nu i det, der i teosofien kaldes Shamballa. Det er en del af det blændende lys, vi ikke kan se. Og det fortælles, at de energier, Buddha sender til os ved denne fuldmåne, er så stærke, at vi kun kan tåle ganske lidt af dem. Buddha kommer kun til syne på himlen over Wesakdalen i Himalaya i 8 minutter.
Her er mestre og almindelige mennesker samlet. Nogle af mestrene siges at leve i fysisk form dybt inde i Himalayas bjerge. De er til stede i fysisk, hvor andre er til stede i æterisk form.
Vi kan også deltage i festen. Vi kan rejse til Wesakdalen i vores tanker og deltage i ritualet sammen med mestrene og alle de mennesker, der er til stede i dalen.
I baghovedet har vi sædtanken for Tyrens tegn:
Jeg ser, og når øjet åbnes, er alt lys,
og visualisere, at vi sender dette lys til alle dem, der har brug for det.
Du kan læse den smukke Wesaklegende her