Krebsen
Tænk engang!
For længe siden var vi alle en del af en flok, hvor frygt fik hele flokken til at flygte, hvis der var en ukendt lyd eller bevægelse, som en gruppe hjorte der styrter af sted ved den mindste lille lyd i buskadset, eller en fugleflok, der letter på en gang, når den oplever en trussel.
Krebsen symboliserer flok tilstanden! Men den symboliserer også, at der er forskel på mennesker og dyr.
Menneskefrøet/sjælen blev sået i os engang for længe siden. Det er det, der er spiret og groet og nu giver os mulighed for at bygge et trygt indre oplyst hus – vores eget oplyste hus – fordi vores sjæl ikke mere identificerer sig med dyre- eller gruppesjælen. Vi vil stå på egne ben og tage ansvar for vores liv og kan gøre det, fordi et individualistisk menneskefrø blev sået i os for mange inkarnationer siden.
Siden da har vi arbejdet på at bygge vores eget oplyste hus af tanker og følelser, som i begyndelsen er lille og ikke særlig oplyst, fordi vores lys = viden og erfaring ikke er så stor.
Vi har af erfaring lært, at huset kun kan bygges med vores tanker, vores eget indre lys = vores oplevelser i livet, indre og ydre, lidelser og glæder. Vi har opdaget, at det er de svære ting, som vi helst undgår, der er byggestenene til huset, og at det, vi oplever som noget andre gør mod os, i virkeligheden er en hjælp til, at vi kan bygge vores hus og lyse det op.
I lang tid kæmper vi mellem at være offer for omstændighederne og at tage ansvar for vores liv.
Denne kamp fører til at vi udvider vores hus – vores bevidsthed – så vi kan byde andre indenfor og give dem lidt af vores selvskabte lys, som med tiden er kommet til at bestå af viden og kærlighed, oplysning og omsorg. Vi har skabt noget, som vi kan se, andre kan bruge, og vi begynder at kunne give ud af det.
Huset bliver efterhånden til at stort smukt lysende hus, hvor mange kan finde inspiration og hjælp til at bygge deres egne huse.
Vi skal selv bygge vores hus, og det kan vi kun ved at bruge tænkningen, at skabe med den, fejle, blive ked af det, når vi ikke lykkes. I sidste ende må vi erkende at Buddha havde ret, da han sagde, at alt er lidelse og angav Den ædle ottefoldige vej, hvoraf den første er Ret tænkning, som nødvendig på udviklingen og oplysningens vej.
Vi skal opdage og erkende, at der er en grund til alt, hvad vi møder på vores vej, at vi skal tage ansvar for os selv og vores eget liv i vores eget hus, som starter som en lille uoplyst hytte, men en dag vil blive et uendeligt stort og smukt oplyst tempel, som vi har fyldt med lys og kærlighed til gavn og glæde for andre. Selv vil vi da med ægte ydmyghed og taknemmelighed give andre alt hvad vi har og opdage, at jo mere vi giver, jo mere får vi igen.
Og sjælen siger hele vejen:
Jeg bygger et oplyst hus og bor i det.